Vi er nu kommet så langt frem igennem nærværende analyserække, at vi har set, at den største, realistiske kendsgerning for det jordiske menneske er lidelserne. Ja, vi har set, at disse udgør en så almengældende og altdominerende tilstand af kulmination, at vi har kunnet identificere samme tilstand som identisk med selve "helvede", altså en tilstand som igennem de vise er udtrykt som hjemstedet for "gråd og tænders gnidsel". Det er derfor blevet en selvfølge, at der ikke findes noget jordisk menneske, der ikke mere eller mindre har grædt, har været ulykkelig, har råbt og skreget, sukket og stønnet under nævnte tilstand. Alle har således følt lidelsen, set lidelsen eller hørt lidelsen. Individets fødsel var lidelse, dets levnedsløb var lidelse, og dets død er lidelse. Da det således mødte lidelse overalt, kom lidelsen til at spille en altdominerende rolle i dets fremtræden. Den blev bestemmende for dets mentale indstilling. Den blev årsagen til frygt. Frygten blev årsag til religiøsitet. Religiøsitet udgør igen en instinktmæssig søgen eller famlen efter begunstigelsen af en over lidelserne formodet eksisterende overmagt, for derigennem at søge beskyttelse mod lidelsernes formentlige "djævelske" eller "onde" ophav.
      Men idet religiøsiteten bringer individet til at alliere sig med en formentlig overmagt for igennem denne alliance at overvinde lidelsernes ophav, er religiøsiteten således den første udløsende årsag og fundamentale basis for det, vi kalder krig. Og krigen bliver således i sin højeste analyse en "religiøs kultus". Alt hvad jordmenneskene manifesterer, lige fra angstskrig, bønner og kirkelige handlinger, dåb, sakramenter og velsignelser til slagmarkernes drønende granatild, pigtrådsspærringer og giftgas, er således "religiøse" foreteelser. Alle begivenheder i menneskehedens historie er dikteret af den førnævnte alliance. Alle kæmpende parter er hver især allieret med en "moral", ud fra hvilken deres blodige færd er et dikteret højeste formentlig ideal, alle højeste magter eller et højeste forsyn velbehageligt. Alle kæmpende parter i en hvilken som helst krig, i en hvilken som helst kamp mener selv at repræsentere den højeste retfærdighed, den højeste uskyldighed og dermed den højeste berettigelse til deres fremfærd, der jo med denne indstilling som basis, kun kan være at opfatte som værende i den allerhøjeste magts eller Guddoms tjeneste, hvilket naturligvis er det absolut modsatte af, hvad man tilkender "fjenden" eller modparten. Dennes idealer og fremfærd formenes selvfølgelig kun at være i de højeste mørke magters tjeneste. Og hele den jordiske menneskeheds fremfærd bliver en permanent kamp for formentlige idealer og moralske foreteelser, en "religiøs kultus", der i dag i Forsynets navn ofrer millioner og atter millioner af mennesker på sine blodige altre. Vore "hedenske" forfædres menneskeofringer og kultus er for intet at regne i blodighed og grusomhed ved siden af vore "kristne" samtidiges udløsning af at tjene "idealerne".
      Fortidens blodige "religiøse kultus" er altså ikke blevet mindre med årene, er ikke, trods buddhisme og kristendom, blevet mindre med hensyn til menneskeofringer og blodige ceremonier. Er det ikke således, at titusinder og atter titusinder af unge mænd tvangsundervises i at gå "præsterne", i den store "hedenske" kultus, til hånde, uddannes i at blive offermateriale på dens dræbende altre? –
      At man i vore dage er gået over til at kalde de unge mænd for "værnepligtige", de nævnte "præster" for "generaler", "altrene", hvilket vil sige slagmarkerne, for "ærens mark" og selve den store "kultus" for "forsvaret", er jo kun en camouflage, under hvilken den samlede jordmenneskeheds mentalitet skjuler sin sande identitet med vore fædres "hedenske" religiøse kultus for derigennem at få den dybeste kristendoms velsignelse til sine fra fortiden nedarvede blodige tendensers udfoldelse i det tyvende århundrede.
      Og camouflagen har virket godt. Kristendommens præster, hvis sande budskab er "elsk din næste som dig selv", indvier og velsigner det fortidige "hedenskabs" nuværende "præster". Fra de store krigs- og mordapparaters platforme og terrasser opflammer de soldaterne til, i hans navn, der sagde, "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", at sprede blodig hævn, død og undergang over "fjenden". –
      Jo, de kristne præster har ladet sig i høj grad overrumple, bluffe og imponere af den "hedenske" kultus' overmagt og løber omkap med dennes "præster" det dræbende princips ærinde. Og verdensgenløsningens store basis, "du skal ikke dræbe", korsfæstes i dag mere end nogen sinde, ja endog, således som her antydet, af dens egne præster og disciple. De velsigner den fortidige "hedenske" kultus i dens nuværende moderne fremtræden. Og dennes "præster" skyder til gengæld de kristne kirker i grus. Den fortidige "hedenske" kultus går som en altbeherskende lavine i form af krigen hen over verden. For den er intet helligt. Dens eneste resultat er lemlæstelse, død og ruin, dens alter er "helvede". Og her i dette "helvede" er religionernes lysende fakkel begravet. Og menneskene råber til himlen: "Hvad skal vi gøre for at blive salige?" –