Hvis vi nu ser på det jordiske menneskes forhold til sin "himmelske Fader", (der jo i virkeligheden udgør individets kosmiske "forældre", idet nævnte "Fader", som tidligere omtalt, repræsenterer både det feminine og det maskuline princip), så ser vi her, at nævnte forhold er fuldstændig analogt med det jordiske forhold mellem forældre og børn.
      Sålænge det jordiske menneske endnu fremtræder som et "naturmenneske", da svarer dets forhold, til dets "himmelske Fader", til forholdet mellem det spæde mindreårige barn og dets forældre. Ligesom dette sidstnævnte forhold udelukkende er følelsesbetonet, således er også "naturmenneskets" forhold til sin "himmelske Fader" følelsesbetonet.
      Ligesom det spæde nyfødte barn ikke begriber sine forældre, ikke ved, hvad det er, der sker med det selv, ikke ved, hvad det er, der foregår omkring det, således begriber det primitive "naturmenneske" heller ikke sin "himmelske Fader", og ved i virkeligheden, kosmisk set, slet ikke, hvad det er, der sker med det selv, eller hvad det er, der sker i verden.
      Ligesom det lille barn ved den daglige behandling, forsorg og pleje af sine forældre begynder at opdage dem, begynder at vænne sig til dem, vænne sig til, hvad der er deres vilje, hvad det må og ikke må, begynder at kunne forstå dem, således vænner det vilde "naturmenneske" sig også, ved det daglige livs oplevelser, ved sit samfunds herskende moral og forskrifter, dets skik og brug, dets præster og profeter, mere og mere til at forestille sig en herskende almagt, et almægtigt "væsen" eller "væsener", en stor "ånd", eller "ånder", en "gud" eller "guder" bag alle ting, hvilke "væsener" det derfor mere og mere søger at tækkes, søger at være i kontakt med, for af disse eller dette forsyn at blive beskyttet imod "mørke magter" og derved få sin "lykke" stabiliseret.
      Men ligesom de jordiske forældre overfor deres barn kan komme til, som vi før har påpeget, at fremtræde som "forlorne forældre", således kan den "himmelske Fader" også komme til overfor individet at fremtræde som "forloren". Det hænder jo undertiden, at væsener efterhånden er blevet beriget med så mange erfaringer og oplevelser, at de ikke mere står på lige fod med den almenhed, i hvilken de er født, men er foran denne i udvikling. De fødes da med anlæg og naturer, der er af en sådan beskaffenhed, at den samme almenheds moral og livsopfattelse, mange af dens love og forskrifter, for dem, virker umoralske, forældede og naive. "Fædrenes tro" viser sig som "overtro". Alt det, de før tilbad og troede på som livets sande virkelighed, alt det, de før troede var "Gud", er nu blevet til uvirkelighed. Sådanne væsener erkender ikke mere deres "himmelske Fader", tror ikke mere på nogen "gud".
      Ligesom forældre, hvis moral ikke er nogen hindring for at lyve, stjæle, hade og pine, må blive "forlorne" for deres barn, hvis det har medfødte anlæg og naturer, der tilsammen i barnet danner stor afsky og uvilje mod slige primitive manifestationer, og derved skaber adskillelse mellem barn og forældre, således må også den "himmelske Fader", hvilket i dette tilfælde altså vil sige almenhedens livsopfattelse, den gængse tro og forestilling om Gud, den gængse moral og væremåde, blive "forloren" for det individ, hvis hjerne og hjerte ikke mere kan hylde, beundre og praktisere denne almenhedens, denne den store hobs underlegne tro og væremåde, dens primitive moral og forskrifter. Og dette individs medfødte højere natur og livsindstilling tvinger således her til adskillelse mellem den "himmelske Fader" og "sønnen". Og denne bliver for en tid "faderløs", hvilket vil sige, bliver "vantroende", bliver "gudsfornægter", bliver "gudløs", bliver "fritænker", bliver mentalt eller åndelig hjemløs.
      Men en sådan tilstand kan ikke i længden give lykke. Den fører tilsidst ind i håbløshedens mørke og endeløse labyrinter. Og det er i denne situation, vi genfinder det jordiske menneske, når det råber til himlen det store spørgsmål: "Hvad er sandhed?" – Og vi kommer her til at se en bekræftelse på Jesu ord: "Salige er de fattige i ånden; thi himmeriges rige er deres". Dette vil altså sige: "Lykkelige er de enfoldige, eller de væsener, der endnu ikke er mere intellektuelt udviklede, end at de kan tro på de gængse overleverede fattige og naive begreber om Gud, og for hvilke væsener disse, på virkelig intellektuelle oplysninger umådelig fattige postulater, endnu ikke er blevet "stene i stedet for brød", thi disse væsener kan endnu glæde og styrke sig ved tanken om Gud og et eksisterende "himmeriges rige"."
      Men den enfoldiges intellektuelle broder er foreløbig borte fra Gud, føler ikke nogen "himmelsk Fader", har ingen forventning om nogen højere form for rige eller tilværelse. Han er midlertidig blindet af sin egen intellektualitet, det riges stråleglorie, han selv fornægter.