93. Menneskene har mange spørgsmål, når det drejer sig om Guds retfærdighed og alkærlighed. De spørger blandt andet, hvad det er, man bliver vidne til i det lille spæde barn, der lige er født ud af moderens organisme? - Er det Guds begyndelse med at skabe et væsen, der aldrig har levet før, men som har haft sin allerførste begyndelse i moderorganet og her er blevet modnet til den lige overståede fødsel til den fysiske verden? - Er det den proces, Gud omtaler, når han siger: Lad os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse? - Hvis det lille foster i moderlivet, der når at blive født til den fysiske verden, er det sande og urokkelige udtryk for Guds skabelse af mennesket i sit billede, må vi erkende som en urokkelig kendsgerning, at denne Guds skabelsesproces er umådelig usikker og dilettantisk. Millioner og atter millioner af disse efter Guds skabelse frembragte mennesker har aldrig nogen sinde nået at blive til det færdige mål eller resultat, der var Guds hensigt, nemlig, at gøre dem til mennesker i sit eget billede efter sin lignelse. Millioner af disse påbegyndte væseners skabelse mislykkedes allerede i moderlivet, inden de blev født. Og dør der ikke en kolossal procentdel af mennesker i barndommen, i ungdommen og i manddommen? - Det er ikke så mærkeligt, at det endnu kosmisk uvidende menneske finder det mærkeligt, at Guds skabelse af mennesker har en så gigantisk stor fejlprocent. Hvorfor når alle disse i utide døde mennesker ikke de tiltænkte støvets år eller sunde alderdom? - Når det er Guds plan at gøre væsenet så fuldkomment, at det skal udgøre hans eget billede efter hans lignelse, hvordan kan det da være, at det ikke lykkes? - Har man nogen sinde set, at et gammelt menneske ved gravens rand eller ved sit fysiske jordliv er nået frem til at blive det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse? - Alle gamle mennesker ved dødens rand måtte jo være færdige mennesker i Guds billede, hvis de ikke bliver genfødt i et nyt fysisk jordliv og i dette kan udvikle sig videre. Dør ikke netop alle jordiske mennesker som ufærdige mennesker? - Hvilket jordisk menneske har vist sig i alderdommen at være blevet til det færdige menneske, et kristusvæsen i Guds billede efter hans lignelse? -
      Det er rigtigt, at mange mennesker er døbte og går under navnet "kristne mennesker". Men dåben kan ikke frelse nogen. Derefter kommer nadverens sakramente. Dette sakramente er kun, som jeg før har berørt, et beroligelsesmiddel imod stærkt samvittighedsnag. Hedder det sig ikke netop, at mennesket kan få sine "synder forladt" ved nydelsen af nadveren? - Men selv om mennesket får denne beroligende suggestion imod, og kan blive befriet fra, en midlertidig kvalfuld tilstand, bliver det ikke dermed til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. At få "syndernes forladelse" er ikke det samme som, at man kan begå den samme synd igen, ligesom man heller ikke har fået forladelse for alle andre synder, man har begået. Det er ikke ved "syndernes forladelse", at Gud skaber mennesket. Hvis menneskene kunne få syndsforladelse for alle deres synder, hvilket i virkeligheden vil sige blive fri for virkningerne af alle deres forkerte handlinger, ville udvikling være en umulighed. Det er netop ved nydelsen af kundskabens træ, der er det samme som væsenets daglige livs manifestation af ondt og godt og dets oplevelse af virkningerne af dette onde og dette gode, at Gud giver mennesket kundskab. Hvordan skulle det ellers få viden og derved blive ekspert i at kende forskel på godt og ondt og derefter blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, hvorved det netop opfylder Guds bestemmelse med sin skabelse af det levende væsen? - Guds billede er det samme som Guds væremåde. Guds væremåde er igen den alkærlighed og alvisdom, ved hvilken han opretholder hele verdensaltet.