76. Guds bevidsthed i mennesket er altså en gigantisk livsoplevelsestilstand i alvisdom og alkærlighed. Den udgør den samme livstilstand som den, der udgør mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Tænk, hvilket umådeligt opbud af forskelligartede manifestationsredskaber i form af drabsorganismer, organismer, der er rene geniale mordvåben hos mange dyrearter, og hvis liv er at dræbe for at leve. Tænk, hvilket ocean af forskelligartede drabs- og mordmetoder, der her kommer til udfoldelse igennem alle de forskelligartede drabsorganismer, alle de mange forskellige dyrearter bringer til udfoldelse, blot for at være giftige frugter på kundskabens træ. Det er denne deres tilstand, denne deres morderiske livstilstand både hos dyrene og djævlemenneskene, der udløser de virkninger, der skaber den humane evne i mennesket. Det er denne evne, der igen, alt efter som mennesket har fået virkningerne af sine morderiske og lemlæstende manifestationer i tidligere liv tilbage som tilsvarende ond skæbne, afføder alkærligheden og alvisdommen i mennesket. Det er disse virkninger af forudgående morderisk eller sort væremåde over for sine omgivelser, der er menneskehedens frelse. Efterhånden som mennesket begynder ikke at kunne nænne at gøre andre væsener fortræd, begynder det at få kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige: en bevidsthedstilstand og tænkemåde, der udelukkende bæres af intuition og alkærlighed, intellektualiseret i kraft af intelligensevnen. Men før mennesket har denne sansekombination i fuldt udviklet færdig tilstand, er det hovedsageligt materialistisk. Det er mere eller mindre skeptisk over for alt psykisk eller åndeligt. Og det er denne uudviklede mentale tilstand, der i værste tilfælde, hvilket vil sige der, hvor det i en overvældende grad er inhumant, meget brutalt og uden næstekærlighed, får mennesket til at fremtræde som "djævlemenneske". Denne mentale tilstand som fundament for væsenets væremåde er kulminationen af mørket. Det er den diametrale modsætning til væsenet i dets højeste lys: kristusvæsenet eller mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Men denne vældige bestigning af alkærlighedens og alvisdommens tinder, der er Guds billede, kan intet som helst væsen opnå i ét enkelt jordliv. Hvordan skulle dette dog gå til? - Har vi nogen sinde her på jorden set, at et menneske i sit ene fysiske jordliv er blevet til et så ophøjet, guddommeligt færdigt menneske? - Dør det ikke netop som et endnu såkaldt syndigt menneske. At det i virkeligheden ikke dør, men kun bliver befriet fra sit fysiske legeme og lever videre i sin åndelige tilstand, vækker overordentlig stor tvivl eller skepsis hos mange mennesker. Og de kan naturligvis endnu slet ikke forstå, at det evige jeg eller væsen, der blev befriet fra den fysiske organisme, efter nogen åndelig forberedelse rent automatisk igen bliver tilknyttet en ny fysisk organisme, som også efterhånden må blive slidt op og dermed ubrugelig for atter at give plads for en ny organisme og således fortsættende. Uden denne udskiftning af fysiske organismer, der er det samme som det, vi allerede har nævnt som reinkarnation eller genfødelser, ville skabelsen af det levende væsens bevidsthed eller liv være en total umulighed. Da hele verdensaltet består af liv og bevidsthed, ville der uden reinkarnation eller genfødelse umuligt kunne eksistere noget som helst. Der, hvor verdensaltet opfylder rummet med liv og bevægelse, ville der kun eksistere et absolut "intet". De levende væseners åndelige og udødelige del ville ganske vist eksistere, men uden bevidsthed og dermed uden skabeevne og oplevelse af liv. Men uden skabeevne absolut ingen manifestation. Det evige noget, der i dag giver den evige del i de levende væsener bevidsthed og dermed oplevelse og skabelse af liv, ville være en umanifesteret evig død, manifesteret i form af, som før nævnt, et "intet".
