22. Mennesket er under en forvandling fra en dyrisk og djævleagtig mentalitet og væremåde til en total- ny og modsat mentalitet og væremåde. Fra en hadets og lidelsesfrembringende væremåde er det under omskabelse til en helt ny livsoplevelsestilstand, igennem hvilken det vil blive helt styret og ledet eller gennemsyret af verdensaltets grundtone alkærligheden. Det er denne ny væsens- eller livsoplevelsestilstand, der udgør den absolut sande kristendom. Og det er denne forvandlingsproces af væsenet, der i Bibelen udtrykkes som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse". Men en organisk væsensforvandling fra en tilstand til en modsat organisk væsenstilstand kan absolut ikke ske ved en blot og bar viljesakt og heller ikke fra den ene dag til den anden. Ingen af verdens dyr blev udviklet eller forandret fra en primitiv væsenstilstand til en højere og mere udviklet væsenstilstand på hverken år eller dage, men på årtusinder. Mennesket er et dyr og djævlevæsen, der for længst er begyndt at udvikle sig til en helt ny væsenstilstand. Fra at være et dyr, et djævlevæsen, for hvilket det var en livsbetingelse, at det måtte dræbe for at leve, er det nu i færd med at udvikle sig til et væsen, der i sin færdigudviklede tilstand er et ganske andet væsen end det, det ufærdige jordiske menneske mere eller mindre udgør i dag. Dette nye væsen er det færdigt udviklede menneske eller et kristusvæsen, hvis bevidsthed udelukkende er kulminerende alkærlighed, og i kraft af hvilken det har kosmisk bevidsthed. Det er denne bevidsthedstilstand, der udtrykkes i Bibelen som "den hellige ånd". Denne er igen det samme som den allerhøjeste bevidsthedstilstand, der eksisterer. Det er en bevidsthedstilstand, der giver væsenet evne til ubegrænset at opfatte den allerhøjeste viden eller selve livsmysteriets løsning og hemmeligheder. Det samme væsen er altså befriet fra alt fysisk mørke og bånd. Det er også befriet fra reinkarnationens smertefulde fysiske fødsler og dødsprocesser, da det efter ønske kan materialisere sig i fysisk materie og dematerialisere sig fri af denne materie igen. Det færdige menneske er dobbeltpolet, hvilket vil sige, at begge dets seksuelle poler og dermed dets maskuline og dets feminine principper er blevet jævnbyrdige. Det er derfor ikke mere mand eller kvinde og udgør således ikke mere et "hanvæsen" eller et "hunvæsen". Efter en vis epoke i denne tilstand går det videre og videre ind på de højeste åndelige verdener. Det er nu totalt forvandlet fra at være et dyrisk og djævleagtigt væsen, i hvis fodspor krig, mord, drab og lidelser florerer, til et væsen, i hvis fodspor alkærlighedens altomfavnende strålevæld bringer alt til at lyse og funkle i kulminerende visdom, skabeglæde, lykke og salighed. Når menneskeheden totalt lyser og funkler i denne alkærlighedens ånd i sin daglige væremåde, er den såkaldte "verdens frelse" sket fyldest. Kristendommen er blevet befriet fra alt hedenskab og opleves som Guds hellige ånd over hele jorden.