At naturen i sine udløsninger og detaljer også afslører andre former for mentale energier, såsom "instinkt", "tyngde" (eksplosions- eller hidsighedsenergi), "intuition" og "hukommelse" vil være for omstændeligt at behandle her, og jeg må derfor desangående henvise til mit værk "Livets Bog". Det samme gælder naturens uomstødelige analyse som udgørende tre store generalprincipper, der tilsammen igen som "et treenigt princip" viser sig at udgøre lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen". At naturens generalanalyse således bliver identisk med et hvilket som helst andet levende væsens generalanalyse bliver under udtrykkene "X1", "X2" og "X3" således udførligt behandlet i hovedværket. Jeg skal derfor her blot lige antyde, at den uendelige påvirkning, som naturen udøver på os og vore medvæsener gennem reinkarnationen, heller ikke kan frakendes at være hensigtsmæssig. Hvis ikke den netop var hensigtsmæssig, var der ikke noget, der kunne eksistere som "udvikling". Kendsgerningerne viser jo, at væsenerne ikke kan eksistere uden at gøre erfaringer. Erfaringer kan kun eksistere som berigelse af bevidsthed. Men berigelse af bevidsthed kan jo kun være en fordel for samme bevidstheds ophav. Den er en omskabelse af individet fra primitivitet til intellektualitet. Men en permanent påvirkning, der er så planmæssig, at den ufejlbarlig skaber primitive væsener om til intellektuelle væsener, er jo af en så nyttig eller velsignelsesrig natur, at den bliver identisk med selve kulminationen af al hensigtsmæssig eller planmæssig skabelse og i alle retninger overtrumfer, hvad den menneskelige hjerne formår i retning af skabelse, i særdeleshed, da nævnte hjerne til syvende og sidst jo også kun kan eksistere som et resultat af naturens intellektualitet og planmæssige skabelse.
      Kan det være logik at erkende ophavet til al denne intellektualitet eller mentale udfoldelse, denne hensigtsmæssige skabelse for at være noget "dødt stof"? – Hvem tør docere en så barnlig, primitiv og tankeløs erkendelse? – Hvem tør råbe det ud, at det er "de døde ting", der skaber "de levende", det er "det skabte", der er "skaberen"? – Og lever sådanne væsener, om end ubevidst, i virkeligheden ikke i troen på, at det er møblerne, der er snedkeren, og klæderne, der er skrædderen? – Og lovpriser og tilbeder de samme væsener således ikke "døden" i stedet for "livet"? –
      Bliver livets eget svar herpå ikke kulminerende i logik, i fornuft, når det lyder, at sligt kun kan præsteres af væsener, der endnu har uvidenhedens uigennemsigtige, mørke bind for øjnene, væsener der ikke kender livets sande udtryksmidler eller kendetegn og derfor i virkeligheden ikke kender forskel på liv og død? – Og er det ikke netop den samme mangelfulde mentale tilstand, der får "dåren til at vandre trygt der, hvor engle ikke tør træde"? –