Guddommen må altså afvige fra det almindelige levende væsen derved, at den ikke har noget makrovæsen over sig. Ved at fremtræde som det absolut eneste eksisterende eksemplar af sin art er det ganske uden medvæsener. Det kan aldrig nogen sinde formeres. Og skønt dette, kan det heller aldrig uddø, men vil i al evighed blive ved med at være et i sig selv eksisterende hundrede procent "ensomt" væsen. Det har som nævnt ingen medvæsener ovenover eller ved siden af sig. Det afviger fra alle andre væsener derved, at det har ingen "ydre" verden. Hele dets bevidsthed er en "indre" verden. Det kan ikke, som det almindelige levende væsen, koncentrere sig på et højere eksisterende væsen eller forsyn. Det har ingen guddom at bede til, og det har ingen ligestillede at tale med. Det har som nævnt kun en egen "indre" verden. Denne "indre" verden er dets bevidsthed. Her i denne "indre" verden foregår al dets aktivitet og energiudfoldelse. Her er dets sjæle- og følelsesliv koncentreret. Her er feltet for dets skabe- eller manifestationsevne. Her er skuepladsen for dets tanke. Her er dets kærlighed.
      Denne "indre verden" er således "Guds bevidsthed". Det vil for mange naturligvis virke meget fantastisk at opfatte verdensaltet som identisk med "bevidsthed", hvilket vil sige det samme som identisk med "et levende væsens" mentalitet. Men fordi en ting virker fantastisk, behøver den ikke at være en illusion eller uvirkelighed. Og verdensaltets eksistens kan da heller ikke bortforklares. Men om verdensaltet er "mentalitet" eller blot og bart "stof", her er det, den jordmenneskelige opfattelse strander.
      Da alt "stof" imidlertid ikke kan undgå at være identisk med "bevægelse", og denne igen er livets fornemste kendetegn, og dette kendetegn afslører hensigtsmæssighed, åbenbarer det her igen "intellektualitet". Og da "intellektualitet" udelukkende kun kan eksistere som identisk med en egenskab ved et levende væsen, gør "stoffet" eller al "materie" i tilværelsen ved sin særlige natur, sin særlige beskaffenhed eller foranderlighed verdensaltets identitet som "et levende væsen" til uomstødelig kendsgerning.
      Den modsatte opfattelse vil således til alle tider forblive en modsætning til logik, idet den ikke kan underbygges med nogen som helst form for fornuft og kan i alle sine dybeste konsekvenser kun udtrykke tilfældigheder og kaos, hvilket er en hundrede procents modsætning til de analyser, livet selv åbenbarer som levende urokkelige kendsgerninger. For den dybeste forskning og indsigt er intet i naturen tilfældigt, intet er kaos, intet er unyttigt, alt er uundgåelige midlertidige stadier i et hundrede procents hensigtsmæssigt kredsløb, der fører alt til sin midlertidige rette plads i livet eller tilværelsen, hvilket vil sige, den plads, hvor individet kan få tilegnet sig lige akkurat den påvirkning eller de erfaringer, der kan opfylde mentaliteten med den viden, indsigt eller forstand, der for samme individ i øjeblikket vil være den absolut mest kærlige med hensyn til dets kommende udvikling i forholdet til livets højeste ophav. Og det er denne kolossale hensigtsmæssighed i naturens påvirkning af det levende væsen, der tilsidst ikke kan blive ved med at være skjult, ikke kan blive ved med at være mystik. Noget, der påvirker en ustandseligt, kan man tilsidst ikke undgå at lægge mærke til. Og det er denne omstændighed, der ligger til grund for al religiøsitet eller enhver forestilling om en "gud" eller "guder".
      Igennem årtusinder tror menneskeheden på en guddom. Denne tro bliver så ganske vist efterhånden undermineret af menneskenes voksende optagethed af at forske "stoffet" eller "materien", hvilket vil sige optagethed af den såkaldte "materielle videnskab". Men da "materiel videnskab" uundgåeligt kun kan føre til mål og vægt, og disse realiteter aldrig i noget tilfælde kan give forklaring på selve det højeste eksisterende, det højeste mystiske, den højeste gåde, nemlig "livet", kan nævnte videnskab i virkeligheden kun have til mission at føre menneskenes videbegærlighed videre over mål og vægt og den heraf udsprungne teknik, for at lade dem indstille sig på helt andre facitter i tilværelsen, facitter, som afslører selve livets natur eller analyser. Disse facitter er ikke mål og vægt, men derimod – "livsytringer".
