Stk. 30-38 er fra et manuskriptafsnit uden samlet overskrift, hvori Martinus omtaler emnerne "Jesus Kristus som model på menneskets højeste identitet som et "gudevæsen"", "Mørket eller djævlebevidstheden som visdommens kilde", "Parrings- og ægteskabsmysteriet", "Begyndelsen til færdiggørelse af mennesket i Guds billede" samt "Den seksuelle polforvandlingsproces". Der henvises i øvrigt til Martinus' uddybende analyser af polforvandlingen, se bl.a. Livets Bog, bind 5, symbol 33 i Det Evige Verdensbillede, bog 3 og bogen "To slags kærlighed". Det skal bemærkes, at specielt manuskriptarkene til stk. 32 er præget af en del overstregninger og håndskrevne tilføjelser. Martinus er her efter alt at dømme ikke nået så langt i sin bearbejdning som i de øvrige tekstafsnit.

30. Når Gud ønskede at skabe det levende væsen i sit eget "billede efter sin lignelse", vil det altså sige, at han ønskede at skabe det i sin egen bevidstheds og væremådes lighed. Det færdigskabte menneske skal altså have del i hans alvisdom, almagt og alkærlighed. Et sådant væsen i "Guds billede" genfinder vi i verdensgenløseren Jesus Kristus. Udtrykte han ikke netop selv følgende: "Mig er given al magt i himmelen og på jorden" (Matt. 28,18), "Jeg og Faderen, vi ere ét" (Joh. 10,30), "Jeg er vejen, sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6), "Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys" (Joh. 8,12), "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør" (Joh. 11,25), "I må ikke sætte eder op imod det onde, men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til" (Matt. 5,39), "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage til sværd, skulle omkomme ved sværd" (Matt. 26,52). - Og vi kan følge verdensgenløseren videre i hans belæring af det evige lys, Guds hellige ånd: "Salige er de sagtmodige, thi de skulle arve jorden" (Matt. 5,5), "Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes" (Matt. 5,6), "Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed" (Matt. 5,7), "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud" (Matt. 5,8), "Salige er de, som stifte fred, thi de skulle kaldes Guds børn" (Matt. 5,9), "Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld, thi himmeriges rige er deres" (Matt. 5,10), "Salige er I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle hånde ondt på for min skyld" (Matt. 5,11), "Glæder og fryder eder, thi eders løn skal være stor i himlene; thi således have de forfulgt profeterne, som var før eder" (Matt. 5,12), "I er jordens salt; men dersom saltet mister sin kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af menneskene" (Matt. 5,13), "I er verdens lys; en stad, som ligger på et bjerg, kan ikke skjules" (Matt. 5,14), "Man tænder heller ikke et lys og sætter det under skæppen, men på lysestagen, så skinner det for alle dem, som er i huset" (Matt. 5,15), "Lader således eders lys skinne for menneskene, at de må se eders gode gerninger og ære eders Fader, som er i himlene" (Matt. 5,16).
      Vi er her blevet vidne til noget af "det evige lys", med hvilket Kristus blandt andet på Golgatas kors stadfæstede med sin korsfæstelse en helt ny verdenskultur. Denne ny verdenskulturs fundamentale eller bærende grundlov havde han i sin kortvarige periode på det fysiske plan teoretisk åbenbaret for sine disciple og dermed for verden. Denne grundlov var kernen i hele hans sande viden eller visdom, som han udtrykte i koncentratet: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind" (Matt. 22,37); "Dette er det store og første bud" (Matt. 22,38); "Og det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv" (Matt. 22,39); "Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne" (Matt. 22,40).
      Men det var ikke blot teoretisk, at verdensgenløseren åbenbarede livets grundlov "alkærlighedsbudet". Var det ikke kulminationen eller den totale overholdelse af dette guddommelige bud, han åbenbarede for verden på Golgatas kors? - Med sit i forvejen mishandlede fysiske legeme blev dets korsfæstelse for ham en oplevelse af et af livets største smerteanfald fra selve helvedes kulmination. Her var verdensgenløseren på toppunktet af sin fremtræden som Guds sendebud til verden. Han skulle vise menneskeheden, at intet fjendskab, ingen ondskab, intet had eller ingen såkaldt "forbrydelse" kan være så stor, at den ikke kan tilgives. "Fader! forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). Var det ikke denne bøn for sine bødler, der vibrerede fra den døende verdensgenløsers læber op imod Gud og ud over verden og ned igennem tiderne? - Og ekkoet fra denne alkærlighedens bøn vibrerer endnu i menneskelige ører ud over hele jorden fra tusinder af kirker, missionshuse og andre religiøse huse, sekter og samfund. Han kunne også i kulminerende sandhed udtrykke om sin fysiske mission: "Det er fuldbragt" (Joh. 19,30). Og hermed var hans fysiske mission på jorden slut. Og ingen kunne vel i større ro, fred og tillid overlade sin ånd i Guds hænder end han, da han udåndede og forlod den fysiske verden med ordene: "Fader! i dine hænder befaler jeg min ånd" (Luk. 23,46). Men ud over Galilæas og Judæas bjerge og ud over Jerusalem og Golgata og videre ud over en hedensk og mørk verden lyste alkærlighedens budskab fremad mod kommende slægter. Det bebudede et strålende "himmeriges rige", altså et "alkærlighedens verdensrige" på jorden, når "dommedagens" helvedesflammer, livsvånde, skrig og skrål er forstummet og opløst i alkærlighedens strålevæld; da funkler Guds almagt, alvidenhed og alkærlighed fra sjæl til sjæl i livets kosmiske solrige egne. Det er disse kosmiske solrige egne, det i form af den ny kosmiske verdensepoke er givet os at skabe på jorden.