Enhver plante repræsenterer altså en form for liv. Liv er igen det samme som "bevidsthed". "Bevidsthed" kan ikke eksistere uden at udgøre en eller anden form for "mentalitet". "Mentalitet" er igen det samme som en kombination af livsfunktioner samlet om og knyttet til et "jeg", der netop i form af denne kombination fremtræder i tilværelsen som "et levende væsen". Betingelsen for prædikatet "levende væsen" er således absolut ikke, at nævnte mentale kombination fremtræder som et "menneske" eller "dyr" under de specielle former, vi her på jorden har lært at kende. Det er givet, at jorden kun rummer en meget begrænset del af alle de uendelige muligheder, under hvilket livet kan opstå, blomstre eller manifestere sig. At sige, at en anden klode ikke er beboet, blot fordi den har en anden atmosfære, en anden normaltemperatur, en anden vægtfylde, et andet forhold til lys end jorden, er ligeså barnligt og uintellektuelt som fortidens astronomiske opfattelser og hører hjemme på samme hylde som fortællingerne om, at jorden er flad som en pandekage og bæres af et par kæmpeelefanter eller dette, at jorden "står stille", og solen "står op" og "går ned".
      Gennem åndsvidenskaben bliver man hurtigt fortroligt med, at alt er udtryk for liv, enhver bevægelse, enhver lyd, enhver farve. Ja, at absolut intet i verden kan eksistere uden at være livets kendetegn. Og at enhver klode, enhver stjerne, enhver sol er en beboet verden. Ja, selv kometer og meteorer kan umuligt komme udenfor livets område, men åbenbarer sig som koncentrationer af vibrationer, stråler, bølger eller bevægelser, hvilke jo umuligt kan være udtryk for "døden". Kun den absolutte stilhed eller uforanderlighed kan være dødens kendemærke. Og da en sådan ikke eksisterer i tilværelsen, ser vi her som så ofte før i mit arbejde, at døden ikke kan være nogen realitet, men kun en tænkt modsætning til kendsgerningen, hvilket vil sige en tænkt modsætning til virkeligheden. Men en modsætning til virkeligheden kan kun være uvirkeligheden, og denne bliver således urokkeligt dødens analyse.
      Alle kloder, alle himmellegemer, alle sole er således beboede verdener. Men for at være en "beboet verden" kræves jo ikke, at det pågældende himmellegeme skal være befolket med jordiske mennesker og dyr. At tro at vore jordiske hunde, katte, aber, krokodiller, slanger og papegøjer osv. skulle være de eneste væsener, skulle være de eneste livsytringer med hvilke det uendelige verdensalts umådelige giganter af kæmpekloder kan befolkes, og at denne "befolkning" er det eneste, der berettiger til prædikatet "beboede verdener", er jo at tilbede døden i stedet for livet, rent bortset fra den naivitet og uvidenhed en sådan tro eller erkendelse afslører. Den viser nemlig, at man endnu ikke forstår, at enhver form for energi er en mental egenskab og således ikke kan være til uden at være udtryk for liv, ligegyldigt om den viser sig som jern, granit eller marmor, eller den flammer som ild, lyn eller tanke, og at det, der således giver vor jord prædikatet "beboet verden", kun er de af menneskene kendte stadier af energiens evige kredsløb, som udtrykker sig i kød og blod.
      Men hvis livet kun kunne udtrykke sig i kød og blod, hvorledes skulle kød og blod så være blevet til? – Det er jo dog en kendsgerning, at der har været en tid, da det ikke var til, idet jorden engang var en flammende ild- eller solmasse og således ganske blottet for kød og blod. Og hvis denne tilstand må betragtes som udtryk for livløshed, må det være denne livløshed, der har frembragt de animalske væsener. Men dette er jo at erkende, at det er de døde ting, der har frembragt de levende. Men kan det være logik? – Det er da ikke de skabte ting, der frembringer skaberen. Det kan da aldrig blive udtryk for normal forstand eller fornuft at erkende livløshed for årsag til noget. Er livløshed ikke absolut stilhed? – Kan livløshed være ophav til en skabelse, der i alle felter afslører den allerhøjeste intellektualitet, og som i virkeligheden er forbilledet for al fuldkommen menneskelig frembringelse? – Og er der ikke ligeså megen vibration og bevægelse, forvandling og skabelse, logik og planmæssighed i materien udenfor de animalske væseners område som indenfor dette? – Og desuden, hvor meget fylder vel de animalske væsener i verdensaltets samlede materie? – Hvor meget af verdensaltets samlede liv giver sig udtryk i kød og blod? – Hvad er den samlede vægt af de animalske væseners materie i forhold til det umådelige kvantum af materie, der eksisterer under andre former? – Er den ikke rent mikroskopisk? – Hvad tror man ikke de vældige oceaners vandmasser vejer, hvad tror man ikke jordens mineral-, granit- og