Alt, hvad vi i den daglige tilværelse bliver vidne til, er bevægelse, bevægelse er forandring, og forandring er skabelse, skabelse er intellektualitet, intellektualitet er åbenbaring af viden, viden udtrykker sig igennem de tre hovedfaser: klar dagsbevidst viden (A-stadiet), denne viden omsat til bevidst organisering af vilje og handling (B-stadiet), denne organisering udvidet til automatfunktioner, hvilket er evner, anlæg eller talenter (C-stadiet), og disse talenters afsløring er bevidsthed. Bevægelse er således i sin højeste analyse åbenbaring af bevidsthed og bliver derved identisk med livets fornemste kendetegn, ligegyldigt hvordan den så end måtte vise sig, ligegyldigt om den viser sig som skyernes flugt hen over verden, brisens sus i trætoppene, bølgernes larmen imod klipper og skær, eller den viser sig som en udstrakt kærtegnende hånd mod den ulykkelige, er en stille tåre, der grædes over et bristet håb osv. Alt er livets kendetegn, alt er udtryk for vilje og planmæssighed, alt har en hensigt, har et formål at opfylde, og er således udtryk for bevidsthed. Bevidsthed er liv, og liv eksisterer kun i form af dets oplevelse. Men oplevelse forudsætter et ophav. Liv kan derfor kun eksistere i tilknytning til "et noget, der oplever". Dette "noget" er aldrig blevet set, idet kun dets "bevægelse" kan ses. Da bevægelse er forandring, og forandring er skabelse, og skabelse er intellektualitet eller manifestation af viden, er det kun dette "nogets" viden, der er tilgængelig for sansning. Alt, hvad der er tilgængeligt for sansning, er således en åbenbaring af viden, ligegyldigt om det er de levende væseners gråd og jammer, deres lykke og glæde, eller det er naturens kræfter, dens ild og kulde, dens lys og mørke.
      Da alt således er bevægelse, og bevægelse er forandring, og forandring er planmæssig skabelse, og planmæssig skabelse er afsløring af intellektualitet eller viden, bliver det en kendsgerning, at alt, hvad der kan ses eller sanses, således er en afsløring af et "nogets" tilkendegivelse af sin tilstedeværelse. Men en "intellektuel tilkendegivelse" er jo et "budskab", et "budskab" er ikke det samme som dets ophav, men er en realitet gennem hvilket samme ophav indirekte bliver til kendsgerning.
      Da synet såvel som alle de øvrige former for sansning hører med til bevægelse, er skabte realiteter, og derfor ikke kan være "skaberen" selv, men er dennes "budskab", bliver det hermed en kendsgerning, at "ophavet" bag "budskabet" i sin natur er hævet over al tilgængelighed for beskuelse. Kun det skabte er tilgængelig for beskuelse, for syn og hørelse, i særdeleshed fordi al sansning kun kan eksistere som identisk med evnen til at opfatte konsekvenserne af reaktionen mellem to forskellige former for bevægelse. At "se" er jo kun evnen til at opfatte konsekvenserne af reaktionen mellem det materielle lys og mørke. Men da lys og mørke er skabte realiteter, kan de ikke være ophav til de nævnte konsekvenser, hvilket vil sige det "sete", idet dette altid i sin dybeste analyse urokkeligt afslører intellektualitet, og denne igen kun kan eksistere som en egenskab ved et "levende noget". Da al øvrig sansning i virkeligheden kun udgør variationer af samme princip, kan al sansning så at sige betegnes som grader af "syn". Det vi "ser" af et andet levende væsen, er således ikke det levende væsen selv, men derimod kun de intellektuelle konsekvenser af de reaktioner mellem de forskellige former for bevægelse, der finder sted i det "stofkvantum", der udgør dets organisme eller legeme. Disse intellektuelle konsekvenser kalder vi "kød", "blod", "hud", "hår", "mave", "tarme", "øjne", "mund", "næse" osv. Men da alle disse detaljer eller realiteter i virkeligheden kun udgør reaktioner mellem forskellige bevægelsesformer, og disse reaktioner afslører "intellektuelle konsekvenser", kommer disse konsekvenser her til at stadfæste som kendsgerning et intellektuelt ophavs nærværelse bag bevægelserne eller disses samlede intellektuelle kombination: organismen. I modsat fald måtte disse intellektuelle konsekvenser være resultater af dødt og livløst stof. Men hvis dødt eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, stof kunne skabe intellektuelle konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder bevidsthed, hvilket vil sige hjerne, erfaringer, studium og undervisning, jo ganske overflødigt. Alt ville være en automatisk fungerende livløs masse, hvis bevægelse og stadige forandring ganske vist afslørede intellektualitet, men for hvem? – Noget til at opleve denne afslørede intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en kendsgerning, at en oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt, men kun i tilknytning til et "noget", der har evne til at opleve? – Hvorledes skulle en oplevelse ellers blive til? –
      Da det således er en kendsgerning, at der eksisterer "noget", der har evne til at opleve, og det samtidigt er en kendsgerning, at dette "noget" ikke kan være organismen, idet den er intellektuelt opbygget, og ophavet til denne opbygning jo må have eksisteret før og tilegnet sig den intellektualitet, af hvilken den nuværende organisme er et resultat, bliver det også en kendsgerning, at det virkelige væsen eller "jeg" eksisterer som et usynligt "noget" bag manifestationerne. Det vil igen sige, at vi i virkeligheden aldrig har set vore venner eller fjender, vi har aldrig set vore familiemedlemmer eller omgangsfæller, vi har aldrig nogen sinde set et levende væsen. Alt, hvad vi direkte har set og kender under ovennævnte forskellige udtryk, er kun forskellige skabte realiteter, intellektuelle konsekvenser af reaktioner mellem stofmasser, og ved hvilke reaktioner vi har været i stand til at sortere de forskellige intellektuelle konsekvenser (organismerne) ud og registrere dem i vor bevidsthed under de ovenfor nævnte betegnelser.
      Alt, hvad vi betegner som "familiemedlemmer", "venner", "fjender", "dyr" osv., er således hver især kun udgørende intellektuelle konsekvenser af reaktioner mellem de fysiske stofmasser, vi (vore jeger) hver især har opbygget vor nuværende organisme eller redskab af. Et "dyr" er jo kun udtryk for en særlig organismeform, hvilket vil sige "redskabsform", der benyttes af et eksisterende usynligt "noget". Er det samme ikke tilfældet med et "menneske"? – Hvad er det andet end en "redskabsform" for et usynligt "noget" eller "jeg"? – Og bliver "planterne" ikke på samme måde afslørende intellektualitet? – Hvorfor bliver rosen ikke som tidslen? – Og hvorfor bliver kæmpefyrren ikke som misteltenen? – Og denne de synlige tings identitet som beviser for usynlige, evige, intellektuelle ophav til den i stofferne åbenbarede intellektualitet, lader heller ikke vente på sig i mineralerne. Er det ikke intellektualitet, der åbenbarer sig igennem mineralernes krystallisering? – Hvad er det for planmæssige "mønstre", der kommer til syne i frostblomsterne på vore ruder? – Og hvad er det for en planmæssighed, der bevirker bjergkrystallets tilblivelse osv.?– Jeg kan kun se, at der overalt og i alle ting eksisterer den samme planmæssighed, hvilket vil sige nyttefrembringende skabelse. Men nyttefrembringende skabelse er jo det samme som åbenbaring af viden. Da viden igen viser sig som klar dagsbevidsthed, som bevidst vilje og handling og som vanebevidsthed, hvilket vil sige automatfunktioner, bliver hele verdensaltet, hele tilværelsen hermed afsløret som én eneste stor åbenbaring af viden eller intellektualitet og dermed urokkeligt afslørende alt som "bevidsthed". Men når den allerhøjeste form for tænkning, hvilket vil sige en tænkning i kontakt med verdensaltets egen åbenbarede logik eller intellektualitet beviser, at alt er bevidsthed, bliver en eneste altomspændende "Guddoms" eksistens også hermed åbenbaret som kendsgerning. I modsat fald skulle den afslørede bevidsthed være uden ophav, hvilket jo er en umulighed.
      Verdensaltets manifestation udgør altså åbenbaringen af et viljebefordrende, skabende, udødeligt "noget". At vi ikke ser dette "noget", men kun dets frembringelser, hvilket jo udelukkende er dets tilkendegivelsesmidler, er en naturlig selvfølge. Vi ser jo heller ikke Hansens, Petersens eller Jensens usynlige "noget", men kun disse "noget'ers" frembringelser, hvilket vil sige de midler, ved hvilke de nævnte "noget'er" eller "jeger" midlertidigt tilkendegiver sig. Hansen, Petersen og Jensen er altså kun udtryk for disse midlertidige tilkendegivelser, ikke for de samme tilkendegivelsers virkelige, evige, udødelige ophav. Disse er ligeså ophøjede over synlighed og timelighed som verdensbevidsthedens ophav og er således hundrede procent i "Guds billede efter hans lignelse".
      At "se Gud" er ikke at se de materielle ting, deres mål- og vægtfacitter, men derimod igennem de materielle ting at kunne erkende den gennem disse afslørede eller åbenbarede intellektualitet, der jo gør Guds bevidsthed og vor egen udødelighed til kendsgerning. Da denne evne kun kan opnås ved at anvende de rigtige tanker, hvilket vil sige tanker, der i hundrede procents grad følger verdensaltets virkelige analyse, altså tanker, der er hundrede procents logiske, bliver Jesu ord: "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud", jo til videnskab. Thi hvad er nemlig urent andet end forkerte tanker. Forkerte tanker giver forkerte handlinger, forkerte handlinger giver forkerte oplevelser, forkerte oplevelser giver forkerte analyser, og forkerte analyser er jo modsætningen til sandheden. At leve på denne modsætning er at leve i disharmoni med livet. Men disharmoni med livet giver smerte og lidelse; smerte og lidelse skaber længsel imod modsætningen, og denne længsel udløser sig i råbet: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" –
      Da forkerte handlinger giver smerte og lidelse, bliver de rigtige handlinger jo modsætningen hertil. Da denne modsætning er handlinger, der skaber harmoni, naturlig lykke og glæde, og disse handlinger tilsammen direkte udgør det, vi kalder "kærlighed", bliver svaret på ovennævnte fundamentale spørgsmål således også identisk med videnskab i form af Jesu ord: "Du skal elske din næste som dig selv". Da ingen kan tjene Gud, hvilket vil sige være i kontakt med livets love, uden netop ved at elske sin næste som sig selv, bliver det således også til videnskab, at opfyldelsen af nævnte ord er "al lovens fylde".
      Da smerte og lidelse er resultatet af forkerte handlinger, og forkerte handlinger er resultatet af forkerte tanker, og forkerte tanker kun kan udløses af uvidenhed, bliver analysen over alle ophav til smerte og lidelse også til videnskab, når den erkendes i form af det ligeledes profetiske ord: "Thi de vide ikke, hvad de gøre".
      Men når de ikke ved, hvad de gør, bliver al intolerance, al hævn og ond kritik over disse væsener i højeste grad identisk med forkerte handlinger. Og det bliver således ikke altid "de, der dømmer", der er de mindste "syndere". Men da enhver "synd", hvilket vil sige forkert handling, som vi før har berørt, tilsidst resulterer i disharmoni, smerte og lidelse for sit ophav, bliver de to bibelske udtryk: "Dømmer ikke, thi med hvad dom, I dømme, skulle eder igen tilmåles" og "Det et menneske sår, det skal det høste", således til videnskabelig sandhed. Men da denne "høst" tilsidst resulterer i opdagelse af smerternes og lidelsernes sande årsag: de forkerte tanker og handlinger, og denne opdagelse igen uundgåeligt resulterer i virkelig viden, hvilket vil sige de rigtige tanker og dermed de rigtige handlinger, og disse igen giver sit ophav den endelige, højeste fred, lykke og glæde, og intet som helst væsen således kan fortabes, men uundgåeligt må opnå livets højeste salighed, den højeste viden, den fuldkomneste manifestation, og at ingen som helst forkerte tanker og handlinger således i længden kan forblive unyttige, men indirekte sluttelig befordrer nævnte højeste opnåelse, bliver verdensplanen kulminerende logik, og dens højeste absolutte og endelige facit således identisk med den højeste uomstødelige videnskab i form af det bibelske udbrud: "Se, alt er såre godt".