Viljeudløsningen hos "dyret" udgør således et overordentlig stort problem i hele dets mentale tilblivelse. Det er jo i særlig grad denne, der adskiller det fra "planterne". Hos "dyret" kommer der således et bevidsthedsfelt til syne, der ikke, som det oprindelige, er automatisk, men derimod kan udløses efter ønske eller begær. Samme væsen får altså en side ved sit liv, hvor det er medbestemmende i sin fremtræden i tilværelsen. Denne side af dets mentalitet er det samme som dets vågne bevidsthed eller "dagsbevidsthed". Det er denne "dagsbevidsthed", der adskiller "dyret" fra "planten". "Planten" har ganske vist en form for "dagsbevidsthed", men denne er meget latent og i virkeligheden kun et rudiment fra en tidligere "spiral". I kraft af denne "dagsbevidsthed" beskæftiger "planten" sig absolut ikke med det fysiske plan, men er udelukkende optaget af "salighedsriget", hvor den "dagsbevidst" jonglerer med erindringer fra nævnte tidligere "spiral" og får herved en overjordisk "salig" tilværelse, overfor hvilken den fysiske verden er en ukendt ydre foreteelse, der kun kan reagere på "planteindividets" organisme og derved højst fremkalde den bevidsthedsfunktion, vi kalder "anelse".
      "Anelse" er således plantevæsenets højeste dagsbevidsthedsfunktion i dets nuværende "spiral". Men ved kun at kunne "ane" kan man ikke opleve noget som helst som realistisk kendsgerning. Man har jo endnu ikke på et sådant stadium fået udviklet de intellektuelle centrer, der bærer forstandsevnen. Og logisk tænkning og den i kraft heraf fremtrædende bevidste planlæggelse, analysering og erkendelse af tilværelsen i den samtidige "spiral" er således ganske udelukket for "planteindividet". Dets bevidsthed i dets nuværende fysiske fremtræden og forekomst strækker sig allerhøjst kun til "anelse".
      Hvad er da "anelse"? – "Anelse" er "intellektualitet" i latent tilstand. Det er tænkning i sin allerførste spæde begyndelse eller spirende tilstand. "Anelse" er den allerførste svage reaktion i individets mentalitet af den fysiske påvirkning af organismen. Det er den nye "spirals" begyndende mentalitet. Men den er endnu så svag, at individet her kun lige akkurat kan begynde at mærke nævnte reaktion som "noget". Hvad dette "noget" er, fatter det ikke, ja, ikke engang om det er behageligt eller ubehageligt, kan det skelne i det første stadium.
      Evnen til at "ane" er således også noget, der først kommer ved øvelse eller gentagelse af den samme oplevelse. Og med denne gentagelse bliver fornemmelsesevnen finere og finere. Individet bliver mere og mere dygtig til at kunne mærke, hvis der sker forandringer i det "noget", det oplever. Og denne dygtiggørelse er altså identisk med skabelsen af den første svage spirende "skelneevne". Dog vil individet i lange udviklingsstadier endnu slet ikke kunne skelne de tusinder af detaljer, som det senere som "dyr" bliver i stand til. Men efterhånden som oplevelsen af det første "noget" bliver til vanebevidsthed, der jo er det samme som "rutine", opstår dygtigheden. Denne åbenbarer sig igen i dette tilfælde i, at "planteindividet" kan begynde at mærke en spaltning i det uanalyserede "noget", det oplever. Det kan begynde at mærke noget i retning af "behag" og "ubehag". Og med fornemmelsesevnens udvidelse til dette stadium, opstår således den allerførste spire til fornemmelsen "velvære" og "ikkevelvære" på det ny fysiske plan, eller de allerførste svage tendenser til at fornemme "glæde" og "sorg" i den ny "spirals" territorium. Men fornemmelserne er hver for sig endnu kun "instinktmæssige", hvilket vil sige uanalyserede. Individet kan godt skelne mellem "behag" og "ubehag", men hvad disse to realiteter eller deres årsager er, har det ikke nogen som helst forudsætning for at kunne gøre sig begribeligt eller opleve, ja, spørgsmålet forekommer endnu slet ikke, da det jo ikke har nogen hjerne, i hvilken det kan opstå.
