Da al vibration eller bevægelse således i sin højeste instans er identisk med mentalitet, hvilket igen vil sige, at alt er en åbenbaring af bevidsthed, forstand og vilje, bliver al oplevelse, alt hvad der kan sanses, ja absolut alt hvad der overhovedet kan manifesteres, til berigelse af bevidsthed, hvilket igen i realiteten er det samme som undervisning. Alle levende væsener er altså denne "undervisning" underkastet og får derved deres mentalitet forvandlet, hvorved den kommer til at give sig udslag i nye bevægelsesarter, der igen giver nye erfaringer og således fremdeles. Denne mentalitetsforvandling er det samme som Bibelens "skabelse af mennesket". Og denne skabelses faser er "spiralens" faser, er dens seks riger, og bliver altså det samme som stadierne i korrespondancen mellem det levende væsen og Guddommen.
      Det første stadium udgør et afsnit af den guddommelige korrespondance ved hvilket "instinktet", hvilket vil sige "vanebevidstheden", er det bærende i det levende væsens manifestation. Ved "vanebevidsthed" må her forstås en uden hjerne- og viljemæssig indgriben selvstændigt arbejdende livsfunktion. En vane er det samme som en evne. Derfor må også alle evner først blive til ved øvelse. Øvelse er igen en permanent gentagelse af samme manifestation. Men en sådan gentagelse gør manifestationen til vane. Og i samme grad som en manifestation er blevet til vane, i samme grad går den lettere og lettere for bevidstheden, ja tilsidst så let, at individet ikke engang behøver hjernemæssigt bevidst at være med i samme manifestation. Den befordrer sig selv.
      Når vi er ude at spadsere, flytter vi vore fødder rent automatisk skiftevis uden at være med i hver enkelt fodflytning og har hjernen helt fri, således at vi ugenert af fodflytningen kan konversere, kan tankemæssigt være næsten hundrede procent optaget af andre ting, netop fordi fodflytningen er blevet til en vane hos os. Hos det lille barn, der er i færd med at lære at gå, er fodflytningen endnu ikke blevet til en vane. Det må derfor have hele sin opmærksomhed henvendt på den, og har således ikke den tankefrihed under denne, som den vanen forlængst har forlenet os med.
      Og således er det i alle forhold, hvor man skal lære. Til at begynde med kræver disse hjernemæssig indblanding for tilsidst at kunne udløse sig på egen hånd. Men før en manifestationsart således kan blive til færdighed eller virtuositet, må den altså gentages atter og atter. Og ved stadig gentagelse af manifestationsarter, mentale såvel som fysiske, opstår "udvikling", hvilket vil sige skabelse af "organer". Og med organernes tilblivelse opstår individets beherskelse af tingene. Og det første stadium i denne beherskelse er det samme som "vanen". Af vanen udvikler sig videre det, vi kalder "evnen", "talentet" eller "anlægget". Og på disse evner eller anlæg er den videre oplevelse af livet baseret. Disse former individets skæbne.
      At det netop forholder sig således, er ikke så svært, ved nærmere omtanke, at erkende. Hvis man bliver ved med at læse det samme digt, det samme vers, får man jo evne til at læse det udenad, således at man ikke mere behøver manuskriptet. Og hvad mener man f.eks. om artisternes undertiden fænomenale præstationer: jonglør- og balancekunst, linedans, dødsridt osv.?– Er det ikke resultatet af umådelig mange gentagelser? – Og har disse gentagelser ikke bevirket, at de pågældende personer har forvandlet sig? – De er ikke mere helt de samme, som de var, før de begyndte gentagelserne, hvilke altså her i dette tilfælde vil sige "øvelserne". Er det ikke netop en kendsgerning, at de i kraft af disse, nu er udstyret med evner, de ikke havde i forvejen, og som andre, der ikke har foretaget øvelserne, heller ikke har?