      Hvad er da "livsytringer"? – "Livsytringer" er åbenbarede energikombinationer, hvis planmæssighed kun kan være skabt på basis af mentale funktioner. Da disse igen udgøres af det, vi kalder: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og således er det levende væsens urokkelige åbenbarings- eller manifestationsmidler, vil deres nærværelse i tilværelsen altid, hvor de så end måtte forekomme, uomstødeligt være beviser for livets eller det levende væsens eksistens, selv om deres ophav måske slet ikke er nærværende eller på anden måde ikke er tilgængelig for det fysiske syn eller materiel sansning. Er møblerne ikke tilstrækkelige beviser for snedkerens eksistens, selv om man aldrig har set denne snedker? – Og er det ikke ligeså med en klædning? – Er denne ikke tilstrækkelig dokumentation for en skrædders eksistens? – Ved vi ikke, at disse nævnte ting ikke kan blive til af sig selv, men udelukkende kun kan eksistere som identisk med et levende væsens frembringelser? –
      Men hvorfra ved vi dette? – Er det ikke netop fordi, de omtalte ting viser sig at være produkter af mentale funktioner, viser sig at være en afsløring af blandt andet intelligens og følelse? – Møblernes såvel som klædningens hensigtsmæssighed afslører en standard for intelligens, medens de samme tings ydre form, struktur og farve udtrykker en midlertidig "mode", der igen kun kan eksistere som udtryk for en følelsestilstand. Men afviger møbler og klæder herved fra andre ting, der er tilgængelige for sansning? – Viser ikke alt i naturen sig at være udstyret efter en planmæssig struktur, der hvad intelligens og følelse angår ikke i nogen grad står tilbage for møbler og klæder? – Er ikke alt et kolossalt hensigtsmæssigt led i skabelsen af livsbetingelserne for de levende væsener? – Passer klodens temperatur og atmosfære, dens astronomiske forhold og stofmæssige tæthedsgrad ikke så intelligensmæssigt ind i hinanden, at den menneskelige, fysiske organisme har kunnet blive dette sammenspils resultat? – Og er det samme resultat ikke en skabelse, der i sin opbyggede struktur afslører ligeså megen intelligens og følelse som møbler og klæder? – Fungerer samme legeme i sin normale tilstand ikke ligeså hårfint mekanisk og fuldkomment som den af en menneskehjerne udtænkte mest raffinerede maskine? – Og kan man nægte, at samme organisme eller legeme i sin plastik, figur eller ydre form er et følelsesudtryk? – Har dets farve, dets linjer ikke ligeså godt som møblers og klæders med tegningen af "skønhed" at gøre? – Og hvad er forresten "skønhed"? – Er det ikke netop en skala af følelsesgrader, der strækker sig lige fra brutalitet til kærlighed? – Og findes der nogen form, nogen figur, der ikke eksisterer som udtryk for en eller anden stedbetegnelse, en eller anden grad i denne skala? – Ved ikke alle kunstnere, at figurer og former kan være mere eller mindre "brutale" eller være mere eller mindre det modsatte i deres linjer? – Og er det ikke netop denne omstændighed ved figuren, denne omstændighed ved formen, der er medbestemmende for vor egen sympati eller antipati til den eller den tings ydre plastiske fremtræden eller figureren? –
      Men når ting, der ikke er fremstillet af mennesker, har figur, har intelligensmæssigt mål eller bestemmelse at opfylde i en i alle fald ikke mindre udstrækning end møbler og klæder, hvor kan det så være logisk at erkende møbler og klæder for uomstødelige beviser for et levende væsens eksistens og ikke de andre ting for udgørende de samme beviser? – Hvad er grundlaget for en sådan inkonsekvens? – Er det ikke ene og alene uvidenhed, naivitet og den deraf følgende mangelfulde omtanke? – At videnskabsmænd, fordybet som de er i deres beregninger, mål- og vægtvidenskaber, kommer til at gøre sig skyldig i den samme mangelfulde indsigt eller omtanke på selve "livsytringernes" område, forandrer jo ikke den kendsgerning, at man her, ved ikke at anerkende "livsytringerne" eller de mentale funktioner i naturen, gør sig skyldig i den meget primitive eller barnlige opfattelse, at tingene eller naturen skaber sig selv, altså en påstand, der er ligeså naiv og barok, som hvis man påstod, at møblerne havde lavet sig selv, og klæderne havde syet sig selv. – Tænk hvilken illusion at leve på. Og tænk hvilken åndsfattigdom der kan være under en, i mål og vægt, afstand og teknik, næsten altomspændende materiel videnskab.
      Det kan således aldrig nogen sinde blive udtryk for logik ikke at anerkende, at naturen afslører både intelligens og følelse, hvilket altså vil sige "livsytringer". Og da "livsytringer" jo er selve livets uomstødelige bevismateriale, beviser naturen selv her for – ikke mål- og vægtforskeren (den almindelige videnskabsmand), men for "livsytringsforskeren" (den sande eller virkelige åndsforsker) sin egen uomstødelige identitet som "et levende væsen".