Da verden er fuld af forældre og børn, og forholdet mellem disse to gruppers væsener udtrykker sig, dels som de "forlorne forældre", og dels som de "forlorne sønner", er det således kun indenfor en brøkdel af samtlige væsener, at sympatien mellem forældre og børn er i absolut ligevægt, er hundrede procent harmonisk. Denne brøkdel af samtlige væsener udgøres altså af de forældre og børn, der står på samme udviklingstrin, hvilket igen vil sige de forældre og børn, hvis naturlige anlæg dikterer dem den samme tro og livsopfattelse, den samme moral og væremåde. Her er forholdet mellem parterne godt, her repræsenterer sønnekærligheden og forældrekærligheden gensidig inspiration, velbehag og glæde. Og lige akkurat det samme gør sig gældende i det kosmiske "forældreskab", hvilket vil sige, i forholdet mellem jordens mennesker og Guddommen. Her er det også kun en brøkdel af disse samtlige væsener, der, som vi senere skal berøre, er på "samme trin" som denne deres "himmelske Fader".
      Som vi før har antydet, er der en gruppe af væsener, indenfor hvilken børnene står på et lavere udviklingstrin end deres forældre, og hvor denne disharmoni her skaber adskillelse, skaber "forlorne sønner".
      Idet disse børn således står på et lavere trin end forældrene, vil de i mentalitet rumme mere egoisme, hensynsløshed, brutalitet og uærlighed end forældrene. Da disse tankeklimaer er deres udviklingstrins højeste frugter, deres livs normale naturlige anlæg, kan de ikke leve i kontakt med forældrene, hos hvem nævnte tankeklimaer jo er langt mindre fremtrædende, og hvis naturlige anlæg eller højeste mentale "frugter" derfor er af langt højere eller ædlere tilstand. Sådanne børn må naturnødvendigt sætte sig op imod forældrene, hvis opdragelse eller kultiveringsforsøg på dem virker som plageri, virker som tvang, og hvis resultater i heldigste tilfælde, som før nævnt, kun bliver "dressur", bliver en ydre kunstig repræsentation af et udviklingstrin, de slet ikke tilhører. Denne opsætsighed mod forældrene udløser sig i heldigste tilfælde i en adskillelse mellem parterne. Børnene vender forældrene ryggen, drager bort til den lavere mentale zone, hvor de retmæssigt hører hjemme.
      Denne "bortdragning" er altså baseret på en lavere naturs flugt fra, eller omgåelse af, en højere. Da ingen sådanne "forlorne sønner" er i stand til at erkende deres underlegne, mindre udviklede eller primitive tilstand, lever de i et indbildt martyrium og ser kun deres mere udviklede forældre gennem en heraf farvet vredens og hadets atmosfære. Og da hensynsløsheden og egoismen også er bærende faktorer i deres bevidsthed, kender de kun til at "være sig selv nærmest". Og det er i denne illusoriske sandhedsopfattelse, de forlader den hjemlige arne og blindt sætter kursen mod en opdragelsesfaktor, der anderledes forstår at omskabe mentaliteten, anderledes forstår at vende det "onde" til det "gode", og overfor disse væsener er anderledes ufejlbarlig end den faderlige og moderlige ømhed eller de gængse autoriserede opdragelsesmetoder. Disse væsener vandrer således bort fra den, for dem for højtliggende, faderlige og moderlige rådgivning og opfattelse af, hvad der er ret og skel, og kæmper for frigørelse og udløsning af deres egne medfødte og et lavere plan tilhørende instinkter.
      Men et lavere plans instinkter eller tilbøjeligheder er altid udløsende en større brutalitet og hensynsløshed overfor omgivelserne end et højere plans. Og da brutalitet og had absolut kun kan avle brutalitet og had, på samme måde som byg kun kan avle byg, og rug kun kan avle rug, kommer de "forlorne sønner" uundgåeligt til at leve på avlen eller høsten af den væremåde, de selv har sået. Men høsten af en brutal og pinefuld væremåde overfor ens omgivelser tvinger uundgåeligt tilsidst sit ophav i knæ. Under tilbagevirkningen af al den lidelse, de selv har bibragt andre levende væsener, får de jo uomstødelige beviser for deres egen væremådes forkrænkelighed, dens disharmoni med love, der skaber virkelig fuldkommen lykke. De begynder ved selvsyn at få indblik i den væremådes større idealisme, som de overfor deres forældre ikke magtede at acceptere eller kunne tro var rigtig. Og med dette voksende indblik begynder tilbagetoget. De "forlorne sønner" "går i sig selv", erkender at de "æder sammen med svinene", hvilket vil sige, at de erkender, at deres væremåde er mere primitiv, er mere lig dyrenes end forældrenes. Dette skaber igen en sådan længsel efter hjemmet, efter forældrene, at blot dette, at være en af "faderens daglejere", er langt mere attråværdigt, end den væremåde, de oprindelig selv valgte sig. Og gennem denne længsel bliver den bibelske beretning om den "forlorne søns" festlige hjemkomst og forening med faderen til virkelighed.