      Den evige del af det levende væsen må således knyttes til den fysiske materie, og i kraft af dets evne til at danne et fysisk legeme som redskab for denne tilknytning til den fysiske materie bliver det med dette redskab i stand til at opleve og manifestere bevidsthed og liv. Det åndelige væsen må således iklædes en fysisk organisme for at kunne jonglere, skabe og opleve i den fysiske materie. Uden denne fysiske organisme kunne det åndelige væsen umuligt komme til at opleve nydelsen af kundskabens træ, der er en rent fysisk foreteelse. Og uden denne nydelse kunne det umuligt komme til at kende forskel på godt og ondt, hvis det overhovedet kunne få bevidsthed. Men uden dette kendskab til, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt, kunne væsenet jo umuligt blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det levende væsen er således i virkeligheden et evigt åndeligt, udødeligt væsen, selv om det må gennemgå en epoke, hvor det uden om sin åndelige struktur må være iklædt fysisk materie og fremtræde i et fysisk legeme. Det er ikke så mærkeligt, at den moderne materielle videnskab ikke kan finde løsningen på det levende væsens livsgåde, eftersom samme videnskab eller en del af den tror, at det levende væsens fysiske organisme, der, som vi har set, kun er et redskab for et åndeligt væsens fysiske manifestation, udgør hele det levende væsens totale struktur. Den tror på, at væsenets fysiske legeme er et levende væsen og forstår ikke, at det kun er et redskab for et åndeligt levende væsen, hvis eksistens ligger ganske uden for nævnte videnskabs åndelige sanseevne. Den forstår endnu ikke, at det, den jonglerer med og udforsker, i virkeligheden udelukkende kun er et ocean af forskellige skabte materiekombinationer, der igen er det samme som forskellige sammensatte bevægelseskombinationer. Den kan ikke finde skaberen og ser sig undertiden nødsaget til at tro, at tingene har skabt sig selv. Den arbejder med skabte ting som realistiske kendsgerninger, men benægter en virkelig levende, selvstændig skaber hinsides det fysiske plan til disse skabelser og skabte ting. Men har man nogen sinde set et eksempel på, at en ting kan skabe sig selv? - Kan et hus bygge sig selv, kan en bil skabe sig selv? - Kan en datamaskine skabe sig selv? - Hvordan kan alle verdensaltets levende væseners organismer da være skabte uden en skaber? - Er det ikke en kendsgerning, at det levende væsens organisme bliver styret, ledet og ført af et usynligt indre - et jeg? - Men man må undskylde videnskaben eller alle de forskere, der ikke kan sanse eller forstå, at der eksisterer et levende noget bag enhver bevægelse, bag enhver skabelse, bag enhver manifestation og oplevelse. De forstår ikke, at disse foreteelser finder sted i kraft af de levende væseners fysiske organismer, der er skabte og derfor er begyndelse og afslutning underkastet. De afviger derfor fra deres udødelige ophav eller jeg, der kun kan eksistere som en evig, uforgængelig realitet. Da denne realitet ikke udgør fysisk materie, men må udtrykkes som ånd, kan den kun opleves ved hjælp af åndelige sanser, der er ved at begynde at udvikle sig i menneskene og vil komme til fuld udfoldelse i den nu begyndende ny verdensepoke. Det var netop de sanser, der var lige i sin allerspædeste begyndelse hos Jesu disciple og tilhængere. Men de var ikke udviklede nok til, at de ville have forstået ham i hele kristendommens analyse, hvis han havde forkyndt den. Derfor måtte denne forkyndelse udsættes til senere tider, hvor menneskeheden ville få den som den hellige ånd, hvilket vil sige kosmisk videnskab, videnskaben, der er livsmysteriets løsning og åbenbaringen af Guds eksistens og alkærligheden og alvisdommen som verdensaltets grundtone og livsfundament. Den materielle videnskabs forskere er også under udvikling. Og de kosmiske sanser vil også begynde at udvikle sig i dem. De vil ikke blive ved med at være bange for at miste deres videnskabelige titel på grund af interessen for kosmiske eller åndelige realiteter eller kendsgerninger. De vil også opleve at se, at de såkaldte virkelige og sande mystikere i virkeligheden ikke er mystikere, men sandhedsfakler, der netop mere eller mindre har de åndelige sanser udviklet, som almenheden nu er på vej til at få udviklet. De nævnte kosmiske sanser vil føre den materielle videnskab ud af troen på døden til troen på livet. Men det betyder ikke, at den kan frelse menneskeheden. Den kan lige så lidt frelse menneskeheden fra det onde som kristendommen. Her er det kun Guds store skabemirakel: udviklingen, karma og genfødelserne, der bringer djævlemennesket frem til lysvæsenet Kristus eller til dette at være ét med Gud i en verden af alkærlighed og alvisdom.