Som vi nu har set, udgør "uddrivelsen af paradisets have" "dyrets" omskabelse til "menneske". Det foreløbige resultat af denne omskabelse er, som påvist, det jordiske menneske. Nævnte væsen udgør altså ikke mere et fuldblods "dyr", men er endnu heller ikke nået frem til det stadium, hvor det vil være at betragte som et fuldblods "menneske". Det udgør en mellemting mellem disse to kulminationspunkter for dets nuværende mentale fremtræden. Det har altså passeret det "dyriske" kulminationspunkt og befinder sig, ved sin omskabelse, på vandring længere og længere bort fra dette stadium. Og som det fremgår af de tidligere kapitler, er det denne vandring, der i Bibelen er udtrykt som "uddrivelsen af paradisets have".
      Grundlaget for denne "uddrivelse" var altså "syndefaldet". Dette var det samme som "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt". Denne "nydelse" var igen dyrets vågnende nysgerrighed og interesse for ting, som ikke hørte opfyldelsen af dyrerigets egentlige love til, en vågnende interesse for ting, som ikke var absolut livsbetingende. Men en sådan vågnende interesse og den efterhånden heraf affødte beskæftigelse med ting, som ikke hørte med til dets livsfornødenheder, måtte nødvendigvis skabe tilsvarende tilbagevendende nye virkninger eller erfaringer, der afveg fra dets oprindelige tilvante. Der begyndte at opstå en helt ny art oplevelse og mentalitet i "dyrets" fremtræden. Det begyndte dermed at afvige fra "dyret" i renkultur. Det begyndte at måtte ofre noget af den samlede livskraft eller energi, som oprindelig kun var beregnet på opfyldelsen af de "dyriske" love, til ting, som strengt taget ikke vedkom "dyreriget". Det kom derved til at afvige fra de væsener, der i denne spiral endnu var i en hundrede procents "dyrisk" tilstand.
      Da de førstnævnte væsener jo ikke havde så megen energi til rådighed for deres "dyriske" eller normale tilstand, som de sidstnævnte væsener, blev de, i forhold til disse hundrede procents "dyriske" væsener, mere og mere til rene svæklinge. Den "dyriske" tilstand degenererede i deres mentalitet og legemskultur. Men denne degeneration skete jo ikke pludselig, men gennem lange tider og kun gennem en umådelig række af inkarnationer eller genfødsler. Og det er i denne række af inkarnationer, at "dyret" viser sig som identisk med det jordiske menneske. Nævnte væsen viser sig jo netop som udgørende et væsen, der har en side ved sin mentalitet, der ikke går i retning af at opfylde de "dyriske" love, men derimod ligefrem er en voksende hindring for denne opfyldelse. Men når dette væsen således ikke helt kan opfylde de "dyriske" love, kan det heller ikke mere helt opleve den nydelse eller salighed, den livsro eller sorgløshed, der er baseret på disse loves overholdelse, men må leve i en stadig splittelse mellem det "dyriske" og det begyndende "menneskelige" i dets mentalitet. Eftervirkningerne af de felter, hvor det ikke overholder de "dyriske" love, vil stadig være en kilde til uro og angst. Men denne permanente uro og angst er altså de første virkninger af "syndefaldet", de første virkninger af "dyrets" tilfredsstillelse af interesser og begær, der ikke vedkommer "dyreriget", de første virkninger af forsømmelser af overholdelsen af det "dyriske" bud: "Men af kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken dag, du æder af det, skal du dø døden." –
      Den forstærkede uro og angst, som begyndte at underminere det degenererende "dyrs" sorgløshed, den "syndende" "Adams" og "Evas" lykketilstand, var altså det samme som det, der i Bibelen udtrykkes som "Adams" og "Evas" følelse af at være "nøgne". