Da det jordiske menneske således under sin omskabelse fra "dyr" til "menneske" befinder sig på et stadium, hvor dets handlemåde er "sort magi", hvilket vil sige, er befordring af det dræbende princip uden på basis af tvingende livsbetingelse, men derimod på basis af uvidenhed, slendrian, begærlighed, hævngerrighed, forfængelighed og forlystelse, og nævnte væsen dermed i tilsvarende grad kun er at udtrykke som et "djævlevæsen", hvilket igen vil sige en lidelsesfrembringende enhed, er det givet, at en gruppe af sådanne enheder tilsammen kun kan skabe et lidelsesterritorium, hvilket altså er det samme som "helvede". De jordiske mennesker, i deres ufærdige tilstand, udgør altså hver især en af de enheder, af hvilke "helvede" er bygget op, på samme måde som vandmolekyler hver især udgør en af de enheder, vandet eller oceanet er bygget op af. Den jordiske menneskehed har således allerede i årtusinder udgjort "helvede" på jordens kontinenter, været et samlet legeme bygget op af blot og bar lidelsesfrembringende enheder. Men et legeme, bygget op af sådanne ødelæggende enheder, må jo tilsidst blive lemlæstet, undermineret, sygt og lidende, blive fuld af ufred, disharmoni, katastrofer og rædsler. Og er det ikke netop det, vi ser er tilfældet med den jordiske menneskehed? –
      Jo, "Adams" og "Evas" passage gennem den jordmenneskelige tilstand er en dødningedans gennem et mentalt kæmpeoceans yderste brænding. "Dyrerigets" forstærkede traditioner, de store valpladser, revolutioner og borgerkrige, forretningsverdenens camouflerede røveri, plyndring og vareåger, og krigsoprustningernes forarmning af landene og den heraf følgende nedbrydning af nerver, sundhed og velvære, er de frådende bølger i hvilke "flygtningene" fra "dyreriget" skal opleve et sidste billede af denne deres fortidige "paradishaves" yderste konsekvenser, skal indprentes et sidste uforglemmeligt forstærket indtryk af kulminationen af en væremådes disharmoni med livets urokkelige love. Og det er i disse overvældende mentale naturkræfter, at det moderne menneske i form af karikaturerne: "trolde" og "djævle" holdes stangen. Det er i disse bloddryppende, frådende traditioners svære dønninger, det kastes hid og did, råber og skriger sine gudløse ideer ud og opdager enhver væremådes tilintetgørelse, der ikke hviler på kendskabet til Skaberens evige bestemmelse. Det er her, den "forlorne søn" opdager sig selv, opdager sin egen indbildt "store videns" lidenhed, dens kollision med livets evige planmæssighed. Det er her, at opdagelsen af en Guddoms uundværlighed bliver levende, bliver logisk, bliver videnskab og samme Guddom dermed åbenbaret som det eneste absolut "faste punkt" i al tilværelse.
      Og gennem "kerubernes", gennem de gejstlige autoriteters, gennem de gængse religiøse sekters fordømmelse til, og forjættelse om, "evig fortabelse", gennem kammeraternes, vennernes ironi, hån og spot, gennem larmen af frådende mentale styrtsøer af enhver art, svæver den druknendes lønlige "SOS" ud i det ukendte rum. Og se, bag enhver brænding er der en kyst. Og bag denne uhyre mentale brænding skimtes umådelige sollyse strande. Et rige som "ikke er af denne verden" opfatter signalet. Og den druknende menneskehed træder ind i en ny fase. Her begynder dens første møde med en verdensgenløsning.