      I det kosmiske "forældreskab" finder principmæssigt akkurat den samme begivenhed sted. Her er "forældrene", som før antydet, den "himmelske Fader", hvis synlige repræsentation i dette tilfælde er den gængse autoriserede religiøse livs- og moralopfattelse, medens de "forlorne sønner" er de væsener, hvis medfødte instinkter og tilbøjeligheder kun ved tvang kan indordnes under den nævnte livs- og moralopfattelse og det herpå baserede lov- og retsvæsen.
      Ligesom de "forlorne sønner" er i disharmoni med forældrene på grund af disse sidstes højere udviklede tilstand, således er samfundets "forlorne sønner" også i disharmoni med almenheden eller det samfund, i hvilket de er født, på grund af dettes højere livssyn og moralopfattelse. Og samfundet, der jo er disse væseners kosmiske "forældre", har sit store besvær med at "opdrage" disse sine "forlorne sønner". Men her hedder disse væsener ikke "forlorne sønner", men udgør derimod tilsammen en verden indenfor det normale samfund, vi kalder "forbryderverdenen" eller "underverdenen". Om virkelig "opdragelse" af disse væsener er der i grunden slet ikke tale, dertil er de altfor langt bag efter almenheden i udvikling. Derimod må samfundet beskytte sig mod disse væsener ved en masse foranstaltninger, såsom: retsvæsen, fængsler, straffe og henrettelser, tortur og tvangsarbejde og kommer derved til at udøve – ikke opdragelse, – men dressur.
      Ethvert samfund har således en "underverden", og til denne hører altså alle de individer, der på grund af primitiv natur overtræder samfundets love, de såkaldte "forbrydere". Men til nævnte "underverden" hører i virkeligheden også alle de samfundsborgere, der udelukkende kun overholder samfundets love på grund af frygt for fængsel, straf og skandale. De adskiller sig fra "forbryderne" derved, at de har været i stand til at indordne sig under "dressuren", men bryder alle vegne igennem denne, der hvor de på grund af juridiske huller eller ufuldkommenheder i det bestående lovsystem kan gøre det farefrit. Her er disse væsener ligeså "forbryderiske" i deres væremåde, som deres mentale stammefrænder fra den officielle "underverden".
      Mellem denne "underverden" og samfundets politi- og retsvæsen er der en permanent krig. Nævnte politi- og retsvæsen er jo i virkeligheden kun en velorganiseret og veludrustet stående krigshær, samfundet må opretholde til sin egen beskyttelse mod nævnte "underverden". Og ligesom enhver anden krig er denne krig også blodig, afstedkommer mord, drab, tilfangetagelse, internering og henrettelser, sorg og tortur. Og det er givet, at den slags tilstande uundgåeligt skaber gensidig frygt, had og hævnlyst mellem parterne, hvorved det bliver endnu mere åbenlyst, at samfundet gennem denne sin indvirkning på "underverdenen" mere bliver "dressør" end "opdrager", mere bliver en "bussemand" end en "vejleder". Og det er forståeligt, at "underverdenens" repræsentanter ikke i samfundet og dets administration kan se nogen guddommelighed, eller i særlig grad fornemme en guds nærhed. Deres medfødte natur eller primitive instinkter opfylder dem helt med opfattelsen "enhver er sig selv nærmest". Dette vil igen sige: hensynsløs udnyttelse af alle chancer til fordel for opretholdelsen af sin egen eksistens, stjæle hvor stjæles kan, røve og plyndre, hvor betingelserne herfor måtte være til stede, udryddelse af liv, hensynsløst mord og drab, hvis det letter adgangen til opfyldelsen af ens begær og ønsker. Men er det ikke lige akkurat de samme regler, som dyrene i junglen lever under, og som for dem er livsbetingende love? – Viser dette ikke tydeligt menneskenes dyriske afstamning? – Er det således ikke synligt her, at "underverdenen" er dyreriget og dets love nogle udviklingstrin nærmere end det samfund, der netop med sit politi- og retsvæsen søger at bekæmpe denne – dyrerigets væremåde – hos mennesket? – Er "underverdenens" væremåde ikke praktiseringen af fortidige primitive og lavere religioners foreskrevne højeste moral? – Har vi ikke netop i de tidligere afsnit af nærværende bog set, at denne, med mord, drab og spænding opfyldte moral og væremåde, var det eneste "saliggørende", var livets løsen hos fortidsmenneskene eller hos nutidens naturmennesker? – Jo, "underverdenens" individer er yngre sjæle i udviklingen, der er inkarneret eller genfødt i det moderne samfund, med hvis højere moral og kultur, love og forskrifter deres, fra fortiden medfødte primitive instinkter og vaner, i første instans naturligvis må kollidere. Denne kollisions højeste resultat bliver altså "dressur". "Dyrene" møder her for første gang love og forskrifter, som ikke er "dyrerigets", men derimod hører et helt andet "rige" til, et "rige", som endnu "ikke er af denne verden". "Dyrene", eller disse yngre sjæle, bliver her for første gang stillet overfor den kalamitet, at det, der igennem en umådelig række af deres tidligere liv eller inkarnationer, var heltebedrift, det, der var den højeste lovopfyldelse og derfor den højeste gudstjeneste, det er her i deres nuværende liv en – "forbrydelse". De glorværdige "helte" og største "gudstjenere" fra fortiden, de til "Valhal" særlig kvalificerede og berettigede individer, sjæle fra nutidens naturmennesker, befinder sig nu pludselig i den moderne civilisations "underverden".
