94. Men hvad nu med mennesket, der kun lever ét eneste fysisk jordliv, ja, måske endog dør i den spæde alder? - Hvor skal dette væsen få viden fra? - Det kan i den spæde tilstand ikke opleve noget af særlig betydning på det fysiske plan ved en så tidlig død. Hvor skal dette væsen da få viden fra? - Det kan ikke komme til at nyde godt af kundskabens træ. Da det ikke skal fødes igen i et nyt fysisk jordliv, hvordan kan dette væsen blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? - Er dette lille væsen bare en høvlspån i Guds store skabelsesproces? - Er det kun lige til brokkassen? - Hvis det kan blive til et menneske i Guds billede uden at blive født på ny og i en fysisk tilværelse komme til at nyde af kundskabens træ, hvortil så det fysiske plan? - Hvis nævnte barn kan opleve at blive til mennesket i Guds billede uden at fødes på ny i den fysiske verden, så må alle andre mennesker jo også kunne blive til mennesket i Guds billede uden at fødes på ny i den fysiske verden. Er det ikke ligeså med alle de andre mennesker, som ikke når at leve det ene fysiske liv ud, men dør i den unge alder eller længe før de normalt skulle dø? - Hvad er det, vi her i virkeligheden bliver vidne til? - Bliver det ikke netop her synligt, at et væsen, selv om det lever sit nuværende fysiske liv ud og bliver et gammelt menneske, alligevel ikke er blevet et færdigt menneske i Guds billede, men er mere eller mindre befængt med uovervundne syndetalenter ved sin død? - Disse talenter kan ikke fjernes, hverken ved dåb eller nadver, da disse kun er suggererende beroligelsesmidler imod samvittighedskvaler. At mennesket ved nadverens sakramente bliver indgivet følelsen af, at dets særlige synder, som er årsagen til dets samvittighedskvaler, er tilgivet, betyder ikke, at det dermed bliver totalt befriet fra sine syndetalenter og er blevet et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse og således ikke kan synde mere eller manifestere fejlmanifestationer. Ser vi ikke netop, at menneskene dør på mange forskellige udviklingstrin? - Hvad med røvere, mordere, bedragere, misundelige og hævngerrige mennesker og mange andre fremtrædende repræsentanter for syndetalenter eller fejlmanifestationer; tror man, at nadverens sakramente pludselig kan forandre disse væsener til færdige mennesker i Guds billede? - Er det ikke en kendsgerning, at menneskets forvandling fra primitivitet til intellektualitet kun kan ske ved vækst, ligesom et barns forvandling fra barn til voksen kun kan ske ved vækst? - Ligesom et barn ikke ved nogen som helst ceremoni pludselig kan blive voksen, således kan intet som helst menneske ved en blot og bar ceremoni og dermed heller ikke ved nadverens sakramente, pludselig blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Et meget primitivt naturmenneske fra urskoven kan umuligt pludselig ved nogen syndsforladelsesceremoni blive til det højintellektuelle kristusvæsen eller mennesket i Guds billede. Der findes kun en eneste vej til dette Guds høje mål eller hensigt med det levende væsen. Denne vej er udelukkende selve Guds skabelsesproces. Denne skabelsesproces er baseret på, at alle væsener kommer til at opleve virkningerne af deres væremåde over for deres næste eller omgivelser af levende væsener. Det er disse virkninger, vi kalder karma. Denne karma er igen det samme som væsenets skæbne. Det levende væsen er således i virkeligheden sin egen skæbnes herre. Men når der endnu ikke er noget menneske, der er færdigskabt ved døden, men stadig her er ufærdigt, er synder og har syndsforladelse behov, hvordan skal det da i form af udvikling nå at blive færdigskabt, hvis ikke det igen fødes i den fysiske verden og her fortsætter, i form af udvikling, Guds færdigskabelse af det i hans billede efter hans lignelse? - Vi ser her, hvorledes Kristus har ret der, hvor han siger til Nikodemus, at ingen kan komme i Guds rige uden at blive født på ny, ligesom han også lader Nikodemus forstå, at denne fødsel må være af "vand og ånd". Vand betyder her en ny fysisk organisme, og ånd betyder ligeledes her en forandring af væsenets mentalitet. Kristus vidste således udmærket, at Guds færdigskabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse måtte strække sig langt ud over det tidsrum, som et enkelt fysisk jordliv for mennesket udgør. Han var helt klar over eller fortrolig med, hvor kolossal en proces der skulle til, for at nævnte skabelse kunne ske fyldest.