Vi kommer nu til den tredje gruppe, den hvor børnene er foran forældrene i naturlige anlæg og intellektualitet, og hvor der derfor også her opstår disharmoni og adskillelse mellem parterne. Overført til "forældreskabet" mellem den "himmelske Fader" og menneskene, vil "Faderen" også her udgøre samfundets eller almenhedens autoriserede tro eller dogmatiske livsopfattelse, medens "børnene" udgør alle de personer i samme samfund, hvis anlæg eller intellektualitet bevirker, at de hverken kan tro på, eller erkende denne livsopfattelse. I den moderne civilisation finder vi disse væsener i stor udstrækning indenfor den akademiske verden eller videnskaben. Disse væseners store anlæg for tilegnelse af intelligensmæssig viden på det rent materielt målelige og vejelige felt, de overordentlige mængder af kundskaber fra det rent praktiske liv, de kommer i berøring med, stemmer ikke overens med deres børnelærdom eller den fra fortiden overleverede dogmatisk formede kristendom, som udgør den følelsesbetonede, men intelligensfattige almenheds åndelige næring og moralbasis. Det er derfor klart og selvfølgeligt, at disse væsener efterhånden går deres egne veje, idet de ikke kan få deres praktisk oplevede eller rent håndgribelige erfaringer til at passe på den nedarvede religiøse terminologi, der oprindelig, ligesom al anden fortolkning her, kun er beregnet på følelse, men ikke på intelligens, og som derfor kun kan være – symbolik eller lignelser, – men ikke desto mindre nu i blind iver af den samme almenheds religiøse autoriteter doceres eller påstås som bogstavelighed.
      At denne docering ikke giver næring for intelligensen, bliver jo netop til kendsgerning derigennem, at den kræver blind tro, uden at give virkelig konkrete analyser. De nævnte intellektuelle væsener bliver således i deres daglige liv stillet overfor en opsummering i deres mentalitet af praktiske erfaringer eller uomstødelige kendsgerninger, der giver dem absolutte håndgribelige holdepunkter, og dernæst den nedarvede religiøse påstands terminologier, der kun giver dem abstrakte eller uvirkelige holdepunkter. At disse væsener derfor mere og mere føler sig tilskyndet til at gøre de håndgribelige praktiske holdepunkter til deres livsfundament i stedet for de religiøse abstrakte og usikre, er kun logisk.
      Men da de erfaringer, de foreløbig kommer i besiddelse af, kun repræsenterer den virkelige verdensgådes løsnings allerførste spæde stadier, hvilket vil sige, rent materielle, målelige og vejelige felter, og disse felter, i henhold til "Livets Bog", kun kan udgøre et enkelt lokalt felt i den nævnte løsnings samlede helhed, er disse væsener endnu, videnskabelig set, langt fra erkendelsen af nævnte løsnings virkelige facit.
      At det er dette facit, at det er verdensgådens løsning, den ædle videnskabsmand søger, og som således er målet for hans stræben, enten bevidst eller ubevidst, lader sig ikke bortforklare. Og nævnte væsen bliver derfor, i kosmisk analysering, at betragte som "religiøs". Man må nemlig ikke glemme, at den ædle videnskabsmands utrættelige udforskning på en masse felter blandt andet er blevet et kolossalt gode for menneskeheden både på tekniske, medicinske, astronomiske og geografiske områder, ja, et gode så stort, at det berettiger de samme væsener til at sidestilles med mange af samfundets virkelige "hellige mænd", selv om begrebet "Gud" i øjeblikket for dem er naivitet og overtro, og skønt det ikke er skik og brug at udtrykke dem således, og de, på grund af indre beskedenhed og mange ydre moderne fordomme, sikkert heller ikke ønsker at blive erkendt således.
      Men én ting kan i alt fald ikke fratages dem, de hører uomstødeligt med til samfundets befriere. Og deres livsgerning er dermed i virkeligheden den højeste religiøse kultus. Og de er i kraft af deres virkelige viden og dens ædle udnyttelse den "hellige ånds" begyndende repræsentanter og udøvere på jorden. Den jordiske videnskab er jo i henhold til "Livets Bog" "den hellige ånds" begynderstadium. Og nævnte stadiums repræsentanter vil alle igennem deres arbejde komme – ikke tilbage til samfundets dogmatik, – men frem til livsgådens virkelige løsen, frem til oplevelsen af en – ikke ved menneskelig opfindsomhed manifesteret begrænset og stedbunden idealgud, ikke en af menneskelige ønsker og begær billedlig formet nationalgud eller digterisk opsat heltegud, men derimod ene og alene en evig – universalgud, en altomfattende "evig Fader", i hvem "vi leve, røres og ere", og i hvem vort daglige praktiske liv derfor bliver en evig uafbrudt korrespondance. –
      Men der er også andre væsener i den tredje gruppe end de her nævnte. Af disse er der nogle, hvis religiøse liv, efter at være vokset fra almenhedens Gud, efter at have udlevet dogmerne, søger udløsning i teosofiske studier og sammenslutninger og har derigennem forsøgt at rejse højere religiøse, intellektuelle synsmåder. Og meget af disse væseners åndsarbejde er blevet et stort gode for mange mennesker på samme stadium eller bølgelængde. De har manifesteret et stort "Johannes Døberarbejde", hvilket vil sige, forberedelsesarbejde for den ny verdensgenløsning. De har i særlig grad begyndt at henlede almenhedens opmærksomhed på individernes reinkarnation eller genfødsel, hvis kosmiske analyse er en af det tyvende århundredes verdensgenløsnings hovedfaktorer.
