26. Som vi i det daglige liv er vidne til, er menneskene underlagt et væld af større og mindre lokale fysiske evner, ved hvilke de efterhånden får deres begavelse i viden og kunnen udviklet til genistadiet, det være sig i alle fysiske og åndelige kunstarter bortset fra de fundamentalt bærende fysiske sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. På samme måde befinder menneskene sig også som før nævnt i udviklingen af en gigantevne, hvis færdigudvikling ligeledes er genistadiet. Og ligesom de lokale fysiske jordlivsevner må gennemløbe de tre stadier A-, B- og C-stadiet, således må denne gigantevne også gennemløbe de tre nævnte stadier for at blive færdigudviklet og udgøre genistadiet. Og som vi allerede i det foranstående har påpeget, er dette genistadium intet mindre end alkærlighedsevnens kulmination i mennesket. Væsener med denne kulminerende evne er altså alkærlighedsgenier. Det er sådanne genier, der kan tilgive sine værste dødsfjender og bødler, ligesom Kristus gjorde det på Golgatas kors. Det er alkærlighedsgeniet, der kan tilgive sine fjender ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange. Det er alkærlighedsgeniet, der kan elske sine fjender, velsigne dem, som forbander det, og kan gøre godt imod dem, som hader det, og kan bede for dem, som krænker og forfølger det (se Matt. 5,44). Det er alkærlighedsgeniet, der kan opfylde det store bud i loven og elske Herren sin Gud med hele sit hjerte, med hele sin sjæl og med hele sit sind og elske sin næste som sig selv (se Matt. 22,37-39). - Det er denne altoverstrålende kærlighedskapacitet, der udgør den virkelige og sande kristne væremåde eller verdens største livskunst, der udgør kristendommen. Det er denne, der er livsmysteriets løsning.
      Men hvordan skal et væsen kunne være et menneske i Guds billede efter hans lignelse uden at være et sådant totalt geni i alkærlighedsudfoldelse og den heraf følgende allerhøjeste visdom eller højkosmiske intellektualitet? - Denne sidstnævnte evne er, ifølge livets kosmiske analyser i mine hovedværker, absolut uopnåelig uden i kraft af alkærlighedsevnens udvikling til daglig genial væremåde. Men det er ikke nogen genialitet at kunne elske sine venner eller dem, der er gode imod os og kan lide os. Alkærligheden er evnen til virkelig at kunne elske dem, der ikke kan lide os, dem, der bagtaler og forfølger os og på mange måder er generende og onde imod os. Det er dem, det virkelig af hjertet gælder om at kunne tilgive. Men hvordan skulle man få denne ophøjede guddommelige evne, mentalitet og moral, hvis ikke livet betingede, at væsenernes livstilstand kunne forandres fra en lavere og mere primitiv til en højere og mere fuldkommen livsoplevelsestilstand? - Og hvordan skulle man kunne få tilegnet sig denne højere livstilstand uden i kraft af erfaringsmæssigt at opleve den? - Og hvordan skulle man erfaringsmæssigt kunne opleve den, hvis den ikke eksisterede? - Hvis den ikke eksisterede, hvordan skulle Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse da kunne finde sted? - Ingen som helst bevidsthed eller viden kan blive til eller eksistere uden at være en kombination af kontraster. Disse kontraster skabes af det levende væsens tænkning og udgør dets opfattelse af lys og mørke. Denne opfattelse strækker sig mere eller mindre fra hadets dybder til alkærlighedens højder. Ethvert levende væsens bevidsthed består altså lige så meget af dette kontrastocean, som det har evne til at tænke og opfatte. Denne væsenets oplevede kontrastverden er det samme som væsenets tankeverden eller bevidsthed. Det er denne bevidsthed, der hos alle fysiske, levende væsener er ved at blive omskabt til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Men da Guds billede er alkærligheden eller livets allerhøjeste lys, kan det kun opleves igennem dets tilsvarende kontrast, der er livets tilsvarende mørke. Intet væsen kan således opleve mere eller andet lys end til hvilket, det har oplevet kontrasten. Derfor er væsenernes oplevelse af mørket en uundgåelig livsbetingelse for at kunne få evne til at opleve lyset. Og ser vi ikke netop, at store grupper af menneskene over hele jorden lever i miljøer og livsformer, der så at sige overgår dyrenes livsformer i udfoldelsen af mørke? - De er eksperter i at hævne, hade, dræbe, myrde, lemlæste, tortere, kidnappe og ødelægge deres næste og lever mere eller mindre i troen på, at dette er garantien for opnåelsen af ens eget livs lykke, fred og velvære.