metalsfærer repræsenterer i tons? – Og hvad mener man så om solen, hvis størrelse kun kan opvejes med flere hundrede jordkugler? – Og da denne igen kun er en dværgsol i forhold til mange andre sole, og disse større eller mindre himmelgiganter danner hele byer eller grupper, ja, er stundom så talrige, at de hver især kun danner enheder i lysende makrokosmiske tåger, hvor bliver så livsformen "kød og blod" af? – Svinder den ikke ind til det såkaldt "rene ingenting"? – Bliver det ikke her synligt, at denne materieform er en af de mest beskedne i verdensaltet i forhold til de eksisterende gigantmasser af den øvrige materie og gennem hvilken planmæssig bevægelse og energi i ligeså høj grad gør sig gældende? –
      At påstå, at det kun er de animalske materier i verdensaltet, der er udtryk for liv, ja, selv om vi strækker os så vidt, at vi også tager de vegetabilske materier med som udtryk for liv, vil repræsentationen af liv i verdensaltets samlede stofmasse, i dets samlede glødende solmasser blive så forsvindende mikroskopisk, ja så fantastisk lille, at hvis verdensaltet f.eks. var et menneskelegeme, så ville der i dette legeme ikke engang være liv nok til et enkelt hovedhår, ja, end ikke engang til et enkelt mikroskopisk celle- eller blodlegeme. –
      Bliver dette at dyrke påstanden om, at kun animalsk og vegetabilsk materie er udtryk for liv, under disse omstændigheder, så ikke det samme som at dyrke døden i stedet for livet? – Og er en sådan dyrkelse ikke "afgudsdyrkelse", er det ikke en blind famlen i mørke, en tro, en erkendelse uden mening, uden logik, uden plan? –
      Er dette, at leve i en tilværelse, hvor døden er i en så overvældende majoritet, ikke det samme som at hvile i en faldskærm, der styrter ned gennem luften uden at folde sig ud? – Kan livet i en sådan situation være mere omgivet af døden på alle sider, end det er i den førnævnte erkendelse? –
      Hvis religionens, filosofiens og videnskabens mænd fortæller menneskene, at kun de vegetabilske og animalske materier er udtryk for liv, og at al anden materie er livløs, fortæller de jo i virkeligheden menneskene, om end ubevidst, at verdensaltet er en livløs ørken, et goldt og øde dødens rige, i hvilket livet kun er udgørende et så lille mikroskopisk støvfnug, at der ikke findes mikroskoper stærke nok til, at man ved hjælp af disse kan få øje på det. Og hvis de samtidigt prædiker, at kun en enkelt lille bitte brøkdel af dette liv skal opnå "salighed", "evigt liv", medens de øvrige brøkdele skal overgives til "fortabelse" og "død", bliver det jo ørkenen, livløsheden, døden og tomheden, der vokser, der breder sig, og livet, der skrumper ind. – Den forjættede "ny himmel" og "ny jord", i hvilken de "ugudelige" er "udryddede", er altså endnu mere fattig på kød og blod og bliver derved endnu mere blottet for liv, bliver endnu mere mikroskopisk i forhold til "dødens" umådelige repræsentation end den nuværende klode. –
      Men kan det være rigtigt? – Kan en sådan lære, en sådan forkyndelse være "vejen, sandheden og livet"? – Er disse forkyndere og lærere ikke "dødens" apostle i stedet for livets? – Er det ikke "dødens" ærinde, de råber ud fra kirkernes, skolernes og universiteternes talerstole? – Og bliver dette ærinde ikke endnu mere trofast i "dødens" favør, jo mere de råber "død" og "ødelæggelse", "Guds vrede", "straf" og "udslettelse"? –
      Kan livet, der i forvejen er "mikroskopisk" overfor "dødens" "umådelige majoritet", blive større og stærkere ved at hævne, straffe, lemlæste og udslette noget af sig selv? – Bliver denne proces ikke en attribut til "dødens" i forvejen "mægtige majestæt"? – Er det ikke "døden", der dyrkes, er det ikke til den, der ofres, når "sjæle brændes i helvede", når "sjæle går fortabt"? –
      Jeg kan kun indse, at det ligefrem er en overdådig "dødens" kultus. Og da det er livet, der "ofres", livet, der "brændes", livet, der "udslukkes", "udryddes", kan dette kun blive mindre og mindre og dermed svagere og svagere overfor den "altopfyldende", "allestedsnærværende" "døde materie". Og kan disse "apostles" motto ikke med rette udtrykkes således: "Vi er kaos, usandheden og døden"? – Er det mon ikke på tide, at menneskene begynder at vågne op til at tænke lidt over, hvad det er, der tilstilles dem under etiketten "Guds ord"? – Og er det ikke ligeså vigtigt, at de, der giver sig af med at lære, føre og vejlede andre mennesker, begynder at undersøge, om de nu også er i kontakt med "vejen, sandheden og livet", eller om de er repræsentanter for det førnævnte motto: "kaos, usandheden og døden". Det er jo ikke ligegyldigt, hvilket af disse to mottoer, man gør til vanebevidsthed i sit eget liv eller andres.