Det allerhøjeste objekt for menneskehedens videbegærlighed og fatteevne er selve løsningen på det livsmysterium, den lever i. Da tilegnelsen af denne løsning, hvilket vil sige: klarlæggelsen af selve det evige verdensbillede, er et spørgsmål om individets intellektuelle kapacitet, bliver nævnte tilegnelse således et udviklingsspørgsmål for menneskeheden. Når vi ser tilbage på menneskehedens historie, bliver vi da også vidne til, at dens forhold til verdensbilledet kun er en gradvis stigende horisontudvidelse. Verdensbillede eller verdensopfattelse efter verdensopfattelse har måttet afløse hinanden for hver gang at give plads for et nyt og mere tidssvarende verdensbillede.
      Et blik på disse fortidige verdensopfattelser viser os, at de ikke er beregnede på at skulle tilfredsstille en stærkt intelligensbetonet skeptiker. De udgør ikke videnskabelige eller konkrete udredninger af livsmysteriet. De kan i sig selv ikke udgøre noget som helst fyldestgørende svar på det af det moderne, videnskabeligt indstillede menneske af i dag stillede spørgsmål om verdensbilledet. Men der er ingen tvivl om, at de engang har været fuldt ud tilfredsstillende svar på spørgsmål fra de stadier af enfoldighed eller intelligensfattige, men stærkt følelsesbetonede bevidsthedslag, som hine tiders folkeslag repræsenterede. Vi kan altså deraf se, at trangen til eller begæret efter livsmysteriets løsning er af en så dybtgående natur i mennesket, at den har været til stede, længe før samme væsen fik intelligensmæssig fatteevne ud over ting, der angik kampen for det daglige brød. Men når denne trang eksisterede i individet, før det endnu havde nogen nævneværdig intellektuel evne, hvormed det kunne fatte livsmysteriets løsning, bliver det til kendsgerning, at nævnte trang ikke blot er en hunger efter tilfredsstillelse af viden, den er også i lige så høj grad en hunger efter en tilfredsstillelse af følelsen. At disse verdensopfattelser derfor i et tidsrum, hvor man endnu ikke havde nogen fremragende intelligens, mere blev formede som en tilfredsstillelse for følelsen end for intelligensen, er naturligvis givet. Og er det ikke det samme, der gør sig gældende endnu helt op til vore dage? Hvad mener man om de i dag herskende verdensreligioner med kristendommen i spidsen? Er disse religioners verdensopfattelse eller verdensbillede ikke netop iklædt en terminologi, der så at sige er ganske negativ eller umulig, når det drejer sig om intellektuelt eller videnskabeligt at skulle tilfredsstille den intelligente skeptiker? Hele den gruppe af menneskehedens individer, der i særlig grad er intelligensbetonet og derfor er videnskabeligt indstillet, er blevet »vantroende«, er blevet til »frafaldne« over for kirken og dennes traditioner. De er nærmest at betragte som »gudløse«. Men det behøver naturligvis ikke at betyde, at de er »onde« eller »umoralske«, tværtimod. Der findes mange »gudløse« med en langt større eller mere human moral end mangen en ivrig »troende« eller åbenlyst erklæret gudsdyrker.
      Men dette, at menneskeheden er delt i to lejre, de »religiøse« og de »irreligiøse«, de »troende« og de »vantroende«, og yderligere at de »vantroende«s gruppe er i tiltagende, mens de »troende«s er i aftagende, således at deres kirker og templer får flere og flere tomme pladser under gudstjenesten, beviser, at menneskehedens kontakt med livets skjulte sider, livsmysteriet eller verdensbilledet, er ved at opløses. Den følelsesmæssige forbindelse eller kontakt med verdensbilledet og de herunder hørende evige fakta, som individet i kraft af sin tro tidligere var i besiddelse af, har det »vantroende« væsen ikke mere. Den er undermineret eller tilintetgjort af den tvivl, som dets senere udvikling af intelligensen førte med sig.