75. Den fysiske verden er altså Guds skabeplan. Her forekommer alle de muligheder, der eksisterer for de levende væsener til at overtræde livslovene og derved i tilsvarende grad opleve, hvad dette betyder. De lærer her eller bliver bevidst i, hvordan man skaber lysets og lykkens store guddommelige oplevelser eller tilværelse. Og de lærer her eller bliver bevidst i, hvordan man oplever helvede eller livets allersorteste, smertekulminerende lidelsestilstande. Dette er det fundamentale i Guds udformning af de levende væsener til mennesket i sit eget billede, hvilket billede er en kulminerende væremåde i alkærlighed og alvisdom. Det er altså denne væsenernes tilknytning til den fysiske materie, der forvandler væsenet fra djævlevæsen til det færdige menneske i Guds billede. Dette er Guds skabelsesplan. Uden denne plans struktur ville al forvandling af væsenerne fra mørke, dyriske og djævelske livstilstande til de højeste guddommelige oplevelser af livets kulmination i lykke, salighed, alvisdom og alkærlighed, sammen med den urokkelige oplevelse af den absolut eneste sande Gud, være en total umulighed. Derfor må de levende væsener gennemgå en lang livsepoke af inkarnationer i fysisk materie i form af fysiske organismer. Men selv om de er knyttet til fysiske legemer, er deres virkelige livsoplevelse tilknyttet deres åndelige struktur. De er stadig at udtrykke som ånder eller overfysiske væsener i deres højeste identitet. De bliver udtrykt som ånder, men det er svært for menneskene at fatte dette, da væsenernes åndelige tilstand og struktur er indkapslet i det fysiske legeme. Og menneskene tror da, at det fysiske legeme er det levende væsen, hvad det absolut ikke er. Den fysiske organisme er et redskab, ved hvilket det åndelige væsen kan jonglere og skabe og opleve gennem dets tilknytning til den fysiske materie og dermed opleve den fysiske verden. Den fysiske verden er som før nævnt kun bevægelsesarter omdannet til skabte ting, som bevægelsen også ændrer, og hvorved der opstår tid og rum. Men mennesket opfatter endnu ikke sin livsoplevelse på denne måde. Det ufærdige menneske opfatter sig selv, på grund af sit fysiske legeme, som et blot og bart fysisk væsen. Det lever derfor i den overtro, at når det af og til må udskifte sit fysiske legeme på grund af alderdom, læsioner eller sygdom, betyder dette døden, altså et totalt ophør af dets liv og tilværelse. Dets fysiske legeme er ikke selve det levende væsen, men kun en sekundær udskiftelig del af det levende væsen, medens den primære del, væsenets jeg og dets hertil knyttede overbevidsthed, er evige realiteter. De afviger fra alle andre foreteelser ved ikke at være skabte. De er aldrig nogensinde begyndt, men har været til fra evighed af og vil aldrig nogensinde komme til at ophøre, men urokkeligt fortsætte deres evige, udødelige tilværelse. Men da ingen som helst skabt ting kan være evig, idet den opslides, bliver gammel og opløses eller forgår, kan det evigt eksisterende levende væsen umuligt skabe sig andet end forgængelige livsoplevelsesredskaber, til hvilke altså de levende væseners fysiske legemer hører. Derfor må det levende væsen stadig udskifte sit fysiske legeme, når det er blevet ubrugeligt ved slitage, alderdom, læsioner eller sygdom. Det er denne udskiftning af det fysiske legeme, mennesket tror betyder totalt ophør af dets tilværelse eller liv. Da væsenet udvikles fra lavere til højere livsformer, må det naturligvis udskifte sine fysiske legemer, eftersom det nødvendigvis må have nye legemer, der kan være normale redskaber for dets tiltagende højere og højere livsudfoldelse på udviklingsstigen. Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse kan ikke leve i en primitiv abekrop. Aben kan ikke leve i en løvekrop, løven kan ikke leve i en krokodillekrop, og denne kan ikke leve i en hestekrop, og hesten kan ikke leve i en slangekrop osv. Der er absolut ikke nogen som helst af disse levende væsener eller de mange andre eksisterende her unævnte væsener, der evigt skal leve i disse for hver især specielle fysiske legemer og være det samme væsen. Alle levende væsener udgør således et levende evigt væsen bag alle fysiske organismer. De skal kun gennemgå alle disse livsoplevelsesformer for at blive omformet til Guds guddommelige alkærlighedsfacit: mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Men hvordan skulle denne gigantiske Guds omskabelse af væsenerne til at blive i hans billede, der er det samme som Guds alkærlige og alvise væremåde, finde sted, hvis ikke de kunne skifte fysiske organismer og få nye organismer med den forbedring, som væsenernes højere og højere udviklingstrin krævede? - Vi ser her, hvor fundamental og urokkelig en sandhed der er i Jesu ord til Nikodemus om, at ingen kan komme ind i Guds rige, hvis de ikke fødes på ny. Reinkarnationen eller genfødelsen er således en urokkelig livsbetingelse for al skabelse af Guds bevidsthed i mennesket, den, der gør mennesket til Guds billede efter hans lignelse.