      Alle evner er således baseret på øvelse eller gentagelse. I samme grad som øvelserne tager af, vil også færdigheden tage af. Dette forhold bekræfter sig overordentligt tydeligt i det daglige liv. Organer, der ikke bliver brugt, degenererer, sygner hen. Er det ikke en kendsgerning, at arbejderungdommen er meget mere blottet for degeneration og legemlig svækkelse og spinkelhed end adelens ungdom? – Tror man ikke det skyldes det sunde arbejde, som førstnævnte ungdom har været henvist til? – Og tror man ikke, den adelige degeneration ville have været langt mindre, hvis ikke dens ophav igennem flere liv havde været født til en tilværelse med legemlig lediggængeri, med tjenere og personale til at forhindre enhver art af selv de mindste kropslige udfoldelser i form af motion og blodstimulerende virkeligt "arbejde" for de pågældende væsener? –
      Hvis vi f.eks. lavede det eksperiment, i måneder eller år at binde den ene arm og hånd fast til legemet, ville vi tilsidst helt miste bevægeligheden både i arm og hånd. Leddene ville blive helt stive og ubøjelige, samtidig med at muskulaturen ville skrumpe ind og visne. Og således vil det gå alle øvrige organer, der ikke i tilstrækkelig grad bliver brugt. På denne måde betinger Forsynet eller naturen selv, at intet overflødigt eksisterer. Kun det kan holdes i live i det levende væsens bevidsthed, der gentages. Men for at gentagelse kan finde sted, kræves jo, at lysten eller interessen for gentagelse må være til stede i det pågældende væsens mentalitet. Det, det ikke har interesse af, gentager det nødigt. Og der, hvor det nærer antipati, modarbejder det ligefrem gentagelsen, forsvarer sig imod den, medens det der, hvor det føler lyst og interesse, i høj grad fremskynder eller stimulerer den.
      Gentagelserne og dermed udviklingen af evner, anlæg og talenter kan altså kun kulminere der, hvor det levende væsens ønsker, lyster og begær kulminerer. Og livets skabelse bliver i kraft heraf akkurat således, som de levende væsener selv ønsker den. Det, der interesserer, vokser, og det, der ikke interesserer, degenererer. Ingen manifestation kan således fortsættende holdes vedlige eller gående, uden på basis af begær efter denne vedligeholdelse. Men da begær hører med til indholdet af mentalitet, bliver det også her til kendsgerning, at der er mentalitet bag al bevægelse, al skabelse, al manifestation ligesåvel i det, vi kalder "naturen", som i det, der hører ind under menneskelige frembringelser.
      Da virkningerne af denne skabelse, der er et resultat af tidligere ønsker og begær, stundom er resultatet af årelange opbygninger, ja udgør undertiden resultatet af flere liv, kan de ikke opløses og degenerere ligeså hurtigt og lynsnart som begæret om deres beståen tankemæssigt kan skifte karakter og udløse sig i nye og undertiden diametralt modsatte begær. Disse ikke opløste virkninger af tidligere ønsker og begær kommer derved til at kollidere med opfyldelsen af de nye begærs tilfredsstillelse, bliver en foreløbig hæmning eller gene for dem. Og det er denne gene, der almindeligvis i det daglige liv bliver kaldt "skæbnen".
      Da det almindelige jordiske menneske ikke har kosmisk udviklet bevidsthed, er skæbnen endnu et mysterium for samme væsen. Og det kommer let til, når denne går det imod, at opfatte sig selv som "martyr", som offer for tilfældige naturkræfter. At dets modgang, dets sorger og lidelser, sygdomme og besværligheder er de yderste konsekvenser af dets egne tidligere manifesterede opfyldelser af dets daværende ønsker og begær, kender det ikke, ligesom det i dag heller ikke kender de yderste konsekvenser af de handlinger og opfyldelser af begær, det i dag søger udløst. Resultatet heraf bliver selvfølgelig, at det i stor udstrækning handler i blinde, hvad skæbnen angår.
      Men da skæbnen således er virkninger af individets tidligere mentale udløsninger, og disse virkninger umuligt kan udeblive, kan samme væsen ligeså umuligt undgå at blive præget af dem. Og da individet ikke kan leve uden at afføde bevægelse, og bevægelse ikke kan undgå at være årsag til de nævnte virkninger, kan samme individ således ikke undgå at befinde sig i en permanent prægning af skabelsen af sine egne udløste virkninger. Denne permanente prægning er "Guds skabelse af Adam", den er Guds førelse af det levende væsen, den er den levende "guddommelige korrespondance" mellem individet og dets himmelske ophav, dets guddommelige Fader og levende Forsyn, ganske ligegyldigt om det selv føler denne korrespondance som "det onde" eller "det gode", som medgang eller modgang, ligegyldigt om det i kraft af denne er plante, dyr eller menneske, ligegyldigt om det på samme basis er "forbryder", "helgen" eller verdensgenløser.
      Det levende væsen er således hele tiden i en evig varetægt, hvor dets eneste hindring for naturlig viljeudløsning og dermed for dets naturlige begærs tilfredsstillelse eller sande lykke kun er konsekvenserne af dets tidligere unaturlige viljesudløsning.
      Da individet således hele tiden uimodståeligt er stillet overfor konsekvenserne af sin tidligere udløste fremtræden, og denne giver det medgang eller modgang i dets nuværende liv, eller er dets hele skæbne, må det selvfølgeligt resultere i, at det tilsidst får interesse for denne skæbne, dens årsager og hele mysterium. Denne interesse er igen det samme som det, vi kalder "religiøsitet", men bliver naturligvis først særlig dominerende eller aktuel, når det levende væsen er nået et godt stykke frem i det jordmenneskelige stadium, hvilket vil sige, til et stadium, hvor det begynder at modtage forstandsmæssig eller teoretisk undervisning. Denne undervisning udgør verdensgenløsningen.
      Men før individet er nået frem til at kunne "genløses", hvilket vil sige befries fra den uvidenhed, i kraft af hvilken det gør sin egen skæbne ulykkelig, må det først gennemgå en masse stadier, hvor det ikke har forstandsmæssig indsigt i sin oplevelse af livet. Men når det ikke har forstandsmæssig indsigt i sin egen livsførelse, må denne jo befordres i kraft af andre mentale impulser. Og vi bliver da også vidne til levende væsener, der udelukkende styrer deres livsoplevelse i kraft af "instinktet", hvilket som før omtalt er det samme som "vanebevidsthed". Disse væsener kalder vi "planter".
      Nu kan man jo spørge, hvor disse væsener har deres "instinkt" fra. Og som vi allerede før var inde på, er instinktet jo et resultat af vanebevidsthed, er et resultat af umådelig mange gentagelser. Og vi må da følge planten i dens udvikling tilbage til en tidligere "spirals" intellektuelle zone, hvor intelligens, intuition og hukommelse er de mentale impulser, i kraft af hvilke væsenerne bevidst kan gøre opfyldelsen af natur- eller livslovene til en permanent gentagelse og dermed til en vanebevidsthed, der kan arbejde selvstændigt og uafhængig af hjernemæssig indgriben. Og fra denne "spirals" intellektuelle zone fører udviklingen altså de levende væsener frem til den næste "spirals" første stadier, hvor de førnævnte intellektuelle impulser kun er fremtrædende i latente og underlegne former. Herved kommer de levende væsener til at manifestere sig i disse stadier som uintellektuelle væsener, og har derfor kun den fra de intellektuelle stadier nedarvede vanebevidsthed til at bære bevidsthedslivet. En sådan bevidsthedstilstand befinder planterne sig altså i. Disse væsener vokser frem, hver art efter sine særlige principper. De skaber deres organismer, de skaber deres blomsters umådelige farvepragt, de danner deres frugter, altsammen fuldkommen harmonisk og i kontakt med den højeste intellektualitet, i kontakt med naturlovene eller den guddommelige verdensplan uden nogen som helst bevidst hjernemæssig indblanding fra væsenerne selv. Og vi bliver her vidne til den højeste fuldkommenhed i opfyldelse af lovene for skabelse eller manifestation. Det er selve "den guddommelige verden", "spiralens" fuldkomneste zone, der her åbenbarer sin overjordiske fuldkommenhed i synlig fysisk materie.
