At det levende væsens fysiske legeme ved "døden" kan gå i forrådnelse og opløses, afkræfter ikke på nogen som helst måde udødeligheden, tværtimod. Hvis døden virkelig eksisterede i absolut forstand, ville en hvilken som helst forrådnelsesproces være en umulighed. En sådan proces er nemlig det samme som en forstærket omskabelses- eller forandringsproces. En forandringsproces er igen identisk med en koncentreret bevægelse. Bevægelse er – livets urokkelige udtrykstegn eller symptom.
      Døden kan derimod kun have en absolut stilhed, ubevægelighed og uforanderlighed til kendetegn eller udtryksmiddel.
      Men da absolut intet "stof" er evigt, men er underkastet forandring, omskabelse, forrådnelse, forvitring, "tidens tand" osv., vil det ikke i noget som helst tilfælde kunne være til uden at udtrykke bevægelse, der jo som før nævnt er livets fornemste tilkendegivelse. Men når alt "stof" således ikke kan være til uden at være det fornemste udtryk for livets eksistens, hvor er så beviserne for en absolut død? –
      Når alt "stof", hvilket igen vil sige, alt hvad der er tilgængelig for oplevelse eller sansning, ved sin uadskillelighed fra bevægelse kun kan være udtryk for liv, eksisterer der jo ikke noget som helst i tilværelsen, der kan være udtryk for en absolut død. Den absolutte stilhed, uforanderlighed og ubevægelighed afslører sig her som en umulighed i universet. Døden er altså kun et fantom, et "tankebillede", en – ikke realistisk, – men "tænkt" modsætning til livet, til virkeligheden.
      Dette bekræftes også yderligere af den kendsgerning, at det animalske, organiske stof, der jo er det, der står os nærmest, og derfor er lettest tilgængelig for forskning og åbenbaring, viser sig at udgøre "mikrober", små "levende" væsener.
      Men da stoffet jo netop strækker sig langt videre end til den almindelige sanseevnes område, er det kun rimeligt, at mikrobernes livsformer bliver mere og mere aparte eller forskellig fra de betingelser, vi ellers er vant til at erkende som basis for livet, jo længere de befinder sig ude i vor bevidstheds eller erkendelses yderste periferi, og desto mere fortonede og uklare må deres små livsformer jo tage sig ud. En sådan tilsyneladende livsfjern materie kender vi under begrebet "mineral".
      Men selv om mikroberne her er så langt ude i sansehorisontens yderste periferi, at de af den almindelige forsker ikke erkendes som "levende væsener", kan man dog ikke komme udenom den kendsgerning, at nævnte stof udgøres af små "kraftcentrer" eller bevægelsesophav. Stoffet er stadigt vibrerende, stadigt foranderligt eller under omskabelse. Livets fornemste kendetegn: bevægelsen, er stadig den alt dominerende eller realistiske kendsgerning. Den absolutte stilhed, ubevægelighed eller uforanderlighed, dødens uomstødelige kendemærker, findes altså heller ikke her. – Alt er levende.
      Nu er der måske læsere, der vil indvende, at bevægelse udmærket kan finde sted, uden at stamme fra et levende væsen, og at denne som følge heraf ikke kan udgøre noget som helst fyldestgørende udtryk eller urokkelig garanti for udødelighed. De vil således eventuelt fremhæve, at bevægelserne i "naturen", såsom planeternes kredsløb, stormens og skyernes flugt hen over kontinenterne, brændingen, ebbe og flod, vandets løb mod havet i bække, åer, floder, elektriske udladninger osv., alle finder sted uden at have noget "levende væsen" til ophav. Men dette er jo igen et blot og bart "syn". Og som vi før har erfaret, er det "sete" ikke nogen kendsgerning, blot fordi det er "set", sålænge synets ophav ikke gennemgribende eller totalt kan komme til det "setes" virkelige eller absolutte analyse. For at bevise, at bevægelserne i naturen i sin dybeste analyse ikke har noget "levende væsen" til ophav, må det først bevises, at universet ikke er et "levende væsen", og at de nævnte bevægelser ikke er identisk med en organismes funktioner, analoge med bevægelserne i vor egen organismes indre.
      Er ikke blodomløbet, pulsslaget, fordøjelsen: "naturkræfter" for mikroberne i samme organisme? – Ville disse små væsener ikke være i en lige så god ret til at påberåbe sig disse kræfter, disse bevægelser i vor organisme, der jo er deres "univers", som værende uden "levende ophav", hvis de havde menneskenes erkendelsesevne?
      Før bevægelsen kan frakendes sin identitet som udødelighedsbevis, må det altså først bevises, at den menneskelige påstand, "at naturen er en udløsning af døde kræfter", ikke er ligeså forkert og ganske blottet for logik, som de små mikrobers førnævnte påstand ville være, dersom de havde evne til at fremsætte den.
      At påstå, at en bevægelse kan opstå af sig selv, hvilket vil sige, uden noget som helst til bevægelsen svarende levende ophav, er jo det samme som at påstå, at det er døden, der skaber livet, at enhver manifestation er uden ophav. Dette vil altså igen sige, at ethvert hus har bygget sig selv, ethvert maleri har malet sig selv, ethvert kunstværk har formet sig selv, enhver bog har skrevet sig selv osv. Da det jo er det modsatte af, hvad der er en kendsgerning, vil dette, at påstå at Gud er et "tomt" begreb, og at naturens kræfter og bevægelser er døde udløsninger, i sin yderste konsekvens således være ganske uden logik, være en abnorm opfattelse, være indbildning eller overtro, og har således absolut intet som helst med virkelig videnskab at gøre, ligegyldigt hvor stor en popularitet, doktorgrad eller professortitel en sådan påstands ophav eller tilhængere så end måtte dække sig bag. Enhver, der hælder til nævnte påstand, mangler evne til at gennemtænke problemet til bunds, kan ikke overskue de omfattende analyser, der udgør dets helhed.
      At benægte det levende væsen bag manifestationerne, bag bevægelserne, bag blodomløbet, er at benægte sin egen tilværelse. Og da det jo er at benægte fakta, vil den videnskabsmand, der, med hensyn til verdensanalysen, med hensyn til Guds eksistens, erklærer sig uvidende, være langt mere videnskabelig, end den videnskabsmand, der overlegent docerer den materialistiske verdensanskuelse, benægter Gud, benægter en over den menneskelige eksistens forekommende højere form for liv.
      Men da dette på visse felter åbent at erklære sig uvidende ikke tiltaler ærgerrigheden, navnlig ikke når man i forvejen sidder inde med en stor videnskabelig position, vil den materialistiske verdensanskuelse i særlig grad og mest hårdnakket blive udråbt som "videnskab" af personer, i hvem ærgerrigheden er så stærk, og begæret efter andres beundring så fremtrædende, at den sløver eller fortrænger ærlighedssansen og erkendelsesevnen hos de pågældende personer og får dem derved til at docere som "videnskab" det, der allerhøjst kan være "formodninger".
      Den materialistiske verdensanskuelses docenter vil derfor ikke på nogen som helst måde kunne tælles blandt videnskabens virkelige autoriteter på verdensanalysens område eller i udtalelserne om livets højeste fakta. Det gælder her som overalt i livet, at "tomme tønder buldrer mest".
      Den ærlige videnskabsmand og virkelige sandhedens apostel tier langt hellere stille, end han forfægter eller docerer noget, der ikke er fakta, ikke er kendsgerning. Han har forlængst erfaret faren ved at vandre der, "hvor engle ikke tør træde".