      "Planteindividet" repræsenterer altså en form for levende væsen, hvis mentalitet kun reagerer for grov påvirkning, hvilken reaktion af samme væsen kun sanses som en uanalyseret behags- eller ubehagsanelse, alt eftersom påvirkningen henholdsvis er af en fordelagtig eller ufordelagtig natur for dets fysiske legemsbygning.
      Plantementaliteten giver altså ikke sit ophav nogen som helst forudsætning for eller evne til at opleve "vished" eller afføde noget krav om "vished". Alt her er "anelse". Men nu må man ikke tro, at "planteindividets" "anelser" svarer til menneskets anelser. Medens menneskets anelsesevne jo er langt ældre og derfor udgør en langt stærkere vanebevidsthed med tilsvarende langt større rutine end plantevæsenets og tillige eksisterer i samarbejde med de højintellektuelle evner "følelse" og "intelligens", som den langt ældre udviklingsstandard har forlenet mennesket med, eksisterer plantevæsenets "anelsesevne" jo ganske ene og selvstændig. Den bliver endnu ikke påvirket af nogen som helst ræsonnementer eller analyser. Nogen større tankemanifestation bliver "planteindividets" mentalitet således ikke. Den reagerer kun ved fysisk påvirkning. Denne påvirkning kan altså være en stimulans eller særlig opfyldelse af de betingelser, dens organismeopbygning kræver for sin heldige eller fuldkomne gennemførelse, men den kan også være en større eller mindre hindring for samme. Men hvad enten den nu oplever medgang eller modgang igennem nævnte påvirkning, så bliver det kun i form af "instinkt" eller "anelse". Nogen virkelig overstrømmende realistisk fysisk glæde kan "planten" ikke opleve. Dertil er dens nervesystem og hele organisme endnu slet ikke tilstrækkelig udviklet. Det samme gælder realistisk "smerte" og "lidelse". Sådanne foreteelser har den endnu ikke oplevet i en så tilstrækkelig grad, at det har kunnet udvikle en sådan rutine i føleevne som den, der skal til for at afføde et sådant nervesystem, som det, der giver mennesket evnen til at hæve sig op over "anelsesstadiet" og opleve lykke og lidelse som realistiske kendsgerninger. For "planteindividet" bliver disse to faktorer i form af "behags-" og "ubehagsanelse" endnu kun den ny "spirals" første svage morgenrøde. Det er dagen, der dæmrer, før solen bryder frem.
      Dette primitive anelsesliv er altså "planteindividets" "dagsbevidsthed" her på det fysiske plan. Men en dagsbevidsthed, der ikke sætter sit ophav i stand til at ræsonnere, og hvis højeste tankefunktion kun kan udtrykkes som "anelse", er jo kun mentalitet i fostertilstand. "Planteindividet" er altså endnu mentalt set et ufødt væsen i dets samtidige "spiral". Men da "plantens" "anelsesevne" således er mentalitet i fostertilstand eller vordende tænkeevne, og denne udvikler sig ved ydre fysisk påvirkning, og denne påvirkning er klimaforhold, bliver vi således her for første gang vidne til, at regn og solskin er modernæring for vordende hjerner og kommende nervesystemer, og at den storm, der eventuelt i dag farer hen over verden, er basis for udviklingen af nuværende, i form af "planter" fremtrædende, mentale fostres kommende tænkeevne, intellektualitet og åndskultur.
      Ja, den guddommelige "livsånde" vibrerer stadig i lige grad over ørknens tidsler og oasens liljer, over kælderens skimmelsvampe og drivhusets orkidéer. Alt er skabelse af mentalitet. Alt er på vej til livet. Livets kulmination er "viden". "Viden" er "Guds billede efter hans lignelse". Vegetationens tusinder af planter, træer og blomster er hver især en nebulose, en vordende mental sol til en kommende intellektuel stjernehimmel. Alt er "menneskeheder" i vækst på "sædstadier", "æggestadier", "fosterstadier", "larvestadier", "puppestadier" og "sommerfuglestadier". – Alt stiler imod et liv i en intellektuel sommers lysende og varmende mentale solskin.