Medens "planten", som omtalt, i udvikling er et væsen, der kun kan "ane", er "dyret" i virkeligheden en "plante", der er nået så langt frem i udvikling, at den ikke alene kan "ane", men også i stor udstrækning kan skelne imellem disse anelser og begynde at udskille dem fra hverandre. Denne udskillelses- eller skelneproces er således kun den fremskredne anelsesproces, der nu er blevet langt mere fundamental og begynder at komme til syne som den tankeproces, det jordiske menneske har i en endnu højere grad. Igennem umådelige tidsrum har naturens bearbejdning af "planten" i form af klimaforhold, regn og solskin, kulde og varme ladet anelsesevnen i den grad være under funktion og dermed gjort den til en så eminent vanebevidsthed og kulminerende i rutine, at "anelserne" efterhånden bliver så fundamentalt opfattet, at de indtil en vis grad begynder at være – ikke "anelse" – men "viden". Men når "anelserne" begynder at blive til "viden", hvilket vil sige, at "planten" begynder fundamentalt at opleve "anelserne" som direkte "viden", afføder dette en ny natur i "plantens" mentalitet, nemlig "begæret". Begæret udgør igen en indre dragning eller tiltrækning mod det behagelige. Det behagelige bliver igen således målet for begæret. Denne dragning imod eller dette begær efter det behagelige bliver tilsidst så koncentreret, at det bliver identisk med det, vi ellers kender som "vilje". Men på et sådant tidspunkt, hvor mentaliteten er blevet så virkningsdygtig, som her nævnt, er plantevæsenet ikke mere "plante", men udgør et "dyr".
      Dette det vordende "dyrs" funktionsdygtighed kan iagttages hos de planter, vi kalder "kødædende". Vi ser her, at disse planter allerede har en organisme, der faktisk har de første begyndende tendenser til det dyriske maveprincip eller den dyriske fordøjelsesmetode. Disse planters blomster udgør i reglen et åbent svælg, i hvilket små insekter forvilder sig ned. Nævnte planter har da fået evne til at kunne lukke samme svælg, så de små dyr ikke kan komme ud igen, men er fangne i svælget, i hvilket de opløses i en syre eller væske, som planten afsondrer. Og da de nævnte små dyr i denne opløste tilstand udgør næring for den pågældende plante, bliver nævnte væske i virkeligheden en begyndende manifestation af "mavesyre", og selve blomstersvælget en begyndende "mave", ligesom hele processen således er den første begyndende åbenbaring af princippet "at æde".
      Og med denne begyndende evne til at "æde" begynder plantens synlige forvandling fra vegetabilsk til animalsk væsen, fra "plante" til "dyr". Og gennem sekler af tid udvikler dette "ædeprincip" sig mere og mere. Dyret får rigtig mave, rigtig mund, får rutine og erfaringer, der igen afføder bevægelsesbegær, som igen efterhånden nødvendiggør synsbegær. Og dyrets videre levevis bliver en udvikling af bevægelsesfrihed og synsevne. Og med rutine heri begynder den fysiske verden at åbenbare sig som bevidst hjernemæssig erkendelse. Denne erkendelsesfunktion bliver identisk med det vågne bevidste liv, vi kender som "dagsbevidsthed". Og med denne dagsbevidsthedsudvikling bliver "dyret" gennem umådelig mange inkarnationer og gennem sekler af tid til "det jordiske menneske". Herfra udvikler det sig videre til det "rigtige" eller "fuldkomne menneske", som igen er opfyldelsen eller fuldendelsen af skabelsen af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
      Dette "billede" er altså målet for det jordiske menneskes daglige liv. Dets tildragelser og oplevelser eller hele dets skæbne er en forvandling af væsenet fra en ringe ufuldkommen og næsten bevidstløs tilstand til en altdominerende vågen bevidst erkendelse af selve livet, dets love og hele natur. En sådan erkendelse er jo analog med "Guds bevidsthed". Det evige Forsyn kan ikke udgøre en død bevidsthed, en livløs stofmasse, en samling tilfældig naturkraft, men er en urokkelig funklende og strålende åbenbaring af kulminerende intellektualitet, hvilken igen kun kan være opfyldelsen af kulminerende fuldkommenhed. Men kulminerende fuldkommenhed kan kun være det samme som kulminerende harmoni, der igen aldrig kan eksistere uden at udgøre kulminerende kærlighed. Men når Guddommens manifestation, hvilket vil sige alle levende væseners daglige samlede manifestation, deres indre og ydre oplevelser og dermed al materies, al stofs vibration, udløsning, forvandling og bevægelse i sin højeste instans er kulminerende kærlighed, bliver Guddommens egen erkendelse af sit guddommelige skaberværk: "Alt er såre godt", der jo på denne måde igen bliver identisk med livets højeste og sidste facit, dermed identisk med en urokkelig kendsgerning.
      Oplevelsen af denne kendsgerning giver altså en mentalitet, der er det samme som "Guds billede efter hans lignelse". Og denne mentalitets tilblivelse i det levende væsens natur er således det samme som "Adams" omskabelse fra "dyr" til "menneske".