      Men "spiralens" rytme går sin evige gang. Og ligesom væsenerne ikke skulle blive ved med at være i "spiralens" højeste intellektuelle zone, men måtte ned til en tilstand, hvor de var totalt blottet for viden og kun opretholdtes i kraft af vanebevidstheden, således skal de samme væsener heller ikke blive ved med at være i denne intellektualitetens dvaletilstand eller uvidenhedens zone. Og "spiralrytmen" fører atter individet frem til "spiralens" intellektuelle zoner, og således fortsættende et evigt kredsløb.
      I dette kredsløb er det jordiske menneske nået noget ud over instinktstadiet, hvilket altså vil sige planteriget. Men instinktet er dog i en overvældende grad herskende i dets natur, selv om det naturligvis nu manifesterer sig med mentale impulser, der begynder at nærme sig de intellektuelle impulser. Hele det jordiske menneskes fysiske legeme er i virkeligheden kun udgørende en meget stærkt fremskreden plante og opretholdes i stor udstrækning ene og alene på plante- eller instinktbevidstheden. Dette vil altså igen sige, at dets legemes hovedfunktioner og opbyggelse i nævnte udstrækning sker uden dets hjernemæssige indblanden. Det er altså "den guddommelige verdens" fuldkomne liv, som samme individ har tilegnet sig som vanebevidsthed under sin eksistens i den forudgående "spirals" intellektuelle zoner, der nu eksisterer som selvstændige funktioner i dets organisme. Det er denne vanebevidsthed, der normalt opretholder blodets gang, mavens fordøjelsesprocesser, kirtelfunktionerne og åndedrættet. Disse funktioner opretholdes altså ikke mere i kraft af forudgående tænkning eller viljebestemmelse, men er selvstændigt arbejdende vanebevidsthed, der netop igen udvikler dirigerende centrer for organismefunktion. Og det er netop denne omstændighed, der bevirker, at jo mere man øver sig, desto dygtigere bliver man. Hvis ikke øvelsen eller gentagelsen hver gang affødte et nyt plus i opbyggelsen af et sådant center, ville enhver form for øvelse være omsonst. Om man havde udført en ting hundrede gange eller blot én gang ville være absolut ligegyldigt. Færdighed eller dygtiggørelse i noget ville være en absolut umulighed.
      Men nu viser kendsgerningen, at "øvelse gør mester". Og dette vil altså i virkeligheden sige, at for hver gang vi har udført en eller anden ting, bliver vi mere og mere rutineret i at udføre den samme ting. Og i samme grad som rutinen tager til, aflastes den fysiske tankekoncentration, som til at begynde med var en uundværlig basis for tingenes udformning og opretholdelse. Men når individet således, i forhold til som rutinen udvikler sig, mindre og mindre behøver at være tankemæssigt koncentreret på samme ting under udøvelsen, er det jo dermed en kendsgerning, at noget andet må have overtaget styrelsen eller ledelsen af samme funktion, og dette andet er altså de nævnte centrer. Disse centrer åbenbarer sig igennem det supplement til hjernen, vi kender som "rygmarven". Denne udgør altså i en vis udstrækning kombinationen af centrer for organismefunktioners automatisme eller selvstændighed.
      Men inden et sådant center er dannet, må funktionen helt styres og ledes bevidst hjernemæssigt. Vi kan ikke her gå i detaljer med disse centrer, men må henvise til de kommende bind af "Livets Bog", hvor de under begreberne "skæbneelementer" og "talentkerner" vil blive kosmisk analyseret. Men at disse centrer er der, bekræftes jo meget tydeligt deraf, at en fugl godt kan både flyve og gå i nogle sekunder efter at have fået hovedet hugget af, for slet ikke at nævne alle de andre ubevidste og udenfor viljekontrollen eksisterende funktioner i organismen, der viser sig som umulige, hvis rygmarven tager skade, og som dermed bekræfter dens egen identitet som sæde for disse centrer.