Vor mentale rejse er hermed til ende. Skønt denne vor rejse eller forskning kun har strakt sig ind over det for det jordiske menneske tilgængelige, realistiske, fysiske erfaringsmateriale, og vor tanke hovedsagelig har måttet holde sig borte fra de detaljer og realiteter, det erfaringsmateriale, der ukendt for det jordiske menneske har hjemsted i langt højere, guddommelige sfærer eller zoner end de, i hvilke jordmenneskenes daglige liv befordres, og hvis beskrivelse jeg derfor har måttet henlægge til mit hovedværk for viderekomne "Livets Bog", har vi ikke desto mindre på nævnte mentale færd set meget. Mange detaljer har vist sig for os på denne rejse, der faktisk har været en færd lige lukt igennem livets mørkeste zone, har været en mental beskuelse af selve "helvede" med dets altdominerende mord- og lemlæstelsesteknik, dets krigsskuepladser med jammerskrig og dødsrallen, brændende byer, kultur og kunst omdannet til ruin- og askehobe, en verden med åbenlyse og maskerede røveri- og plyndringsprocesser, subsistensløshed, sultedød, selvmord og sindssyge. Men trods disse uhyggelige erfaringer har vi ikke et eneste sted været vidne til så meget som et mikroskopisk brud på den kosmiske verdensordnings teknik. Vore hovedhår var bogstavelig talt talte. Ja, selv det mindste støvfnug kunne ikke udtrykke tilfældighed. Alt fungerede hundrede procents opfyldende sin planmæssige bestemmelse: åbenbaringen af en altbeherskende, kulminerende kærlighed. Båret på vor hjernes guddommelige kraft oplevede vi, at der gennem denne mørke underverden kom et almægtigt Forsyns guddommelige stråleglans til syne, oplyste rummet, og vi så – ikke som en drøm – ikke som et fata morgana, – men som realistisk virkelighed, tilgængelig for al efterforskning, at verdensaltet var et levende væsens tilkendegivelse, at alle levende væsener var gudesønner, udødelige væsener fremtrædende i "Guds billede efter hans lignelse", at de hver især var deres egen skæbnes herre, at de høstede det, de såede, at denne høst resulterede i skabelsen af kærlighedsevnen, at kærlighed således var livets højeste hensigt, var den sluttelige opfyldelse af alle formål, og at dette, "at elske sin næste som sig selv", således var kulminationen af al logik, var vejen ud af det mørke dyb, var vejen opad mod livets og lykkens mest strålende tinder, var den forlorne søns tilbagekomst til sin evige Fader, og at verdensaltet var denne evige Faders kulmination af kærlighed.