Det jordiske menneske befinder sig altså på et stadium, hvor det ikke mere helt er "dyr" og heller ikke helt er nået til at blive "menneske". Det hører ikke mere helt til det rige, hvorfra det oprindeligt er udgået, og kan derfor heller ikke mere helt indordne sig under dets love. Det er derfor heller ikke i harmoni med disse loves repræsentanter, "keruberne". Til "keruberne" hører jo alle de væsener, der er forkyndere og fortolkere af helt eller delvis "dyriske" traditioner, hvilket igen vil sige, fortolkere af en moral, der tillægger Forsynet eller Guddommen vrede, had, hævn- og straffelyst, gør overmægtige politiske mordere, erobrere og undertvingere til helteskikkelser, gør væsener, der ikke mere hælder til eller tror på de gamle autoriserede idealer og moralbegreber, til "forbandede", ja, "evigt fortabte" væsener, til "djævlens børn", til aspiranter til "helvede", dømmer dem til udsmidning i det "yderste mørke, hvor der er gråd og tænders gnidsel", til en "evig ilds" nagende martring til fryd og glæde for dem, der igennem de autoriserede moralbestemmelsers overholdelse, ved formentlig "nåde" og "syndsforladelse" er blevet "frelste" væsener, er blevet "Guds børn", er blevet berettiget til titulationen "vi hellige" og som sådanne naturligvis må gå langt uden om "djævlens børn". Og krigens grundlag er dermed stadigt blomstrende.
      "Adam" og "Eva" er altså i form af det "moderne menneske" kommet så langt bort fra sit oprindelige rige, og Guds skabelse af "mennesket" er blevet så fremskreden, og "indblæsningen" af den guddommelige "livsånde" så effektiv, at nævnte væsen er blevet meget mere "levende", ja, så "levende", at det "nye liv" ikke nær kan få tilstrækkeligt afløb gennem de oprindelige ordinære "dyriske" traditioner, metoder og principper. Det kæmper ikke mere med åbenlyse, synlige, naturlige våben: tænder og klør. Det kæmper ikke mere ved sit legemes naturlige medfødte kraft. Og dets mordlyst er ikke mere motiveret af en absolut livsbetingelse. Det dræber ikke udelukkende af sult og selvforsvar. Den tilegnede merbevidsthed har fuldkommengjort og forstærket dets mord- og drabsevne tusinder og atter tusinder af gange. Og det afviger fra sin tidligere tilstand eller fra sine nuværende "dyriske" stammefrænder derved, at det ved enhver lejlighed og i enhver situation har til mål at aflive, undertrykke, baste og binde. Det dræber af had, det dræber af misundelse, det dræber af forfængelighed, det dræber af ærgerrighed, havesyge, magtbegær, det dræber af nedtrykthed, det dræber af glæde. Mordprincippet er blevet en sport, er blevet en forlystelse. Er det ikke mordprincippet, man har til underholdning i de fortidige gladiatorkampe og menneskets kasten for de vilde dyr? – Og er det ikke det samme, der går igen i de moderne tyrefægtninger og hanekampe visse steder på kloden? – Og er det ikke mordprincippets glædesudbrud, der lyder til os gennem de store klapjagters valdhorn og hundeglam? – Er det ikke det samme, der åbenbares os gennem begrebet "lystfiskeri"? – Og hvad er de store sportskampe andet end mordprincippets manifestation i fortyndet form, tværet ud i svage dønninger? – Fyldes de store kæmpehaller og sportspaladser verden over ikke på grundlag af menneskenes trang til at se kamp? – Rystes huset ikke af mængdens jubel, når den eller den af dens favoritter har slået modstanderen, om end ikke ihjel, så dog bevidstløs eller gjort ham ukampdygtig? –
      Jo, al kamp er mord; men mord behøver ikke altid at udgøre de hundrede procent, der er den visse død. Et væsen kan også bare være slået halvt ihjel, og mordet udgør da halvtreds procent. Enhver legemlig skade, der påføres et væsen af et andet, vil således altid uundgåeligt udgøre så og så mange procent mord. Og det levende væsen er her på sin vej fra "dyr" til "menneske" nået frem til et stadium i udviklingen, hvor det gør de overleverede fabler om "djævle" til realistisk kendsgerning. Er væsener, der ved at røve, plyndre, myrde, dræbe, skænde, ødelægge, spreder sorg og rædsel, invaliditet og sygdom i sine fodspor, uden