      Og hvad fører så denne lange mørke livsepoke til? - Den fører uundgåeligt til i sit sidste og virkelige primære facit, at væsenerne kommer til at erkende, at de selv kommer til at opleve lige akkurat den skæbne eller de skæbnemæssige detaljer, de har manifesteret over for deres næste. De vil komme til at opdage, at de således selv er deres skæbnes absolutte første årsag, totalt ligegyldigt om den kulminerer i det "onde" eller det "gode". Man begynder her at forstå sandheden i de evige ord om at tilgive sin næste - "ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange" (Matt. 18,22). - Og hedder det ikke videre i Kristi udtalelser: "I have hørt, at der er sagt: øje for øje og tand for tand. - Men jeg siger eder, at I må ikke sætte jer op imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på den højre kind, da vend ham også den anden til! - Og dersom nogen vil gå i rette med dig og tage din kjortel, lad ham da også få kappen. - Og dersom nogen tvinger dig til at gå én mil, da gå to med ham!" Og Kristus går endnu videre og siger blandt andet: "I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. - Men jeg siger eder: Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, - for at I må vorde eders Faders børn, han, som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" (Matt. 5,38-41,43-45).
      Hvad er det, Kristus åbenbarer her? - Er det ikke netop bærepillerne i en helt ny verdensepoke? - Det er ikke Moseloven. Og det er ikke ægteskabet, han her gør til det primære i menneskets daglige væremåde. Kristi vejledning ligger langt over alt, hvad menneskene tidligere har fået at vide om moral og væremåde, ja så højt, at en meget stor del af menneskeheden selv i dag absolut ikke vil kunne fatte den eller overholde den og ligefrem må tro, at den er abnorm. Den hørte altså med til "det meget", som Kristus ikke kunne fortælle sine disciple i sin tid, fordi de ikke kunne "bære det". De kunne altså ikke forstå det. Men hvorfor kunne de ikke forstå det? - Nej, de kunne absolut ikke forstå, thi det, han havde at fortælle dem, var åbenbaringen af en helt ny bevidsthedsforvandling af mennesket. Det var intet mindre end netop menneskehedens totale frigørelse af mørket, den dyriske djævleagtige bevidsthed og væremåde, der udgjorde menneskehedens livstilstand, hvis fundamentale bærende lys var ægteskabet og parringsakten. Men da denne ny form for kosmisk lys, denne guddommelige ild begyndte at vokse frem i menneskenes bevidsthed eller psyke, begyndte disse at blive modtagelige for denne ny kristne verdensepoke. Og her begynder den ny bevidstheds væremåde "alkærlighedens" C-stadium at komme til syne. Det er her, man begynder at forstå, at man skal elske sine fjender og tilgive dem ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange osv. - Vi er altså her kommet til livets allerhøjeste bevidsthedstilstand. Praktiseringen af denne bevidsthed er livets allerhøjeste væremåde. Det er intet mindre end Guds egen tænke- og væremåde. Den udgør "det billede", som Gud ønskede at forme alle levende væsener i. Den udgør altså livets nøjagtige og største kontrast til alt, hvad der kommer ind under begrebet "mørket" eller "det onde". Det er således toppunktet af alt, hvad der kommer ind under begrebet velbehag, velsignelse og salighed. Det er toppunktet af alt, hvad der kommer ind under begrebet viden, kunst og kærlighed. Det er i kraft af disse to store kontraster, at Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse.