Side om side med den rent på mål og vægt baserede materielle videnskab, der i følge denne sin natur kun kan give besked om "døde ting", eksisterer der altså en anden videnskab, som giver besked om "levende ting". At denne sidste endnu kun er i sin spæde vorden og i stor udstrækning endnu stilles i skyggen af den moderne videnskab forandrer jo ikke, som vi lige har set, dens identitet som kendsgerning. Dens facitter er altså ikke baserede på mål og vægt, men på "livsytringer", hvilket igen vil sige ting, der direkte udtrykker selve livet. Men når det jordiske menneske således indenfor et bestemt felt har evne til at konstatere livet gennem "livsytringer", hvorfor skulle denne evne så ikke udvikle sig således, at individet gennem et endnu større felt på samme måde kunne konstatere livets eksistens? – Er det ikke netop således, at hver ny erfaring giver individet en endnu større evne til at orientere sig i livet? – Må ikke hver ny "livsytring", man opdager i naturen, på samme måde give en endnu større dygtighed til at observere "livsytringer"? – Og er det ikke netop det, "vismændene" bekræfter med de af dem udtalte og i de "hellige bøger" nedskrevne facitter? – Ser vi ikke, at disse facitter netop er udtryk for den samme viden som den, der betinger, at vi i møbler og klæder kan se beviser for eksistensen af disse genstandes ophav.
      Når disse overleverede facitter udtrykker naturen, verdensaltet som "Forsynet" eller "Faderen", tror man så ikke, at disse betegnelser er baserede på "livsytringer", der berettiger til denne opfattelse af naturen? – Hvem kan påstå, at de nævnte betegnelser ikke stammer fra væsener, der er så gamle i forskningen af "livsytringer", at de har fået en så overlegen evne i dette felt, at de med samme lethed kan se naturen som udtryk eller bevis for et levende ophav, som det jordiske menneske kan se møbler og klæder som bevis for snedkerens og skrædderens eksistens? –
      Når erfarings- eller oplevelsesevnen netop er i udvikling, hvorfor skulle den så ikke føre sit ophav til en sådan tilstand eller overlegenhed i det pågældende felt? – Bliver menneskene ikke netop virtuoser eller genier i alle andre felter, de dyrker og forsker, hvorfor skulle de så ikke blive det i forskningen af "livsytringer"? – Og er det ikke netop sådanne mere eller mindre fremtrædende genier i "livsytringserkendelsen", vi har for os som ophav til de "store sandheder", der urokkeligt har trodset tidens tand, der uvægerligt har været basis for og fremdeles uundgåeligt mere vil være basis for hjælp i jordmenneskenes mentale kvide, sorg og ulykke end en viden om mål og vægt, afstand og teknik nogen sinde har kunnet eller vil komme til at kunne præstere? – Er det ikke netop disse "sandheder", der er de ulykkeliges sidste håb? – Udtrykker de ikke lige akkurat den viden, der passer ind i deres situation? – Er viden om en kærlig guddom eller et forsyn, hvilket vil sige, et højeste kærligt, levende væsen, der har ethvert andet eksisterende, levende væsens skæbne i sin guddommelige hånd, og hvorved ingen kan fortabes, men at alle har et evigt liv, og at "alt i virkeligheden er såre godt", og at alt fører mod lyset, ikke det eneste, der kan være af betydning for det ulykkelige og lidende væsen? –
      Kan en viden om kilometer og gram, stofvibrationer og lysbølger eller lignende materielle foreteelser have interesse for den, der græder over sit døende barn, eller for den, der har mistet sine kære på krigsskuepladsen? – Kan den være en trøst for den, der ligger på hospitalet og uhelbredelig venter døden hvert øjeblik? – Kan en større indsigt i stoffets mål- og vægtenheder, dets volumen og reaktionsnatur give inspiration og livsglæde, ny tro og tillid til livet for den, der, hjemløs og forkuet, forarmet og syg, er ved at berøve sig selv livet? – Bliver den moderne videnskab i sådanne felter, eller overfor spørgsmålet, "hvad skal jeg gøre for at blive salig", ikke let til "stene i stedet for brød", ligegyldigt hvor guddommelig nyttig og velsignelsesrig den så end måtte være i dens rette hjemstavn eller plads i tilværelsen? –