at det på nogen måde er en livsbetingelse, men udelukkende kun er baseret på de førnævnte lavere bevidsthedstendenser: egoisme, magtbegær, forfængelighed og mordforlystelse, ikke tilværelsens sande "djævle"? – Tror det jordiske menneske, at det kan frigøre sig fra denne sin identitet, sålænge det i lande, hvor jordbunden er skabt til at kunne bugne af herlige vegetariske produkter, der er det vordende "menneskes" absolut eneste naturlige og drabsfri føde, (se min bog "Den ideelle føde"), omskaber denne jordbund til pigtrådsafspærrede fangelejre eller opdrætningspladser, tjenlige for kunstig fedning af fremskredent udviklede "pattedyr" for at gøre disse dets nære stammefrænder tjenlige til kommende suppegryder, ædegilder og højtidsmåltider, som man blodtørstig og kødhungrende blandt andet ofte indleder med "her komme Jesu dine små", og bedøvet af spiritus og tobak, overmæt af blodpølse, ribbenssteg, gåsesul og grisesylte afslutter med "...skøn er sjælenes glade pilgrimsgang osv.". –
      Er det ikke en parodi på helligholdelsen af festen til ære for afskaffelsen af det dræbende princip eller for udviklingen af overholdelsen af det femte bud, der er "djævle" værdig? –
      Tror man de blomsterfyldte enge, de grønne og gule bølgende kornmarker er paradisiske, sålænge de er det bærende fundament for de himmelstræbende tekniske mordpaladser, vi kalder "slagterier"? – Eller gør det sagen bedre, at de samme skønne områder bliver gjort til skuepladser for dødningedanse, eksplosioner, granatild og invaliditetsfrembringelse en gros*? – Er det ikke et spil mellem "djævle"? – Er de dødbringende giftgasser ikke "helvedes" atmosfære, der besudler de sollyse vange? –
      Og er atmosfæren bedre inde i de jordmenneskelige organismer eller kødelige legemer? – Er disse ikke i stor udstrækning fyldt med svære sygdomme? – Er ikke mange lidende af "galdesten", "blæresten", "nyregrus", "forkalkninger" etc.? – Er det ikke en forvandling af de indvendige egne, der skulle være skønne græsgange, ernæringskilder og tumlepladser for livsbetingende mikroindivider: celler, molekyler, blodlegemer og nerveenheder osv., til stenørkener? – Hvordan skal de små mikroskopiske væsener, der tilsammen udgør de normale livsbetingende væsker, safter, sener og muskelstof her finde næring, passage og virkemuligheder? – Bliver sundheden i en sådan organisme ikke en parodi på den normale tilstand, der er en raffineret ødelæggelsesdæmon værdig? – Og hvor kan det jordiske menneske undgå at være identisk med en sådan dæmon, sålænge det skødesløst opsummerer i sit legeme de mærkværdigste ting, som ikke har noget som helst med føde og ernæring at gøre? – Hvorledes skal det levende liv i legemet, der skal have frisk luft igennem lungerne, blive sundt og levedygtigt, sålænge legemets ophav forlyster sig med at forpeste luften i de lokaler, det skal opholde sig i, med tykke, uigennemsigtige, giftige tågeskyer af særligt udspekulerede tobaksraffinementer? – Hvorledes skal ernæringspassager, mavesæk og tarmkanaler beholde deres førlighed eller naturlighed, når de tvinges til at befordre mægtige kvanta af særligt raffineret udtænkte blandinger af ætsende giftvæsker af alkohol, der kun har det tilfælles med de naturlige drikkemidler, at de er flydende? – Hvorledes skal den jordmenneskelige organisme bevare sin oprindelige vidunderskønne tegning, plastik og charme, når dens ophav ikke mere nøjes med at spise på grund af sult, ikke nøjes med at drikke, fordi det er tørstigt, men derimod har gjort hele næringsindtagelsen til et forlystelsesspørgsmål? – Hvad er desserter, når de serveres som tredje, fjerde eller femte ret? – Er de retter for sultne? – Er de ikke netop i nævnte tilfælde retter for mættede? – Er det ikke derfor, de er fremstillede ekstra søde og lækre? – Er denne deres ekstra tilstand ikke netop beregnet på at friste den overmættede til at nedsvælge i sig endnu en portion, skønt mave og den normale appetit egentlig forlængst har meldt stop? – Jo, desserten er ikke beregnet for den sultne, er ikke beregnet for den tomme mave som naturnødvendig føde, men er derimod særligt fremstillet for at behage smagen. Og dens indtagelse kan derved blive indtil en hundrede procents forlystelse. Og denne forlystelse, i forbindelse med alle det jordiske menneskes øvrige unaturlige og dræbende forlystelser og vanemæssige uhyrligheder, omskaber efterhånden nævnte menneske til et sygt væsen, der kræver åndssvageanstalter, hospitaler, fængsler og krigsskuepladser for sin "moderne" fremtræden, og hvis vej gennem livet derfor stadig er besudlet med blod, fornedrelse og lemlæstelse, med gråd, dødskvaler og invaliditet. –
