Vi har hermed fulgt "Adam" og "Eva" gennem "uddrivelsen af paradisets have" helt nede fra jungletilstanden og frem til det tyvende århundredes moderne mennesker. Vi har fået et lille indblik i de vigtigste faktorer ved denne "uddrivelse". Vi har set, at "keruberne" eller fortidens religiøse autoriteter eller førere har tabt en stor del af deres magt over menneskene og er nu så langt bag efter den, fra "dyreriget" eller det fortidige "paradis", bortdragende "Adam" og "Eva", at deres råb om "død" og "helvede" næsten ikke mere kan høres, og at denne "Adam" og "Eva" i form af det nutidige moderne menneske befinder sig i et religiøst ingenmandsland, er i kosmisk forstand "faderløs", hvilket vil sige "gudløs". Det er overfor sin "himmelske Fader" en "forloren søn". Det har gjort umådelige fremskridt, har fået udviklet sin intelligens, så den står langt over det almindelige "dyrs", medens det i følelse kun for et mindretals vedkommende kan siges at være højt hævet over "dyret". Det store flertal af menneskene har endnu kun en primitiv følelse og må derfor i livet selv møde en umådelig masse lidelseserfaring for at kunne få denne sin følelse hævet op over det dyriske stadium. I kraft af, at disse menneskers mentale kombination således udtrykker intelligensoverlegenhed og følelsesunderlegenhed, skaber de den uligevægt i verden, der manifesterer sig som de blodige rædsler og lemlæstelsesprocesser mellem samfundene, vi kalder: krig, revolution, oprør, strejker, boykotning o.l., hvilke processer igen hverken kan udtrykkes som rent "dyriske" eller rent "menneskelige". Disse bloddramaer er ikke "dyriske", dertil er de for intelligensmæssigt overlegne. Men de er heller ikke "menneskelige", dertil er de for følelsesmæssigt underlegne.
      Det tyvende århundredes verdensdramaer er altså halvt "dyriske" og halvt "menneskelige". Men det er jo lige akkurat den tilstand i mentaliteten, der kan skabe "helvede". "Helvede" er således intelligensens første frugter. Men da intelligens i første instans er de "forbudte frugter" af "kundskabens træ", hvis nydelse skulle medføre "døden", hvilket vil sige, ødelæggelse af legemer, da en virkelig "død" ikke eksisterer, så bliver de førnævnte bloddramaer, i forbindelse med alle de øvrige århundreders genvordigheder i menneskehedens historie, opfyldelsen af den guddommelige, formanende spådom fra "paradisets have": "Men af kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken dag, du æder af det, skal du dø døden". –
      "Helvede" udgør altså en zone, hvor individet har fået intelligens til, med umådelige overlegne midler, at udnytte til genialitet det "dyriske" princip "enhver er sig selv nærmest". Men da denne udnyttelse uvægerligt jo må avle tilsvarende kulminerende, bloddryppende eftervirkninger, bliver "helvede" således et drama, der spilles udenfor det egentlige "dyrerige" og udenfor det egentlige "menneskerige", og hvis drastiske virkninger for individerne bliver den realistiske, praktiske erfaringsoplevelse, der skaber vækst i det primitive eller underlegne følelsesliv. Da denne, af "helvede" befordrede, følelsesudvikling, hæver individet langt op over det "dyriske" følelsesniveau, til en tilstand, hvor det ikke mere kan bruge intelligensen i det dræbende princips tjeneste, men derimod kun i kærlighedens, bliver "helvede" jo den "livsånde", som Gud "indblæste" den, af "ler" "formede" "Adam", og hvorved han blev til et "levende menneske".
      Men "helvede" udleves ikke på én dag. I denne grænsezone mellem "dyr" og "menneske", i dette "ingenmandsland", må "Adam" og "Eva" i form af det jordiske menneske leve i mange inkarnationer, og udgør altså hver især i denne tilstand en "forloren søn". Og det er i "helvede", at den "forlorne søn" opdager, at livet "borte fra faderen", hvilket vil sige, livet i "gudløshed", egoisme, hensynsløshed, magtbegær o.l., er opfyldelsen af "dyrisk" mentalitet, af "dyrisk" levevis og således symbolsk er det samme som at "æde sammen med svinene", og at hans eventuelle rige boliger, slotte, palæer, festsale og lystyachter etc. i virkeligheden kun er forgyldte "svinestier", skuepladsen for alskens vildfarelser, mental urenhed, hovmod og forfængelighed, at hans væsen helt og holdent kun udgør en i guld, sølv og ædelstene, i purpur, hermelin og silke maskeret åndelig dumhed, naivitet og uformuenhed, sålænge et primitivt følelsesliv og dermed en bevidst eller ubevidst forfængelighed får ham til at krympe sig ved at vedgå sig sit sande familieskab med sin "himmelske Fader", hvilket vil sige familieskabet med sin "næste", familieskabet med alle andre eksisterende levende væsener.
      Men fra denne åndelige hjemløshed, vagabondering eller lazarontilværelse kan "keruberne": de forældede kirkelige autoriteter, ikke hjælpe den "forlorne søn". Dertil er deres magt og tro altfor stærkt forældet. Her må alt håb om hjælp fra deres side lades ude. Og begreberne den "fortabte søn" og "evig fortabelse" er derved kommet ind i verden.
      Men begge begreberne er illusoriske. Den "himmelske Fader" slår ikke hånden af "sønnen", selv om denne slår hånden af "Faderen". Og "helvede" er udelukkende baseret på at skabe, ikke alene "sønnens" oplevelse af savnet af sin "himmelske Fader" og den deraf udgående længsel mod Guddommen, men også en "opstandelse" fra "syndefaldets" "dødsrige" til en helt ny "forklaret" tilværelse: opstandelsen fra "dyr" til "menneske".