Vi er nu på vor mentale færd igennem verdensaltets logik nået så langt, at vi har set kulminationen af mørkets skabelse, kulminationen af smerte og lidelse, ja, vi har dvælet i selve "helvede". Men igennem dette vort tilbagelagte afsnit, er vi samtidigt blevet beriget med de begyndende forkundskaber til at forstå, at mørket, smerterne, ja, selve "helvede" ikke er en manifestation af guddommelig vrede, ikke er udtryk for nogen som helst form for et forsyns had, og at "helvede" således absolut ikke på nogen som helst måde kan være identisk med en dæmonisk, religiøs eller åndelig "straffeanstalt", således som det til dato almindeligvis er antaget i de gængse autoriserede religiøse verdensopfattelser. Og det er givet, at menneskene, hvad vi også har set, ved denne antagelse mere lærer at frygte Gud end at elske ham, hvorfor deres religiøse fremtræden, sålænge deres intelligens endnu ikke er kosmisk udviklet, nødvendigvis mere må være en følelsesmæssig "dressur" end en på virkelig realistisk klar forstand baseret levende kærlighed til livets Fader.
      "Helvede", smerterne og lidelserne eller alt mentalt mørke i verden er altså ikke nogen straf, men udgør ene og alene resultatet af en væremådes konflikt med eller manglende opfyldelse af de evige betingelser eller love, på hvilke en kontrast eller modsætning til "helvede", hvilket vil sige "fuldkommen lykke", er baseret. Dette vil igen sige, at hele tilværelsen udelukkende kun udgør et spørgsmål om årsag og virkning. Og man har da heller aldrig set en videnskab eller oplysning, der ikke er det samme som et kendskab til årsag og virkning. Er ikke netop enhver handling, enhver skabelse, enhver bevægelse identisk med årsag og virkning? –
      Hele livet, al tilværelse, enhver form for oplevelse er virkninger af udløste årsager. Og jo mere man kender disse årsager, desto mere hører man ind under den kategori af væsener, der betegnes som "intellektuelle" eller "højt udviklede", medens man, jo mindre man kender til de nævnte årsager, desto mere hører ind under en kategori af væsener, der betegnes som "naive" eller "mindre udviklede".
      Men når al bevægelse eller skabelse således repræsenterer årsag og virkning, bliver alt eksisterende jo udtryk for planmæssighed. Bestemte årsager har bestemte virkninger. Og da de levende væsener ikke kan være til uden at skabe bevægelse, kan de således heller ikke være til uden at udløse årsager og virkninger. Disse virkninger er deres "skæbne". Ethvert levende væsen bliver derved det dybeste ophav til sin egen "skæbne". Om denne bliver lys eller mørk vil altså afhænge af, hvilke årsager samme væsen ved sin fremtræden udløser. Den lyse og mørke "skæbne" er jo hver især virkninger af særlig bestemte årsager, der atter og atter urokkeligt vil gentage sig, hver gang de samme årsager bliver udløst.
      Hvis det levende væsen kender de årsager, hvis virkninger kun kan resultere i en lykkelig skæbne, og de, der uvægerligt må resultere i en ulykkelig skæbne, da vil det jo selv ganske naturligt kun indstille sig på at udløse årsager, hvis virkninger urokkeligt må blive en lys eller lykkelig tilværelse, og dets handlemåde er da at udtrykke som "logisk". Hvis det derimod ikke kender årsagerne til lys og mørke, kan det jo heller ikke i forvejen med sikkerhed skabe sin skæbne lys, idet det ikke kender betingelserne herfor. Og det må da handle i blinde og kommer derved let til at udløse forkerte årsager, hvilket vil sige dem, der resulterer i ulykke og lidelse, og individet bliver da at betragte som "ulogisk" i sin fremtræden.
      I følge det ocean af ulykkelige skæbner, sorger og lidelser, vi lige i form af "helvede" har beskrevet, og som er altdominerende her på jorden, bliver det til kendsgerning, at det jordiske menneske endnu er meget langt fra at handle "logisk", hvilket altså vil sige, er meget langt fra at kende udløsningen af de rigtige årsager, dem der skaber harmoni, fred og lykke i tilværelsen. Samme væsen må derfor ofte, i blinde, men naturligvis i fuld formodning om netop at handle rigtigt, udløse en mangfoldighed af de årsager, der nødvendigvis kun kan resultere i disharmoni og elendighed.
      Den jordiske menneskehed befinder sig således på et stadium, hvor den endnu slet ikke er i stand til skæbnemæssigt at handle "logisk". Dette vil altså igen sige, at den har altfor lidt kendskab til udløsningen af de rigtige årsager. Den er uvidende. Og denne uvidenhed er i virkeligheden den eneste sande årsag til mørke skæbner, til krig og grusomheder, til sorg og smerte. Og "det eneste fornødne" i tilværelsen for samme menneskehed bliver altså atter og atter kun dette ene: mere viden.
      Og som jeg har skrevet i "Livets Bog", "der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det onde med at eksistere", – der bliver der klar himmel, der kommer solen frem, der kommer livets egen blomstring til sin højeste kulmination og farvepragt. Her bliver man "ét med Faderen".