At det levende væsen, der jo er modtagelig for udvikling, modtagelig for oplevelse af erfaring, ikke i al evighed kan blive ved med at leve i al denne plan- og hensigtsmæssighed, i al denne udfoldelse af kosmisk fornuft eller kulmination af logik, naturen afslører eller åbenbarer omkring det, uden at det opdager den, er naturligvis en selvfølge. Og det levende væsen får da også efterhånden større og større kendskab til naturen og livet. Og med dette kendskab, med denne tiltagende dybere og dybere opdagelse af livets natur bliver det selv forvandlet. Men da væsenerne jo ikke er lige langt fremme i denne tilegnelse af viden, er de heller ikke lige langt fremme i deres forvandling fra primitivitet til intellektualitet. Og vi bliver da også vidne til, at de levende væsener omkring os befinder sig i højst forskellige stadier af denne deres forvandling. Vi ser nogle livsformer, vi kalder "planter", vi ser andre former, vi kalder "dyr", og vi ser vore egne medvæsener på jordmenneskestadierne. "Planter", "dyr" og "mennesker" er altså udtryk for forskellige stadier eller trin i erfaringstilegnelsen eller udviklingen af bevidsthed. Og indenfor hver enkelt af disse grupper ser vi igen individerne befindende sig på trin i den uendelige stigende skala, der på harmonisk måde strækker sig fra den underliggende gruppes højeste trin til den overliggende gruppes laveste trin på den for alle grupperne fælles hovedskala af trin, vi kender som "udviklingsstigen".
      Men når naturens påvirkning af de levende væsener, således har til resultat, at alle de, der står under os i udvikling, uden undtagelse bliver ført fremad og opad fra primitivitet til intellektualitet, eller fra lavere former eller trin til det trin, vi selv repræsenterer, hvorfor skulle den så ikke fortsætte? – Ville det ikke være fejlagtigt at tro, at det jordiske menneske var den ypperste livsform i tilværelsen, var toppunktet af, hvad naturen kunne frembringe, og at udviklingen derfor måtte standse her? – Og hvorledes skulle en sådan tro blive udtryk for logik? – Er de højest officielt anerkendte intellektuelle ikke de såkaldte "videnskabsmænd"? – Men har man nogen sinde set, at nogle af disse væsener har været på toppunktet af den viden, der kan blive tilgængelig for den menneskelige hjerne? – Har man set nogle af dem komme til et stadium i livet, hvor der ikke var mere at udforske? – Det tør vel næppe påstås? – Men når der stadig er ukendte terræner, såvel fysiske som mentale, der er under udforskning, er videnskaben jo i vækst. Jordens officielle højest intellektuelle er således stadig i intellektuel udvikling, er stadig under forvandling fra uvidenhed til viden, er stadig under omskabelse fra primitivitet til intellektualitet. At det nuværende jordmenneskelige intellektuelle stadium ikke er noget endeligt eller afsluttende bliver dermed en kendsgerning. Men når den jordmenneskelige højeste videnskab i dag ikke er endelig eller afsluttende, bliver det også en kendsgerning, at der bliver et "næste stadium".
      Men hvad bliver dette "næste stadium"? – Ja, mål- og vægtspecialer, volumenindsigt, vibrations- og hastighedskendskaber er jo kulminationen af det nuværende intellektuelle eller videnskabelige stadium og kan derved ikke blive det næste stadiums karakter, thi hvis det kunne det, så var der jo ikke noget "næste stadium". Dette måtte jo i princip blive det samme som det nuværende. Nogen intellektuel fornyelse, der svarer til den fornyelse, der lader "dyret" vokse op over "plantestadiet" og jordmennesket op over "dyrestadiet", ville der således ikke kunne være tale om. Og jordmenneskets fremtræden måtte derved, i modsætning til alle andre levende væseners, nødvendigvis blive en mental march på stedet. Men en sådan march er jo det modsatte af den kendsgerning, der virkelig finder sted. Gennem såkaldt "hellige bøger" og "vise mænd" er der manifesteret eller åbenbaret en mængde såkaldt "store sandheder". Disse "sandheder" er i virkeligheden identiske med videnskabelige facitter, men ikke facitter som de videnskaben i dag udtrykker. De indeholder ingen oplysninger om mål og vægt. De udtrykker ikke en specifikation af kemikalier, tid og rum, de brillerer ikke ved oplysninger i teknik eller mekanisk snilde og er således i deres natur ganske forskellige fra det, jordmennesket i dag forstår ved videnskab.
      Og det er da heller ikke så mærkeligt, at disse overleverede facitter ikke accepteres eller anerkendes som videnskab af den nuværende moderne, videnskabeligt indstillede forsker eller kapacitet. De kan jo ikke dokumenteres i de for ham så nødvendige kilometre, gram eller andre former for døde eller kolde mål. De udtrykker nemlig selve – "livet", og dette kan umuligt dokumenteres i målenheder. Livet er en evig realitet, hvilket vil sige, at det er uendeligt, og uendeligheden kan ikke vejes og måles. Det er kun de "skabte ting", hvilket vil sige livets frembringelser, der har den begrænsning, den begyndelse og afslutning, der betinger, at de kan vejes og måles. Mål og vægt og dermed den herpå baserede videnskab kan således aldrig blive andet end analyser af de "skabte" og dermed af de "døde" tings begrænsning. Nogen viden om livet kan de aldrig blive. Det giver derfor ingen viden om liv, at en ting vejer så og så meget. Heller ikke udtrykker det noget bevis for udødelighed, at der er så eller så langt til månen, solen eller andre himmellegemer. At jordkloden viser den eller den tæthedsgrad eller den eller den stofmæssige atmosfære, eller den måler så eller så meget i sit rumindhold, giver jo ingen besked eller oplysning, om den er et levende væsen, eller den kun udgør en af de såkaldte "døde ting", ligesom der jo heller ikke eksisterer målenheder, der kan bevise for os, at verdensaltet er et levende væsen.
      Men en viden behøver ikke udelukkende at bestå af mål- og vægtfacitter. Det jordiske menneske har allerede en viden om mange ting, som det ikke kan udtrykke i målenheder. Ved det ikke netop, at møbler kun kan skabes af snedkeren, og en klædning må have en skrædder til ophav? – Men har den viden noget med mål og vægt at gøre? – Er møblerne og klædningen ikke beviser for henholdsvis snedkerens og skrædderens eksistens? – Men når de således er identiske med "beviser", udgør de jo dog en videnskab, der ikke udtrykker sig i mål og vægt. Det er jo ikke møblernes og klædernes mål i kilogram eller centimeter, der gør disse genstande identiske med beviser for deres ophavs eksistens, men derimod, som vi tidligere har berørt, de nævnte genstandes intelligens- og følelsesmæssige kombination. Det er denne kombination, der gør dem til "livsytringer" og dermed til beviser for livets eksistens.