      Nej, de jordiske mennesker er ikke rigtige "dyr" og ikke rigtige "mennesker". De udgør bastardagtige overgangsvæsener mellem disse to generallivsformer og repræsenterer eller opfylder således den "halvdyriske" og "halvmenneskelige" tilværelsesform, der retmæssigt gennem tiderne i sagn og eventyr er blevet opfattet som basis for de menneskefjendtlige væsener, vi har lært at kende under de fra fortiden overleverede begreber "trolde" og "djævle". – Hvem skulle disse sagnfigurer ellers være? – Hedder det ikke om disse, at de er ophavet til alt, hvad der er ondt, alt, hvad der er lidelse, alt, hvad der er mentalt mørke? – Men hvem kan overtrumfe det jordiske menneske i opfindelse og manifestation af grusomheder eller befordringen af det dræbende princip udenfor livsbetingelsens retfærdiggørende glorie? – Og er vi ikke netop igennem nærværende analyser blevet vidne til, at det samme væsen, gennem sin højst ufærdige levemåde, sine unaturlige begærs tilfredsstillelse, er sin egen største fjende, ja, en fjende der end ikke engang kan vente på sit offer, til det er født, men endog forfølger og dræber det i moderens liv og lovpriser denne uhyrlighed som glimrende udtryk for "højmoralsk", "intellektuel" kultur? –
      Og hvor er "helvede", dette "djævlenes" og "troldenes" hjemsted, mere realistisk og drastisk manifesteret eller virkeliggjort end på de jordmenneskelige slagmarker eller krigsskuepladser? – Frembyder de ikke et syn af mænd i laser og pjalter, fyldt med alskens utøj og svinskhed, tumlende rundt i søle og ælte, lemlæstede og sårede, råbende og skrigende, døende og rallende midt i kugleregn, granatild og flammekastere, med himlen formørket af deres egne frembragte kunstige dødsfugle, flyvende vulkaner, med jorden besudlet af bjerge af lig, afrevne lemmer, blodige hoveder, arme og ben, med atmosfæren ladet med kvælende dunstarter, svovldampe, giftgas? – Hvor findes der større udløsning af tragiske livsskæbner, hvor bliver der gjort flere børn faderløse, hvor er der flere forældre, der mister deres sønner, hvor er der flere hustruer, der mister deres mænd, hvor er der unge forlovede par, der i større målestok får deres fremtidshåb slået mere brutalt i stykker, og hvor har man i større stil set unge mænd måtte drage deres sidste suk mere ensomt og fjernt fra alle deres kære, deres blegnende kinder og bristende blikke mere fjernet fra ethvert deltagende kærtegn, end netop i den jordmenneskelige krigsgalskabs kulmination? – Er det ikke "helvede" i renkultur? – Er det ikke en mental udfoldelse, der opfylder alle betingelser for titulationen "djævlebevidsthed"? –
      Nej, tro endelig ikke for meget om dig selv, du det tyvende århundredes så højt lovpriste "moderne" menneske. Du er ganske vist nået meget langt bort fra det ordinære "dyrerige", nået langt bort fra den oprindelige "paradisets have"; men du er endnu ikke et virkeligt "menneske". Hele din materielle viden og tekniske kunstfærdighed og skabekraft er endnu kun "sort magi", sålænge den har død og invaliditet til facit. Du er kun hævet over "dyret" ved at være bastet og bundet til "troldenes rige". Du er endnu den grove lerklump i Skaberens hånd. Det vordende virkelige "menneskes" guddommelige træk er endnu kun synlige i sin første grove antydning, er endnu i virkeligheden kun en karikatur af det, det engang skal blive: "Guds billede efter hans lignelse". –
 
____________
* Tidligere havde udtrykket "en gros" også betydningen "i stort mål".