Den Intellektualiserede Kristendom
Den seksuelle polforvandling
34. I alle eksisterende levende væsener er der to seksuelle poler: Den "feminine pol" og den "maskuline pol". På et bestemt sted i planteriget stagnerer den feminine pol i nogle væsener, medens den maskuline pol fortsætter sin udvikling og bliver den bevidsthedsbestemmende. Væsenet er dermed blevet et "hanvæsen". Hos de andre væsener stagnerer den maskuline pol, og den feminine pol bliver den bevidsthedsbestemmende. Og disse væsener bliver til "hunvæsener". Og hermed er samtlige væsener blevet forvandlet fra at være "dobbeltpolede" til "enpolede". Denne tilstand er, som man vil se i hovedværket, et overordentlig vigtigt led i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Den fortsætter i udviklingen igennem dyreriget og videre igennem den del af dyreriget, der udgør det ufærdige menneskerige. Men igennem dette afsnit begynder den stagnerede pol igen at udvikle sig for til sidst at blive totalt jævnbyrdig med den udviklede pol i væsenerne. Medens mandens seksuelle område bæres af hans maskuline pol, bæres hans øvrige bevidsthedsprincip, viden og forstand af hans feminine pol. Det modsatte er derimod tilfældet hos kvinden. Her er det den maskuline pol, der bærer hendes viden og forstand, medens hendes seksuelle tilstand bæres af hendes feminine pol. Det er derfor, at manden, når han kommer hen imod slutningen af sin feminine pols udvikling, får seksuel tiltrækning imod sit eget køn. Det samme er naturligvis tilfældet med kvinden. Samtidig med at hendes maskuline pols udvikling nærmer sig sit slutstadium, får hun seksuel tiltrækning imod sit eget køn. Denne væsenernes seksuelle tiltrækning imod deres eget køn er udtrykt som "homoseksualitet".