For det tyvende århundredes menneskehed vil verdensgenløsningen altså bestå i at forandre væsenernes vilje fra at være "begærledet" til at være "intelligensledet". Efterhånden som individet gennem sine lidelser bliver mere og mere overbevist om årsag og virkning, får det jo mere og mere interesse af at kunne udløse de årsager, der skaber de bedste og mest harmoniske eller lykkelige virkninger i dets tilværelse. Og det er denne interesse, der lader det søge studier og undervisning. Først er denne søgning jo af egoistisk art. Det søger uddannelse for derigennem at være sin næste overlegen i kampen for tilværelsen. Det søger den for bedre at kunne albue sig frem, få større økonomiske chancer og fordele. At forlade denne basis for interessen for tilegnelsen af kundskaber er meget svært for mange jordmennesker, idet samfundenes endnu meget primitive og ufuldkomne økonomiske administration og gængse væremåde, moral og opfattelse ligefrem har gjort denne til en livsbetingelse. Menneskene tvinges til at være interesserede i at samle sig formue, tvinges til at skænke næsten al deres tid og kraft på forretningsmæssige anliggender, på konkurrence i tilegnelsen af eksistensmuligheder og over besværligheder ved kampen for det daglige brød. De, der er underlegne her, må sulte og savne, må fryse og lide.
      At denne mulighed er et skræmmebillede, der hos den største part af menneskene ikke levner tid og kræfter til nogen særlig uddannelse i højere livsproblemer, er jo forlængst en almengældende kendsgerning. (Se forøvrigt Livets Bog, fjerde kapitel). Samfundene, nationerne arbejder endnu i blinde og naivitet. At de netop gør dette, bliver en åbenlys kendsgerning derigennem, at de udløser krig og lemlæstelse og priser en sådan form for afgørelse i tvistspørgsmål som heltebedrift. Ja, at sådanne former for afgørelse er nødvendige, og kommer til udløsning såvel imellem nationerne indbyrdes, som imellem foreninger og sammenslutninger, imellem politiske partier og religiøse sekter, viser jo, at viljemanifestationen i allerhøjeste grad er umådelig langt fra at være "intelligensledet", men er derimod næsten udelukkende "begærledet".
      At denne samfundsordning finder sted på basis af naivitet og uvidenhed bliver jo en kendsgerning, eftersom jorden i forhold til sine umådelige værdier er underbefolket, og hvert enkelt af dens mennesker i virkeligheden er en født krøsus, og ville vedblive at være det, selv om jorden var befolket med mindst det tidobbelte antal, hvis jordens samlede menneskehed administrerede fornuftsmæssigt og ikke, som tilfældet er, – begærmæssigt. Så når menneskene i det hele taget er kommet til at kende fattigdom, savn og sult, er kommet til at kende krig, røveri og mord, er det netop fordi administration og fordeling af verdensgoderne er af samme art som dyrenes. Dette vil igen sige, at fordelingen er af samme art som den, der finder sted imellem de vilde dyr, når et stykke kød kastes ind til dem. De stærkeste tager det hele. De svageste får ingen ting. Det er denne dyriske fordeling af værdierne eller livsfornødenhederne, der skaber verdens største lidelser. Og årsagen til denne udløsning er altså den, at fornuften eller forstanden endnu ikke er blevet det bærende i viljeudløsningen, men at denne derimod i stor stil er begærledet.
