Nej, den samlede jordmenneskehed er mere end en flok forvildede og uvidende individer. Den er et selvstændigt legeme, der som allerede nævnt har sine egne love og veje at gå i den store verdensplan. Den er analog med et levende væsen, i hvilket hvert enkelt jordmenneske er et mikroindivid. Og det nytter ikke, at mikroindividet får tanker og meninger om at dirigere makroindividet. Selv om det gør sig nok så stærkt ved at organisere sig med andre mikroindivider, dets forehavende vil altid ufejlbarligt føre til – ikke makrovæsenets død eller forvandling til det værre eller bedre – men til mikrovæsenets eller dets selvbestaltede organisations død. Her kan man ikke "fagorganisere" sig. Det er ikke mikroindividerne, der bestemmer tilværelsens natur i makroindividet, men derimod dettes "skæbneelement". Så dets forvandling til det bedre eller værre har det udelukkende i sin egen hånd. Det gælder her som for alle andre levende væsener: Som det sår, så skal det høste.
      Men den evige lov ville umuligt kunne opfyldes, hvis mikroindividerne var makroindividets herre. Hvad kunne det nytte, at makroindividet læste bibel, forskede naturen og tilegnede sig viden og blev dygtiggjort til at leve et moralsk og fuldkomment liv, når dets mikroindivider kunne organisere sig og danne en tilstand i dets legeme, der ville modarbejde alle gode forsætter, betyde ulidelig smerte, være en hindring for organernes normale funktion, ja endog betyde makrovæsenets død? – Og hvorledes skulle man kunne forene det med logik, at mikroindividerne således havde en uindskrænket magt over makroindividet, samtidig med at de måtte være ganske magtesløse overfor deres eget indre? – Mikroindividerne er jo selv makroindivider, idet de har en organisme eller et legeme, der igen består af endnu mindre mikroindivider, af hvilke de så igen måtte være behersket på samme måde som deres eget makroindivid, i henhold til den førnævnte erkendelse, skulle være behersket af dem selv.
      Nu vil man måske bemærke, at de svære sygdomme og organiske lidelser, menneskene beherskes af, netop skyldes mikroindividernes dominerende indflydelse. Men hertil må jeg svare, at alle organiske sygdomme uden undtagelse, absolut skyldes de ordinære mikroindividers – mangelfulde – indflydelse. Dette vil igen sige det samme som, at de ikke kan opfylde deres mission. De repræsenterer altså en ufuldkommenhed. Men denne ufuldkommenhed er jo igen "frugten" af et bestemt udviklingstrin. Mikroindividerne kan naturligvis ligesom alle andre levende væsener inddeles i udviklingstrin og fremtræder derved i kvaliteter. Mikroindivider såvel som makroindivider repræsenterer altså udviklingstrin og kvaliteter. Da mikroindividet skal være legemsmateriale for makroindividet, bliver det ikke ligegyldigt, hvorledes disse to væseners kvaliteter i hvert enkelt tilfælde indbyrdes kommer til at passe sammen. Hvis de er nøjagtig på linje med hinanden, opstår der fuldkommenhed og harmoni i organismen. Er de derimod ikke på linje med hinanden, opstår der disharmoni, sygdom og lidelse i organismen.
      Men hvad er årsagen til, at makroindividet får mikroindivider, der i kvalitet ikke passer til dets natur. Ja, her er vi kommet til løsningen på et stort problem. Nævnte årsag er "sædekornet" til makroindividets skæbne. Der er jo en generallov i livet, der udløser sig i princippet: tiltrækning og frastødning. Og da det er denne lov, der behersker al bevægelse i tilværelsen, danner alt kredsløb lige fra isens optøen til klodernes fart igennem rummet, bestemmer den også tiltrækningen imellem makroindividet og mikroindividet. Og da det yderligere er almengældende indenfor den samme lov, at "krage søger mage", bliver det hermed synligt, at makroindividet kun kan tiltrække sig mikroindivider, der er af samme natur som det selv. Og når disse mikroindivider skaber disharmoni i makroindividets indre, så kan det udelukkende kun skyldes, at makroindividet netop selv skaber disharmoni i den store organisme, i hvilket det selv er mikroindivid. Dets mikroindividers natur bliver således analog med den natur, det selv repræsenterer overfor sit eget makroindivid. Og det "høster" således på denne måde, hvad det selv "sår". Og da denne "høst" er den eneste absolutte basis for virkelig viden, og denne igen er nøglen til al absolut lykke, bliver forholdet mellem makroindividet og dets mikroindivider hundrede procent nyttigt eller hensigtsmæssigt og dermed absolut fuldkomment, ligegyldigt hvor tåbeligt det så end måtte se ud for den uindviede, eller hvor megen lidelse det så end afstedkommer, ligegyldigt hvor mange hospitaler og kirkegårde det så end måtte betinge. Og den samlede menneskehed er således et væsen, der ligesom alle andre levende væsener befinder sig i en mental og fysisk zone, hvor det netop kan få den udfoldelse for sin natur, der kan give det urokkelig viden om hvilke begær i denne natur, der er naturlige, og hvilke, der er unaturlige, og derigennem blive omskabt til at være "ét med Faderen", Forsynet eller den evige natur.
      Når vi i vort legeme har sygdom, smerte og lidelse, så er skylden ikke mikroindividernes, men vor egen. Forholdet mellem os og mikroindividerne i vort legeme reguleres nøjagtigt af vort forhold til den store organisme, i hvilken vi selv er mikroindivid.
      Men hvorledes er dette forhold for det jordiske menneskes vedkommende? – Er dette nu altid således, at samme væsen absolut er berettiget til at få i sin organisme mikroindivider af den allerhøjeste og bedste kvalitet? –
      Når vi betragter den samlede menneskehed som en stor organisme, gør så hvert enkelt jordmenneske alt for at gavne denne organisme? – Er det ikke snarere dets egne private begærs tilfredsstillelse, naturlige såvel som unaturlige, der går forud for den store organismes krav? – Er det ikke almengældende, at "enhver er sig selv nærmest"? – Og er det ikke dette egoistiske motto, der bevirker, at alle mentalt og fysisk faktisk trækker hver sin vej, både individerne indbyrdes og organisationerne? –
      Men hvorledes kan en organisme blive sund og harmonisk under disse forhold? – Er det ikke her synligt, mere end i noget andet tilfælde, hvorfor dette at "elske sin næste som sig selv" er "al lovens fylde"? – Er ikke en indbyrdes kærlighed og det heraf følgende ubrydelige sammenhold mellem mikroindividerne en betingelse for en fuldkommen organisme? – Tror man en organisme, det være sig en menneskehed eller et enkelt menneske, kan være sund og harmonisk, når nævntes mikroindivider nærer indbyrdes had eller fjendskab, ligger i kamp og strid, underminerer og ødelægger hinandens sundhed og velvære? – Bliver en sådan organisme ikke analog med en vulkan? – Og er det ikke rimeligt, at man bliver materiale i en sådan "vulkan" eller får denne til hjemsted, sålænge man selv er eksplosiv, hvilket vil sige, selv er opfyldt med hadets og vredens hidsige, ødelæggende og dræbende temperament? –
      Og kan det nytte, at "sprængstofferne" organiserer sig? – Bliver eksplosionerne ikke endnu større, jo mere disse knytter sig sammen, og "krateret" derved endnu mere "vulkansk" eller voldsomt i sin natur, end det var i forvejen? –
      Da den jordiske menneskehed således i virkeligheden er et mentalt krater, og de enkelte jordmennesker derved hver især udgør en mental sprængstofenhed i dette krater, vil enhver form for organisation af disse enheder med det formål for øje at forvandle krateret til et mentalt blomstrende agerland, være ganske omsonst. Krateret vil blive ved at være krater, sålænge dets mikroindivider er sprængstofenheder, ligegyldigt hvordan de så end måtte være organiseret. Intet væsen kan løbe fra sit udviklingstrin blot ved at melde sig ind i en organisation. Jordmennesker er jordmennesker og har disse væseners udviklingstrin, moral eller kvalitet, ligegyldig hvor smukt tituleret og formentlig "ophøjet" og "hellig" en forening de så end måtte gøre sig til medlem af. "Dårer" bliver ikke til "engle" ved at organiseres. Og menneskene kommer ikke bort fra deres udviklingstrin ved at gruppere sig i forskellige organisationer eller foreninger. Derfor vil individets frelse fra lidelserne umuligt kunne ske ved sekt- eller organisationsdannelse. Organisation er jo kun en ydre kraftsamling og kan aldrig blive andet. Den kan derfor være udmærket i et materielt foretagende, og hvor det drejer sig om at overvinde andre materielle foretagender, altså med andre ord, hvor det drejer sig om rent fysisk kamp eller styrkeprøve i en eller anden materiel erobring. Men som middel til afskaffelse af individets mentale lidelser har den ingen værdi. Her er det ikke fysisk kraft, det kommer an på. Her er det derimod udvikling, erfaring og selvoplevet viden, der mangler. Årsagen til individets lidelser er således et "indre" anliggende. Og dette "indre" anliggende kan ingen organisation i verden, kirkelig eller verdslig, fjerne. Det kan kun fjernes af individet selv. Individet er jo sin egen absolutte lykkes smed. Og denne lykke smeder det ikke med et medlemskort til "kristendom", "buddhisme", "islam" eller "fascisme", "nazisme", "bolsjevisme", "socialisme" eller andre former for "ismer" eller organisationer, men udelukkende kun med udviklingen af verdensaltets logik i sin hjerne og dermed praktiseringen af en inderlig kærlighed til sin næste. Det er de evige loves guddommelige "fylde".