      Men hvor skulle disse væsener ellers inkarnere, når udviklingen fører dem ud af deres egen sfære? – I civilisationens højeste mentale klasse ville de jo være endnu mere uegnede og hjemløse end i "underverdenen".
      I denne "underverden" finder den "syndende" "Adams" og "Evas" første møde med en helt ny verdens moral sted. Da denne moral jo udgør en hundrede procent kontrast til "dyrerigets", og dens tilegnelse og dyrkelse derved tilsidst bliver en fuldstændig forvandling af individet fra "dyr" til "menneske", er den således identisk med individets udfrielse af "dyreriget". Da denne udfrielse er det samme som "verdensgenløsning", bliver nævnte "underverden" således denne "verdensgenløsnings" store "forgård". Den er en zone, hvor individet for første gang begynder at skulle vænnes til at leve efter denne ny morals første spæde forskrifter og idealer. At dette ikke pludselig lader sig gøre, men kræver flere liv for sin fuldbyrdelse, er jo såre naturligt, eftersom individets medfødte "dyrenatur" er en i myriader af liv forstenet tilstand, der som følge heraf kun gradvis kan lade sig opløse eller forvitre.
      Denne opløsning eller forvitring bliver altså i første instans befordret af det moderne samfunds lov- og retsvæsen, som naturmennesket ved sin fødsel blandt civilisationens mennesker er blevet underkastet. De straffe, den vanærende position, den mentale underklassetilstand, det her, på grund af dets primitivitet, nødvendigvis må gennemgå, tvinger det efterhånden til ikke at kunne være helt ligegyldig overfor nævnte samfunds retsvæsen og love. Resultatet heraf bliver altså kun "dressur". Men denne "dressur" suppleret med livets egen tale, hvilket vil sige, de direkte kosmiske følger af en ufuldkommen eller ufærdig livsopfattelse og væremåde, skaber langsomt omvendelse. Disse følger er igen de samme som dem, vi kender som svære sygdomme, sorger, ulykker, armod, had, forfølgelser, ulykkeligt ægteskab, betleri og hjemløshed. Disse realiteter er alle hver især specielle fag i livets store skole. Disse fags fulde oplevelse i forbindelse med samfundets "dressur" skal nok efterhånden gennem mange inkarnationer få individerne indstillet på andre tanker end den "dyriske" væremåde.
      Ligesom alle andre oplevelser giver individet erfaringer, således giver oplevede lidelser også individet erfaringer. Men medens andre oplevelser navnlig giver individet intelligensudvikling, giver lidelseserfaringerne individet følelsesudvikling. Efterhånden som individet bliver rig på lidelseserfaringer, vokser dets evne til at forstå lidelsestilstanden hos medvæsenerne. Og med denne evne vokser en ny egenskab frem i dets mentalitet, nemlig den vi kalder "medfølelse". Medfølelse er igen den begyndende kærlighed. Kærlighed er således i dybeste forstand det samme som forståelsen af lidelserne og bliver derved vejen til Gud.
      "Underverdenens" individer, de inkarnerede "naturmennesker", bliver altså herigennem modtagelige for samfundets religion. "Hedningerne" bliver "kristne". Samfundets "forlorne sønner" bliver "troende", finder atter tilbage til den "himmelske Fader".