At naturen for os udgør et makroindivid er således urokkelig logik, men betyder dette også, at samme makroindivid er "Forsynet", er én eneste eksisterende "Guddom"? –
      Da et makroindivid jo ikke kan eksistere uden samtidig at være mikroindivid i et endnu større makroindivid, kan det makroindivid, som vi lever i, ikke udgøre hele naturen, hele verdensaltet. Vort makroindivid er således kun et enkelt lille mikrovæsen i et større væsens legemsmateriale og kan altså ikke udgøre det almægtige "Forsyn" eller "den evige Guddom". Dette makroindivid har på samme måde som vi selv "Forsynet" eller "Guddommen" at se op til.
      Da alle makroindivider således ikke kan eksistere uden samtidigt at være mikroindivider i endnu større væsener, må de alle over sig have et forsyn. Og ingen af disse levende væsener kan være "Guddommen". Denne er stadig – et andet eksisterende væsen. Desuden viser det sig jo også umuligt for mikro- og makroindividerne indbyrdes at "tale" sammen. Vi ser jo netop, at alle levende væsener befinder sig på forskellige stadier af udviklingstrin, og at væsener fra samme trin eller stadium korresponderer mest fuldkomment, medens det, jo længere de er fra hverandre i udvikling, bliver desto sværere for de samme væsener at korrespondere, ja afstanden i udvikling bliver tilsidst endog så stor, at al bevidst korrespondance er umulig. Kan vi f.eks. fortælle cellen i vort eget legeme, hvad vi ser på gaden? – Kan vi diskutere livsanskuelser eller på anden måde udveksle personlige tanker med den? –
      Men når vi ikke kan det, skønt vi er dens makroindivid, hvordan skulle vi så kunne være dens "Guddom"? – Nej, mikroindivider må tale med mikroindivider, og makroindivider må tale med makroindivider. Og loven er, som allerede før udtrykt, den, at "krage søger mage", eller dette, at "lige børn leger bedst".
      Men når alle levende væsener samtidigt hver især er makroindivid og mikroindivid og i deres egenskab heraf overfor sig altid må have et "forsyn", og således ikke selv kan være "Guddommen", men derimod mere eller mindre må være "gudsdyrkere", det være sig ligeså godt i kraft af at benægte, som i kraft af at tilbede Guddommen, hvor finder man så denne "ene almægtige Guddom"? –
      Ja, svaret ligger jo netop i ordet: den "ene Almægtige". – For at kunne være den "ene Almægtige" er det nødvendigt, at der ikke eksisterer nogen ovenover eller ved siden af. Men findes der da sådan et væsen? – Kan det almene jordiske menneske med sin tanke og forstand virkelig se dette væsen? –
      Svaret bliver et absolut nej. Det almene jordiske menneske er endnu så langt tilbage i erfaringsoplevelse eller udvikling, at det umuligt ved egen hjælp forstandsmæssigt kan finde dette væsen eller forstå dettes så absolut enestående natur. Det kan således ikke endnu acceptere et sådant væsens eksistens som videnskab, idet der ikke findes noget, hvormed det kan "måle" og "veje" nævnte væsen. Det jordiske menneskes videnskab er endnu kun identisk med "mål" og "vægt". Det kan således kun granske "materien", "stoffet". Det, der ligger herudenfor, det, der er dybere end tiden og rummet, er dets forstand endnu ikke særlig udviklet til at analysere. Og det hører derfor ikke med til "god tone" indenfor samme væsens intellektuelle stadium at docere altfor abstrakte problemer. Men dette forhindrer naturligvis ikke, at millioner og atter millioner af den jordiske menneskeheds "fattige i ånden" lever i en urokkelig tro på eller tillid til et forsyns eller en guddoms eksistens og slet ikke kan finde sjælsligevægt eller livsenergi uden netop i denne tro. Og disse "fattige i ånden", hvilket, som tidligere omtalt, vil sige forstandsfattige, men følelsesrige væsener, er således Guddommen nærmere end det kolde, men relativt fremskredne forstandsmenneske. Og det bliver således rigtigt, når Kristus siger om disse "fattige i ånden", at "himmeriges rige er deres".
      Men selv om Guddommens eksistens endnu ikke er blevet en aktualitet indenfor den jordiske videnskab, så forhindrer dette ikke, at den ikke desto mindre kan bevises med den allerhøjeste logik, og at enhver analyse, der skabes som modbevis mod nævnte eksistens ikke er i nogen som helst kontakt med den sande verdenslogik.
      Enhver kosmisk indsigt i selve verdensplanen vil bekræfte dette indtil hundrede procent. Og vi skal i det følgende give et lille elementært overblik over, hvorledes man ikke kommer udenom nævnte væsens eksistens, hvis man skal følge logikkens love i sin tænkning, hvilket altså vil sige skal følge en normal tænkning.