At der verden over finder store ødelæggelser, myrderier, naturkatastrofer og ulykker sted, at de tilsyneladende rammer ganske uskyldige væsener, at det ene menneske fødes i luksus og det andet i elendighed udgør jo ikke noget som helst bevis for, at det daglige liv er en kombination af tilfældigheder, eller for, at der ikke findes en absolut logisk og retfærdig verdensplan.
      For at bevise at livet kun udgøres af tilfældigheder, og at der således ikke findes nogen som helst logisk verdensplan, må det først bevises, at det levende væsens liv absolut begynder med fosterdannelsen og ender med det, vi kalder "døden", og at denne således rent bogstaveligt må være en kendsgerning. Men da en sådan virkelig død, som før påpeget, ikke eksisterer og derfor aldrig nogen sinde kan blive en kendsgerning, kan påstanden om livets identitet som tilfældigheder heller aldrig nogen sinde bevises eller blive en kendsgerning, idet livet i henhold til nævnte udødelighed jo må repræsentere kræfter, der strækker sig længere end til "fødslen" og "døden". Da disse kræfter går udenfor den almindelige daglige sanse- og erkendelsesevnes rækkevidde, unddrager de sig den samme sanseevnes observation eller forskning og bliver derved for nævnte evnes ophav et ukendt spil, af hvilket det netop kun direkte bliver vidne til en enkel lokal del, nemlig den nuværende rent fysiske eller kødelige.
      Men da denne del jo kun strækker sig over et ganske kort spand af tid, medens de ukendte kræfter, der repræsenterer udødeligheden, nødvendigvis må udstrække sig over evigheden, bliver den kødelige eller den for den almindelige sanseevne tidsbegrænsede, tilgængelige del af det levende væsen således kun en ganske mikroskopisk del af det førnævnte ukendte spil. Men at bedømme dette ukendte spil, der jo er det levende væsens virkelige liv, ud fra en så lille mikroskopisk del af dets samlede eksistens vil jo være ligeså umuligt som med den almindelige sanseevne at bedømme en bygnings fulde konstruktion, arkitektur og størrelse ud fra en enkelt af dens mursten. De forestillinger om samme bygning, som nævnte mursten måtte være i stand til at frembringe, ville umuligt kunne antages som kendsgerninger eller beviser for bygningens sande analyse.
      At noget ser ud som kaos behøver ikke at betyde, at det er udtryk for tilfældigheder eller manglende logik. Et kik ind i et bygningskompleks, der er under opførelse, giver os jo også indtryk af, at alt her er kaos. Mursten, kalkbaljer, tømmer, brædder, stilladser osv. findes undertiden hulter til bulter rundt omkring. Men det afkræfter dog ikke, at man her er stillet overfor en logisk plan, der er under fuldbyrdelse, og hvis mål er den færdige bygning. Sålænge en plan er under udførelse, viser den sig ofte som et kaos for den uindviede.
      Da synet af det levende væsens liv fra "fødslen" til "døden" også, i henhold til foranstående, i virkeligheden kun udgør et lille kik ind i noget ukendt, er der intet, der afkræfter, at dette ukendte kan være et led i en logisk plan, der er under udførelse. At dette ukendte noget viser sig som kaos, behøver jo kun at skyldes, at det er ukendt, og kan således ikke udgøre noget som helst bevis for, at det levende væsens skæbne er tilfældigheder.
      Som før nævnt viser livet sig at udgøre en kombination af kræfter, der strækker sig udenfor den almindelige sanse- og erkendelsesevnes rækkevidde. Disse kræfter manifesterer sig igennem individets fysiske legeme som – "åndsevner". Disse udgør igen tilsammen det, vi kalder "talenter" og "karakter". En nærmere definition heraf vil igen være at udtrykke som et særligt sammenspil af realiteter eller kræfter, vi kender under begreberne "instinkt", "tyngde", "følelse", "intelligens", "intuition" og "hukommelse". Det er altså disse kræfter og deres særligt organiserede sammenspil, der, usynligt for det fysiske syn, bærer og opretholder det levende væsens fysiske legeme og derved ved sin nærværelse eller fraværelse i dette henholdsvis giver dette karakteren af "liv" og "død".
      Da disse er de ukendte kræfter, af hvilke individets liv er et sammenspil, og dette sammenspil netop strækker sig ind i det ukendte, der ligger udenfor den almindelige fysiske sanse- og erkendelsesevnes rækkevidde, og disse kræfter igen er individets åndsevner, dets karakter og viljebestemmende natur, bliver det altså en kendsgerning, at denne individets natur, denne individets højere bevidsthedsdel, har et langt større spillerum for sin udfoldelse end det, der bliver synligt gennem dets korte fysiske liv fra "fødslen" til "døden".
      Men når det således er en kendsgerning, at disse åndsevners spillerum strækker sig ind i det ukendte, er det jo også en kendsgerning, at de ikke af mennesker, der kun har almindelig fysisk sansebegavelse, kan bedømmes, analyseres eller stadfæstes som sådan eller sådan. Et sådant menneske kan altså intet vide om den del af dets bevidsthed eller funktioner, der strækker sig ind i det ukendte terræn. Det har kun evne til at konstatere deres virke, når de fremtræder igennem det fysiske legeme.
