Det jordiske menneske er således et væsen, der er nået frem gennem plantestadiet og det almindelige stadium for dyr, er blevet de andre dyr overlegen i mentalitet. Denne overlegenhed skyldes altså den stærkt udviklede vågne dagsbevidsthed. Medens plantens mentalitet er baseret på automat- eller instinktbevidsthed, hvilket, som før omtalt, vil sige vanebevidsthed fra en tidligere "spiral", og det almindelige dyrs på en gennem denne vanebevidsthed vågnende begærbevidsthed, der opfyldes i kraft af en delvis bevidst selvopholdelsesdrift, er det jordiske menneskes mentalitet i sin mere fremskredne og civiliserede form baseret på forskning.
      Og her begynder i virkeligheden det fundamentale "syndefald", idet forskning, som vi tidligere i denne bog er blevet gjort bekendt med, er det samme som "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt". Denne forsknings resultat bliver altså det samme som "uddrivelsen af paradisets have", der jo er "dyrets" forvandling til "menneske". Men denne forskning er også begyndt som et led i selvopholdelsesdriften eller kampen for tilværelsen. Efterhånden som anelses- eller instinktbevidstheden blev suppleret med begærbevidstheden, begyndte væsenet at komme i konflikt med livets love, idet det fik begær, hvis opfyldelse mere eller mindre betød nedbrydning eller ødelæggelse af andre væseners daglige liv eller velfærd. Ja, det blev ligefrem en livsbetingelse, at "den enes død blev den andens brød". Og denne zone blev livets eneste og sande "helvede". Dette "helvede" har vi også allerede fået beskrevet som det jordiske menneskes daglige livs lidelsesfulde sfære.
      Når dette "helvede" således måtte blive en lidelsessfære, skyldes det naturligvis først og fremmest en tiltagende udvikling af bevægelses- og viljefriheden, som den instinkt- og vanemæssigt bundne plante efterhånden kom ind i ved sin forvandling til dyr. Medens væsenet tidligere kun eksisterede i de absolut livsbetingende begær, og disse automatisk i kraft af instinktbevidstheden blev opfyldte, og der således slet ikke var tale om unaturlige, hvilket vil sige overflødige begær og disses tilfredsstillelse, så kom det derimod efterhånden til, ved sin udvidede vilje- og bevægelsesfrihed, at leve i en overdådighed af begær, der ikke havde med livsbetingelsen at gøre. Og ved den tilegnede bevægelses- og viljefrihed kunne det selv medarbejde til at få disse tilfredsstillet.
      Da begærets opståen i bevidstheden skyldtes det begæredes indvirken på individet som "behageligt", blev begæret efter det "behagelige" det udløsende moment eller rettesnoren for individets manifestation af vilje. Men da det umiddelbart "behagelige" ikke altid er identisk med det absolut nyttige, men undertiden også kan være identisk med det absolut skadelige, giftige eller underminerende, kom individet altså til, sålænge kun det "behagelige" var rettesnoren for dets viljeudløsning, at manifestere tilsvarende, for det selv såvel som for andre, absolut skadelige, underminerende eller ødelæggende manifestationer. Dets fremtræden blev således i allerhøjeste grad ufuldkommen. Denne ufuldkommenhed blev synlig såvel i organismer som i døde materielle genstande overalt, hvor det jordiske menneskes viljeudløsning blev bestemmende eller fik overtaget. Menneskets viljeudløsning blev en afvigelse fra naturens viljeudløsning eller skabelse. Det blev i disharmoni med selve verdensplanens love for skabelse eller frembringelse. Det blev en modsætning til selve Guddommen. Dets manifestation måtte uundgåeligt derved resultere i jordens "forbandelse", "helvede", lidelser og smerter. Menneskets manifestation eller daglige liv kom til at hedde "syndefaldet".
      "Syndefaldet" er således kun udtryk for tilfredsstillelsen af begær, der ikke har noget med livsbetingelsen at gøre, men udelukkende kun er udløst, fordi samme tilfredsstillelse føltes som "behag". Og på dette stadium finder vi i stor udstrækning det jordiske menneske i dag. Hvor meget er der ikke i nævnte væsens natur, som kun er tilfredsstillelsen af behag uden at være baseret på, om dette "behag" repræsenterer fornuft eller logik. Og denne omstændighed må naturligvis uundgåeligt i stor stil skabe disharmoni og ufuldkommenhed i og omkring sit ophav.
      Når tobak, alkohol og kødspiser i så stor udstrækning, som tilfældet er, er indgået i menneskenes daglige levevis, har dette ikke noget som helst med fornuft at gøre, men er udelukkende baseret på tilfredsstillelsen af begær, der ved vanemæssig tilvænning er blevet til behagsfornemmelse for individet.
      Men det er ikke alene i nydelsesmidlerne, at individet således handler ulogisk eller imod naturens love. Det samme finder også sted i mangfoldige af dets øvrige dispositioner. Disse viser sig også at være tilfredsstillelse af begær, der ved vanemæssig tilvænning er blevet behagsfornemmelse. Hvad mener man f.eks. om bagtalelse? – Er den ikke baseret på den behagsfornemmelse eller nydelse, det er at bringe en sensation, rent bortset fra den nydelse, det også kan være at bringe den som hævn eller forfølgelse? – Er misundelse ikke identisk med den samme nydelse? – Ville det ikke være en glæde for misunderen at se sin næste miste det, der er misundelsens genstand, det være sig ære, position, rigdom, stilling eller begavelse etc.?– Og hvad tror man, der har bestemt nationernes landegrænser? – Tror man ikke, det i stor stil har været erobrernes nydelse af tilfredsstillet ærgerrighed? – Er det mon ikke den samme nydelse, der er den fundamentale inspiration i politik? – Tror man alle politiske agitatorer er inspireret af uselviskhed? – Er det ikke den samme nydelse af overlegenhed, der bliver krænket, når man fortæller et ivrigt gammelreligiøst indstillet menneske, at intet væsen skal fortabes, alle har et evigt liv? – Er dets indignation imod en sådan opfattelse ikke identisk med et forsvar for den nydelse, det har i tanken om at være en af de særligt "udvalgte", være en særlig favorit i Guds øjne, være en af de "frelste", høre til "den lille skare", høre til de "hellige"? –
      Denne nydelse bliver jo tilintetgjort ved tanken om de andres ligestilling med eller opnåelse af de samme fordele som han selv? – Hvad skulle hans indignation ellers være baseret på? – Et kærligt anlagt eller fremskredent udviklet menneske kan jo kun glæde sig ved tanken om absolut alles frelse.