Vi er nu nået så langt igennem det almengældende jordmenneskelige oplevelses- eller erfaringsmateriale, at vi igennem dette er blevet i stand til at øjne en mening bag ved alle tilsyneladende tilfældigheder og kaotiske tilstande i det væld af kræfter, som de levende væsener hver dag må vekselvirke med, og hvis resultat er individernes "skæbne". Da det er denne mening, der har været vor mentale rejses mål, er vi således nu snart ved vejs ende. Vi har egentlig kun tilbage at drage nævnte mening lidt mere frem i lyset. Denne er nemlig intet mindre end selve "livets mening". Og vi skal jo netop bruge denne mening som model eller rettesnor for vor erkendelse af loven for tænkning. Tænkningen er jo det rat, hvormed individet drejer sin egen skæbnes kurs. Og et tilbageblik over, hvad vi har set af denne kurs, her i vor mentale færd gennem menneskehedens daglige liv, viser, at den endnu er meget langt fra at være i kontakt med "livets mening".
      At livet virkeligt har en mening viser sig jo netop derigennem, at alt er lovbundet. Bestemte årsager udløser bestemte virkninger, der uundgåeligt i al evighed vil gentage sig atter og atter, hver gang de samme årsager bliver udløst. Denne lovmæssighed udtrykker altså en plan. Men da en lovmæssig plan jo opfylder en hensigt, og en hensigt kun kan eksistere som identisk med en "mening", der atter igen kun kan fremtræde som identisk med udslag af tanke eller mentalitet, bliver det hermed, gennem nævnte årsag og virkning, til kendsgerning, at livet udtrykker en mening.
      Da en mening således er udslag af mentalitet, kommer vi her, bag alle foreteelser, bag alle energiudløsninger ved livet og tilværelsen, bag alt, hvad vi kalder naturen, til at konstatere, at der bag dette eksisterer det samme princip som bag alle menneskelige manifestationer og frembringelser, nemlig princippet "det levende væsen". De såkaldte "døde ting" kan jo ikke have en mening eller udfolde logik. Man har endnu aldrig set, og vil aldrig nogen sinde få at se, at en ting kan skabe sig selv, bygge sig selv logisk op udenom nævnte princip.
      Der, hvor nævnte princip er inkarneret i fysiske organismer, er det let overskueligt for den menneskelige sanseevne, der anerkendes det indtil videnskab. Det kan således ikke nytte at fortælle noget normalt menneske, at huse, møbler, biler, kunst osv. har skabt sig selv. Her ved alle, at disse tings tilstedeværelse absolut er baseret på "det levende væsens" eksistens, og at de uden dette ville være en umulighed. Men når det er en umulighed her, hvor menneskene har størst iagttagelsesevne, hvorfor skulle det så være muligt der, hvor menneskenes sanseevne er svagest, hvilket vil sige i de frembringelser eller energiudløsninger, der ikke er skabt af mennesker eller af andre almenkendte levende væsener? –
      At påstå, at skabelsen i naturen befordrer sig selv uden nogen som helst bagved eksisterende tilsvarende mentalitet eller tanke, er ligeså ulogisk som at påstå, at en bil har bygget sig selv op, er blevet til uden noget som helst levende væsen. Da naturens skabelse eller frembringelse jo ikke er mindre hensigtsmæssig end den menneskelige, ja overgår endog denne i intellektualitet, præcision og fuldkommenhed indtil en sådan grad, at det er den, der er mønstret eller modellen for skabelsen af den menneskelige indsigt og viden, hvad berettiger så til at antage, at naturen ikke skulle være ligeså virkeligt et udtryk for et "levende væsen" som et menneske? – Kan en professors eller doktors intellektualitet overgå naturens? – Er det ikke naturens viden, planer og skabemetoder han docerer? –
      Vore højest anerkendte eller autoriserede intellektuelle personer har altså naturen til læremester. Men er "eleverne" større end "mesteren"? – Og bliver det ikke en parodi på logik at antage, at disse vore højeste autoriserede repræsentanter for intellektualitet er elever af en "død læremester"? – Og bliver parodien ikke endnu mere fuldkommen, eftersom man ikke kan frakende denne "døde læremester" eller dette "lig" de største livstegn: skabeevne og intellektualitet? –
      Når dette ikke desto mindre i stor udstrækning, trods religioner og videnskab, alligevel finder sted, bliver der ikke andet grundlag for denne parodiske opfattelse end dette, at samme "læremester" er større og befinder sig i en organisme, der er af sådanne dimensioner, at alle andre kendte levende væsener bliver til mikroindivider i forhold til denne og derfor ikke fysisk kan overskue samme. Men at et væsen er større og mere uoverskueligt end andre væsener berettiger jo ikke til at opfatte samme væsen som et "lig" eller en "død" ting, og i særdeleshed ikke da det forlængst er videnskabeligt konstateret, at vor egen organisme består af myriader af mikrovæsener, overfor hvilke vi selv fremtræder i en lignende størrelse som den, i hvilken "naturen" forekommer overfor os. Og hvis vi nu laver det tankebillede, at disse små væseners "professorer" og "doktorer" docerede vor organisme som "naturen", hvilket altså vil sige, frakendte os hele vor personlige eksistens og mentalitet og således opfattede nævnte organisme, der jo er deres verden, som en "død naturkraft", et "omvandrende lig", så har vi her et realistisk billede på den skrigende parodi på den virkelige sandhed, det jordiske menneske lever i, sålænge det endnu lader hånt om højere former for liv end det jordmenneskelige, benægter et forsyns eksistens og således er gudløs i sin fremtræden.
      Da naturen selv overalt viser os, at ingen organismer kan eksistere uden at bestå af mindre organismer eller mikroindivider, og der således eksisterer organismer indeni organismer i det uendelige, bliver det dermed en kendsgerning, at ethvert levende væsens fremtræden kun er mulig som et "makroindivid", i hvilket en serie "mikroindivider" har deres tilværelse. Disse sidste udgør altså legemsmateriale for nævnte makroindivid. Og vi kommer herved i kontakt med verdensaltets egen logik eller den virkelige sandhed ved at erkende os selv som mikroindivider i et makroindivid på samme måde, som livet har vist os, at mikroindividerne i vor egen organisme er knyttede til os, og overfor hvilke vi selv er makroindivid. (Se billedet.)
      Den første store urokkelige kendsgerning i det virkelige verdensbillede vil således være dette, at naturen ikke er en livløs kraft, ikke er et omvandrende eller bevægeligt lig, men udgør derimod "et levende væsen". Og de vises ord, at vi i dette væsen "leve, røres og ere", er således her synligt som kulminerende logik, videnskab eller evig sandhed.
 

 
SYMBOL OVER LIVSENHEDSPRINCIPPET I VERDENSALTET
 
Den samlede hovedfigur på billedet skal udtrykke en "livsenhed", hvilket vil sige princippet "et levende væsen". Ligesom denne figur, på billedet, går igen i mindre og mindre formater, således går princippet "det levende væsen" atter og atter igen i mindre formater i ethvert individs organisme. Der bliver således væsener indeni væsener og organismer indeni organismer.
      Hovedfiguren udgør altså et "makroindivid", og de mindre gengivelser af denne er dette "makroindivids" "mikroindivider", der så igen er "makroindivider" for de i dem eksisterende endnu mindre væsener og således fortsættende.