78. Dyrenes forvandling til mennesker kommer meget let til syne i det jordiske menneske. Det primitive og dræbende og hævnende i mennesket viser, at det endnu har et dyrisk område i sin bevidsthed. Det viser således, at det endnu er underlagt dyrets tendenser. Men når der i det samme menneske er tilbøjeligheder af modsat retning: humanitet eller begyndende næstekærlighed, altså en kærlighed, der absolut ikke har noget med ægteskabet at gøre, viser dette, at der er begyndende menneskelige tendenser i sådanne væsener. I det jordiske menneske er begge disse to bevidsthedsformer repræsenteret og viser, at det pågældende væsen endnu ikke er færdigudviklet i Guds billede. I nogle væsener er de dyriske tendenser endnu meget fremtrædende, og der er endnu kun meget lidt menneskeligt i deres fremtræden. I andre væsener forekommer der undertiden mange menneskelige tendenser og ikke ret meget af de dyriske eller onde tendenser. Men ingen er helt rene og færdige mennesker. De forekommer endnu ikke på jorden. Vi ser også her, at kristendommen i sig selv slet ikke fundamentalt har haft til hensigt at forvandle menneskene fra den mørke eller onde tilstand, der kulminerer i djævlebevidsthed. Det er rigtigt, at der findes store kristendomsimpulser eller -stråler over store dele af jorden, men hvor ser vi disse impulser eller stråler eller den mentalitet, der udstråler kristendommen? - Er det ikke netop, som vi tidligere har nævnt, hos mennesker, der i forvejen var modnet i humanitet eller begyndende næstekærlighed og ydmyghed? - Og den forelå ikke hos hverken de skriftkloge eller ypperstepræsterne eller hos andre dele af overklassen. De havde endnu ikke gennemgået så megen tilbagevenden af deres karma eller oplevelserne af virkningerne af det onde, de i tidligere liv havde påført deres næste, at de var blevet særligt humane og ydmyge. Den tilbagevendende karma afføder jo i væsenet humanitet og ydmyghed, men så megen ydmyghed og human følelse havde de nævnte væsener endnu ikke nået i deres udvikling. Derfor kunne de ikke modtage eller forstå verdensgenløserens humanitets- eller kærlighedsforkyndelse. De så med antipati og intolerance på hans guddommelige forkyndelse og anede ikke, at det var den største og dybeste forkyndelse, der nogen sinde havde lydt til menneskeheden i dens millionårige eksistens på jorden. Og de korsfæstede ham. Men derved satte de i scene, at verden blev vidne til den allerstørste kulmination i alkærlighed og visdom på et simpelt trækors på henrettelseshøjen Golgata. Den største kærlighedsudstråling fra korset var den alkærlighed, der fik verdensgenløseren til at bede for sine bødler, at de ikke skulle få virkningerne af denne forfærdelige fejlmanifestation, de her gjorde sig skyldige i. Men kulminationen af verdens største visdom blev også åbenbaret fra verdensgenløserens mund fra korset, thi han vidste, hvad de andre endnu ikke vidste eller kunne fatte, nemlig dette, at hans bødler ikke vidste, hvad de gjorde. Det er begge disse to store bevidsthedsudfoldelser af alvisdom og alkærlighed, menneskene netop er her på jorden i den fysiske verden for at blive opøvet til at blive eksperter i at udfolde i deres daglige liv. Før de har nået denne højde i væremåde, er de ikke færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse.