Som vi i det foranstående har set, er lidelserne en altdominerende faktor i det jordiske menneskes liv. Og hele dets tilværelse bliver i virkeligheden kun et spørgsmål om dens bekæmpelse. Sålænge der er lidelse, eksisterer der ingen fundamental lykke i det jordiske menneskes tilværelse. Lidelserne er derfor alle jordmenneskers fælles fjende. Men når den således er alle jordmenneskers fælles fjende, skulle man synes, at den måtte være meget let at bekæmpe. Den samlede jordmenneskehed udgør dog efter de gængse opgivelser en hær på ca. tyve hundrede millioner individer, hvilket dog ikke kan frakendes at være repræsentationen af en anseelig kraft. Og det er rigtigt. Denne kraft er mere end tilstrækkelig til at gøre det af med menneskehedens fælles fjende. Når menneskene alligevel bukker under i kampen og tyranniseres af fællesfjenden, både indeni deres organismer og i deres daglige omgivelser, så skyldes det deres manglende sammenhold. De tyve hundrede millioner individer udgør ikke en enhed af harmonisk samstemmende viljer og mål, baseret på at udrydde den eneste ting, der er lidelsernes sande årsag. Tværtimod, individerne stiller i en altovervældende udstrækning deres energi eller kraft til "fjendens" rådighed. Og da denne kraft er den eneste basis for "fjendens" operationer, er det givet, at menneskeheden med lethed kunne overvinde denne ved at forandre taktik. Den "fjende", der i form af lidelser er menneskenes modstander, har ikke selv nogle individer, har ikke selv soldater til at kæmpe for sig. Den brillerer udelukkende i kraft af menneskenes bevidste eller ubevidste velvilje til selv at udføre dens ærinde. Hvis lidelsernes modstandere ikke selv gik lidelsernes ærinde, var der ikke nogen til at gå dette, og menneskene var aflastet for denne deres kolossale modstander. Men menneskene er således selv lidelsernes dybeste årsag eller ophav. Den millionfoldige hær, som menneskeheden udgør, er altså sin egen bitreste modstander. Dette må så igen resultere i en kolossal splittelse og individmæssig usammenhæng. Og det er vel nok en svag eller instinktmæssig erkendelse heraf, der i så stor en udstrækning animerer menneskene til at organisere sig. Mangfoldige agitatorer har igennem tiderne opflammet menneskene til organisation. Mangfoldige foreninger, sekter og trossamfund er opståede, hver især dyrkende idealer og moralske foreteelser, som skulle være den absolutte redning fra lidelsen. Og alle har de troet at skulle erobre hele menneskeheden som proselytter.
      Men hvad betyder selv den største organisation og den bedste agitator overfor en menneskemasse på tyve hundrede millioner sjæle? – Er denne ikke netop så stor, at enhver nok så godt påbegyndt organisation overfor dette mentale ocean har måttet give op? – Vil et sådant ocean af mentalitet ikke netop opsluge, drukne eller kvæle ethvert menneskes påfund, selv om det danner organisation? – Kan en myre sluge en elefant? – Kan en dråbe blæk forvandle oceanet? –
      Nej, alle primitive påfund, hvilket vil sige jordmenneskelige ufuldkommenheder, må dø. Kun det, der er urokkeligt rodfæstet i verdenslovene er udødeligt. Det evige kredsløb skal nok vide at udrense al mental skabelse fra forplumring og urenhed, på samme måde som det udrenser alt kloakvand og gør det til ren nærende luft og krystalklart styrkende drikkevand.
      Vi bliver da også vidne til, at selv den største organisation eller bevægelse i verden: "buddhismen" har kulmineret og er degenererende. Og desuden vil man vel ikke antage, at jordens samlede folkemasser, alle uden undtagelse skal blive hundrede procents buddhister? Og er det ikke ligeså med "kristendom" og "islam"? – Er de ikke også forældede? – Og er det ikke netop denne skavank, der vil gøre det af med alle organisationer? – Er det ikke således, at udviklingen, erfaringsdannelsen i verden udfolder sig så stærkt i den samlede menneskeheds umådelige folkemasse, at enhver påbegyndt organisations grundlag eller basis, dens love og principper, allerede bliver forældede og ubrugelige, inden organisationen har nået at kapre alle jordens tyve hundrede millioner individer som sine tilhængere, og overfor hvilket millionlegeme enhver bevægelse, sekt eller forening i virkeligheden kun kan blive en "døgnflue". Og tro endelig ikke, at en sådan "døgnflue" nogen sinde kan komme til at beherske millionlegemet.
      Nu ligger det jo nær for læserne at indvende, at man dog før har set, at et lille væsen har kunnet gøre det af med et stort væsen. Et giftigt stik fra en lille slange eller fra et insekt kan dog undertiden gøre det af med et stort dyr eller menneske. Hvorfor skulle det så ikke være at antage, at en organisation, nok så lille, skulle kunne nå frem til at beherske hele menneskeheden? – Men her må svaret blive, at sammenligningen er umulig. En organisations mål er som regel dette at gøre hele menneskeheden identisk med samme organisation. Men en slange tilsigter ikke at gøre dyret eller mennesket til en slange med sit bid. Og et menneske bliver ikke til en myg, fordi det får et myggestik. Og selv om en organisation virkelig havde samme mål som slangebiddet og myggestikket, nemlig dette at dræbe, ville det være umuligt for en hvilken som helst organisation at dræbe det millionlegeme, vi kalder menneskeheden. En organisation er jo af samme kød og blod som den øvrige menneskehed og kan derfor ikke være giftig for denne. Og selv om organisationen virkelig var giftig som en slange, ville det kun være muligt for den at dræbe nogle enkelte individer i det store legeme, hvilket på en måde vil sige "celler". Ja, selv om organisationen bliver inspireret af den værste krigsgalskab og benytter sig af dennes mest effektive mordinstrumenter, bliver resultatet i virkeligheden kun nogle tons ødelagt kød, nogle hjerter, der er gået i stå, og nogle øjne, der har ophørt med at se. Og der er således stadig tilbage millioner tons af frisk kød, millioner af hjerter, der slår, og millioner af øjne, der ser, samtidig med at der hver time fødes hundreder af nye kroppe, "nye celler" i de dræbtes sted. Og det store millionlegeme går udødeligt og ukrænkeligt videre hen over verden efter andre love, efter andre principper, end dem, der har sit udspring i den jordmenneskelige "døgnflues" hjerne.