      Men disse store og grove ufuldkommenheder ved jordmenneskehedens samlede tilværelse har ikke kunnet undgå at skabe spekulation hos mange mennesker over, hvad årsagen vel kunne være. Og filosoffer og idealister er opdukkede, den ene religiøse bevægelse efter den anden er fremstået, politiske partier er dannede, og alle påberåber de sig hver især i stor udstrækning netop at have lige akkurat den verdensfrelsende væremåde. Men ingen har endnu kunnet "frelse" menneskene. Dette udelukker naturligvis ikke, at mange af disse bevægelsers og sekters ideer har været et led i verdensgenløsningen eller føringen af menneskene hen imod den guddommelige idealtilværelse, der engang som "en ny himmel" og "en ny jord" skal stråle fra vor klodes overflade. Men når de ikke har kunnet frelse verden, så er det, fordi disse bevægelser endnu ikke selv, indenfor deres eget område, helt har kunnet praktisere fornuftsledet vilje. Unaturlige begær har endnu siddet i højsædet og været medbestemmende i viljeledelsen, ja, har ligefrem været fremhævet som moral. Vi behøver blot at kaste et blik på de religiøse sekter af i dag. Er ikke væsenerne indenfor kristendommen, indenfor den så højt lovpriste moderne civilisation i stor udstrækning "tobaksrygere", "alkoholnydere" for ikke at sige "kødspisere", "slagtere", "fiskere", "jægere", ja, endog sågalt "lystfiskere" og "lystjægere", altså "lystmordere"? –
      Dette vil jo igen sige væsener, der har gjort det til almindelig fornøjelse, underholdning og tidsfordriv at overtræde det femte bud. Ja, er det ikke ligefrem en ære at høre til sådanne kategorier af væsener? – Ser vi ikke de illustrerede blade kappes om at vise billeder fra de mondæne jagtforlystelser på de store godser med højt titulerede overklassevæsener i spidsen? – Og er det ikke den største ære at være den, der har skudt, nedlagt eller berøvet de fleste levende væsener livet, altså i størst udstrækning har overtrådt det femte bud "du skal ikke dræbe"? –
      Jeg siger ikke disse ting for at fordømme disse væsener, hvis fornemste forlystelse således er analog med rovdyrets liv: at se blod, jage, dræbe og myrde; tværtimod, nævnte væseners manifestationer er lige så naturlige på deres specielle trin på udviklingsstigen, som verdensgenløserens manifestationer er naturlige på hans specielle trin på samme stige. Når jeg fremfører det her, er det kun, fordi det ville være umuligt at komme til bunds i problemerne, hvis man ikke upartisk analyserede tingene, som de er, og åbenlyst erkendte sig de forskellige udviklingstrins særlige væsen og kendetegn uden hensyn til personsanseelse. I modsat fald bliver det jo ikke virkeligheden, men en camoufleret og falsk sandhed, man åbenbarer. Og det kan nu engang ikke nægtes, at ovennævnte lystdræberi og mordunderholdning er en kendsgerning, og at det samtidig bliver en kendsgerning, at et samfund, hvis overklasse og ledende mænd i stor udstrækning hører til den kategori af væsener, som endnu skal have mord og drab til underholdning, til fornøjelse og sport, umuligt kan repræsentere den åndskultur, den intellektualitetens dannelse, den hjertets renhed og sundhed, der er det fuldkomne menneske i "Guds billede" værdigt, og derfor det absolut eneste, der kan være basis for en virkelig guddommelig civilisation. Og er det moderne samfund ikke en tydelig åbenbaring heraf? –
      Jeg skal nu ikke mere nævne skavankerne i den politik, administration og åndskultur, som det beherskes af, det er sagt tit nok her i denne bog, og desuden taler livet og kendsgerningerne sit eget tydelige sprog, ja, så tydeligt, at selv mindre begavede mennesker begynder at forstå, at der er noget, der er forkert. Det moderne samfund har, trods sine umådelig store, tekniske goder, ikke formået at frelse verden. Krigene er der stadig. Røveri af landområder hører endnu med til dagens orden. Hospitalerne kan næsten ikke rumme alle de syge og sårede, der hver dag råber om lægehjælp, pasning og plejning. Sindssygehospitalerne og åndssvageanstalterne er overfyldte. Mennesker i hundredtusindevis verden over har spekuleret deres mentalitet i stykker på grund af uheldige samfundsforhold, uheldige begær i deres egen natur, der har behersket deres vilje. Når dertil, som før nævnt, lasterne, giftnydelserne og lystdræberiet ligefrem er moderne, ja, så moderne, at de enkelte mennesker, der ikke ryger eller på anden måde deltager i giftnydelserne og den primitive kød- eller ligspisning, ligefrem betragtes som særlinge, så er det givet, at samfundet ikke er "frelst" og umuligt kan "frelses" ved de gængse kirkelige ceremonier, sakramenter eller de traditionelle og tildels overtroiske former, på hvilke skik og brug ofte er baseret. Verden har forlængst vist sin afmagt. Præsternes prædiken er nu kun akkompagnement til dommedag. Den er ligtalen over verdens undergang. Den gamle himmel og jord står i flammer.