Men ligegyldigt hvad man nu end synes: det jordiske menneske er kommet lige i nærheden af grænsen ind til den mentale sfære, hvor livet ikke mere kan baseres på mordvåben, hævn eller straf. Menneskeheden vil endnu få nogle karmiske rystelser, millioner af mennesker vil endnu blive dræbt eller lemlæstet, men ikke desto mindre er menneskeheden på tærskelen til fredens lyse sfære. Man vil i disse sidste blodbade og drabsudfoldelser, eksplosioner og sammenbrud se, hvorledes ikke blot mordvåbnene er altødelæggende både for en selv og for modparten, men dette at blive sejrherre er en lidelse, en tortur og et besvær, der er endnu værre end det besvær, man med mordvåbnene troede at kunne beskytte sig imod. Det vil her blive til videnskabelig kendsgerning, at fred ikke kan baseres på overlegen magt, men udelukkende på ret, og at magten absolut kun kan blive til velsignelse der, hvor den beskytter retten, hvilket igen vil sige: der, hvor den er et værn imod de endnu i væsenernes psyke eller bevidsthed eksisterende rester fra deres fortidige dyriske mentalitet. At bruge magt uden intellektualitet, hvilket vil sige: en magt, der ikke er en beskyttelse af retten, men derimod en beskyttelse af egoismen, skaber den største dødsfare, et individ kan komme i. Derfor vil det eneste fornødne for jordmenneskeheden af i dag være dette at tilegne sig den højeste kosmiske viden og kunnen, der giver det overblik over brugen af magt, der kan føre denne brug til den højeste velsignelse og dermed til at være ét med verdensstrukturen eller naturkræfterne. Der, hvor magten er blevet ét med næstekærligheden i mennesket, der er freden. Der er himmeriges rige opstået på jorden. Der kan livet kun eksistere som lys, kunst, kærlighed og glæde.