      Men at de pludselig ophører med at vise sig i det nævnte legeme, og dette kommer i den tilstand, vi kalder "døden", beviser jo ikke eller kan absolut ikke være en garanti for, at de samme funktioner, åndsevner eller kræfter ikke mere eksisterer. Men når de samme kræfters sande begyndelse eller afslutning ikke kan bevises, kan det heller ikke bevises, at de begynder ved fosterdannelsen og afslutter med "døden". Og når dette ikke kan bevises, kan en benægtelse af deres eksistens udenfor "fødslen" og "døden" således heller ikke underbygges med kendsgerninger. Og da en benægtelse, der ikke kan underbygges med kendsgerninger, ikke kan være udtryk for videnskab, vil enhver benægtelse af en af de nævnte kræfter og funktioner bestående verden udenfor den fysiske jo i allerhøjeste grad være uvidenskabelig, være udtryk for uvidenhed eller en endnu uudviklet sanseevne, være udtryk for en, virkelig intellektuelt set, primitiv bevidsthed.
      Når disse kræfters eksistens udenfor den fysiske verden, udenfor det levende væsens fysiske legeme, således ikke kan afkræftes, kan det heller ikke afkræftes, at der i denne, det nævnte væsens overfysiske eller skjulte tilværelse, kan ligge en løsning på det mysterium, der i dag viser sig som det samme væsens "skæbne", og i hvilken de nævnte kræfter jo udgør de usynlige tråde.
      At denne "skæbne", hvordan den så end måtte tage sig ud i den lille mikroskopiske del af individets samlede evige tilværelse, der udgør dets nuværende fysiske liv, igennem den nævnte løsning kan afsløre sig som udgørende en fuldstændig hundrede procents logisk og retfærdig plan, vil der således heller ikke eksistere en afkræftning på, sålænge den modsatte erkendelse udelukkende kun er baseret på det levende væsens nuværende materielle tilværelse fra "fødslen" til "døden".
      Da de overfysiske kræfter, som nævnt, er individets åndsevner, og disse udgør det samme som dets bevidsthed, dets forstand, er det bærende i dets vilje- og tankekraft, i dets legemsfunktioner, konstitution, sundhed og velvære, og de samme kræfter igen er et spil, hvis udstrækning, som vi her har påpeget, ikke kan afkræftes at nå langt udenfor den almindelige daglige fysiske opfattelses- og erkendelsesevnes område, vil det således heller ikke kunne afkræftes, at kvaliteten af de åndsevner, den særlige natur og skæbne, det levende væsen fremtræder med her i dets fysiske liv, har sin årsag i det ukendte område.
      Det vil altså igen sige, at individets nuværende vilje, dets talenter og anlæg, dets karakter, dets religiøse eller irreligiøse tendens, dets primitive eller udviklede natur, kort sagt hele dets nuværende fremtræden og kærlighedsevne udgør et efterspil af forudgående årsagsmomenter i det for den almindelige fysiske sansebegavelse utilgængelige terræn.
      Da det er disse ovennævnte kræfter, der udgør bevidstheden, kan det ikke med rette påstås, at individet har været bevidstløs i dette ukendte terræn. At det ikke kan erindre noget om denne sin fortidige tilværelse i nævnte terræn er intet bevis for, at det ikke har haft denne eksistens. Det erindrer jo heller ikke noget om sin fødsel eller de første år af sit nuværende liv. Og dette afkræfter dog ikke denne fødsel eller disse år som kendsgerninger. Og hvor mange små episoder eller oplevelser af samme liv befinder sig ikke netop i "glemmebogen" i dag? – Hvem kan huske alle de tanker, der løb igennem deres hjerne, og alle de ord, der kom over deres læber i går? – Mon det ikke netop er en velsignelse, at individet kan "glemme"? – Er det ikke netop "glemselen", der er den største lægedom for mangen en rædselsfuld, svunden periode eller oplevelse i individets liv og skæbne? – Skyldes ikke mange "søvnløse nætter" en altfor livlig erindring? – Mon ikke netop mange mennesker er så tyngede af svære erindringer fra deres nuværende liv, at det ville være katastrofalt, om de også fik erindringer fra en tidligere livsperiode at belastes med? – Hvordan skulle det forøvrigt gå, hvis alle oplevelser blev ved med at beherske bevidstheden med samme kraft som i oplevelsesøjeblikket? – Hvordan skulle vi blive i stand til at beskæftige os med nye oplevelser, hvis ikke de gamle oplevelsers beherskelse af bevidstheden efter oplevelsesøjeblikket netop begyndte at svækkes? – Og hvorledes skulle vel denne svækkelse forekomme uden netop ved at være "hukommelsestab"? –
      Nej! – Det normale hukommelsestab er, som vi her har berørt, en uundværlig betingelse for skabelsen af evnen til at opleve livet. At individet ikke har nogen som helst erindring om en tidligere eksistens, en eksistens før dets nuværende fysiske fødsel, kan således umuligt udgøre noget som helst bevis for, at denne ikke har eksisteret. At benægte, at det har haft en bevidst tilværelse før dets nuværende, vil altså være ganske udenfor al logik.
      Men når det således ikke kan afkræftes, at individet har haft en, forud for dets nuværende liv, ukendt tilværelse, kan det jo heller ikke afkræftes, at dets nuværende liv er virkninger af denne forudgående tilværelse, og at det eventuelt i sit nuværende liv skaber årsager, hvis virkninger vil komme til at strække sig helt ind i dets kommende liv.
      En påstand, der udtrykker, at verdensaltet, den daglige tilværelse, det levende væsens skæbne, er et kaos af tilfældigheder, kan således umuligt underbygges som videnskab, har intet som helst med absolut logik at gøre, kan umuligt udgøre en analyse af de virkelige fakta, men udgør derimod en analyse af sit ophavs og sine tilhængeres endnu uudviklede logiske sans.
      Den materialistiske verdensanskuelse har således intet som helst med virkelig videnskab at gøre og er ganske uværdig for enhver akademiker, enhver videnskabsmand, enhver pædagog og folkefører.