      Dernæst har den tredje gruppe en anden serie af væsener, der også intelligensmæssigt er vokset fra dogmerne, fra børnelærdommen, men hvis mentalitet foreløbig endnu ikke rummer tilstrækkelig følelsesudvikling til at vække interesse i dem for højreligiøse problemer, ja de kan endog i visse tilfælde ligefrem ved ironi, had og forfølgelse søge at bekæmpe disse problemer. Deres idealisme går mere i materiel politisk retning. Og disse væsener vil her møde de erfaringer, der skal vise dem, at man ikke kan bygge hverken sin egen eller et samfunds virkelige idealisme op, sålænge man lader hånt om "åndsvidenskab" eller analyserne af de mentale felter ved selve livet, igennem hvilke dets største love afsløres. Et sådant intelligensmæssigt, materielt indstillet, men på højere åndskundskaber blottet og hadefuldt fremtrædende samfund, bliver uundgåeligt udgørende et område, indenfor hvilket tortur, terror, mord og drab i stor udstrækning kan trives, ja, disse realiteter bliver ligefrem, i forbindelse med enevælde, diktatur eller frihedsberøvelse, det samme samfunds opretholdelsesbasis eller livsnerve.
      Men et samfund, en nation eller stat, der således opretholdes udelukkende på diktatorærgerrighed, på magt og tvang, har intet med en naturlig og fri åndsudvikling at gøre, men kommer derimod i altfor betænkelig en grad til at vise sig fremtrædende med akkurat den samme justitsmetode, straffemoral og henrettelsestendens som den, på hvilken enhver "forbryderbande" uundgåeligt må hvile.
      Men ligesom enhver "forbryderbande" uundgåeligt tilsidst bliver bekæmpet, må gå til grunde, dens medlemmer dødsdømt, straffet eller indespærret, således vil ethvert politisk samfund, der er opretholdt på den samme basis som nævnte bande, også urokkeligt møde sin skæbne, dets ophav og magthavere komme til at "ligge, som de har redet", komme til at "høste, hvad de har sået", og gennem de heraf opståede lidelser komme til at råbe efter den højeste viden og opleve dennes erkendelse som den eneste ufejlbarlige højeste livsbasis, og derved finde vejen tilbage til den "himmelske Fader". –
      Men det er ikke alle væsener af den tredje gruppe, der er så "heldigt" stillet, at de bevidst eller ubevidst kan camouflere eller dække deres intelligensmæssige, men følelsesprimitive spil overfor medvæsenerne eller omgivelserne under begrebet "politik". Disse væsener er da nødsaget til at fremtræde mere åbenlyst og bliver derfor af samfundet lettere opfattet som "storforbrydere", med hvilke det ærlige samfund stadig må være i krig eller kamp. Disse væseners religiøse liv er, grundet på deres stærkt udviklede intelligens, i de fleste tilfælde forlængst vokset over deres børnelærdom eller dogmerne. Og grundet på deres følelsesfattighed, hvilket vil sige, deres endnu meget spinkle evne til at føle medlidenhed, er de blevet "forbrydere" af den art, vi kender som "gangsters", "kidnappere", "pengeafpressere" osv. Men meget ofte er denne side af deres liv camoufleret eller skjult under en officiel fremtræden som: rigmænd, med flotte palæer og luksusvogne, som ejere af store forlystelsesetablissementer e.l. Og det er kun, når de har været uheldige i deres metier bag kulisserne, at de bliver afslørede.
      Men det er jo ikke alle, der når så stor en position i lovløshedens regioner. Til samme kategori hører også mange andre almindelige forretningsfolk eller handlende. Hvor mange tror man ikke, der her i form af ublu avance røver og plyndrer fra deres medborgere, hvor de uden altfor stor risiko kan komme af sted dermed, eller hvor der er huller i det juridiske lovsystem. Og er det ikke netop derfor, der er opstået noget, der hedder "sagførere", disse specialister i jura, man må søge for at få assistance til hjælp for eventuelle juridiske spidsfindigheders udnyttelse for et ønskes opfyldelse, ligegyldigt hvad enten det nu går i retning af beskyttelse af en selv, eller i retning af ens eget angreb på andre? –
      Hvis følelseslivet var vokset eller udviklet helt frem til ærlighedsstadiet hos alle samfundets medlemmer, så behøvede det juridiske lovsystem ikke at være af en så indviklet karakter, at det kun kan udnyttes eller betjenes af særlige specialister, hvis assistance almindelige samfundsborgere altså nødvendigvis må søge, hvis de vil opnå en nogenlunde tålelig garanti for af samme lovsystem, ikke at blive udnyttet, men beskyttet. –