Det jordiske menneske udgør således et væsen, der i stor stil endnu kun har begæret efter det behagelige til rettesnor for sin viljeudløsning. Da det behagelige, som tidligere nævnt, ikke altid er det rette attråværdige, idet det undertiden kan være kilden til ulykke, sorg og lidelse, er det jordiske menneskes viljemanifestation i tilsvarende stor stil udløsende ulykkelige tilstande. Men disse ulykkelige tilstande giver menneskene erfaringer. De begynder at opdage deres egen ufuldkommenhed, deres manglende evne til at skelne imellem hvilke behag, der er de rigtigste at ville opnå. De bliver bange for det behagelige. De kommer til erkendelse af at være "nøgne". De føler her nødvendigheden af hjælp. "Dyret" begynder, i form af det jordiske menneske, bevidst at rette blikket mod et ukendt Forsyn. Dets fortidige instinktmæssige angstskrig eller dødsskrig bliver her til bevidste "bønner" til en overmagt, som de endnu kun kan føle rent instinktmæssigt. Disse "bønner" bliver igen til "religiøs kultus", til "gudsdyrkelse". Igennem denne "gudsdyrkelse" kommer "hjælpen". Igennem den religiøse side af livet udvikles moralen, hvilket igen vil sige vejledning i og udvikling af evnen til at begære de rigtige former for behag og dermed evnen til at ville det rette. Men denne udvikling er ikke endt på et øjeblik. Den tager sekler af tid, tusinder af inkarnationer eller genfødsler. Den følger "dyret" lige fra den tid, hvor det kun havde evne til at udstøde angstskrig og fremover gennem abestadier, jordmenneskestadier til "den store fødsel", på hvilket tidspunkt livets love, verdensaltets egen logik eller den guddommelige verdensplan er blevet til inkarneret vanebevidsthed i hjerne og nerver. Væsenet kan ikke mere "synde". Evnen til at leve livet rigtigt er nu blevet naturlige anlæg. Det er selv blevet "vejen, sandheden og livet".
      Til dette stadium kommer man ikke uden hjælp "ovenfra", hvilket igen vil sige, fra væsener, der er foran en i udvikling og derfor står over en i moral og begavelse. På dette princip er vejen til den absolutte lykke indenfor den jordiske menneskehed baseret. Dette princip er "kristusprincippet". Samme princip betinger altså, at der iblandt menneskene inkarneres ældre brødre i udviklingen, som med deres bevidstheds overlegenhed kan gennemsyre menneskenes mentalitet med nye og frugtbargørende ideer og viden om livet og således på alle måder manifestere den mentale hjælp til virkelig erkendelse og oplevelse af sandheden, som det er det jordiske menneskes bevidste eller ubevidste livsmål at opnå. Disse ældre brødre er identiske med dem, vi kalder "profeter" og "vismænd". De ypperste af disse er "messiasserne", "kristusvæsenerne" eller "verdensgenløserne". Disse væsener er fuldt besjælet af "den hellige ånd", hvilket vil sige den guddommelige absolutte viden om altets natur, livets love og individernes udødelighed.
      Når menneskene gennem deres lidelser og erfaringer får udviklet modtagelighed for den højeste viden, bliver de af sådanne væsener ført frem til "den store fødsel", der igen er indgangen til det rigtige menneskerige, i hvilket rige ethvert menneske selv er blevet "vejen, sandheden og livet". Og hermed ophører den mentale fostertilstand, som nu for tiden udgør det bærende bevidsthedsliv her på jorden. Den virkelige oplevelse af livet begynder. Den første etape eller det første mål for den guddommelige vilje er fuldbyrdet. "Dyret" er blevet et "menneske" i "Guds billede efter hans lignelse".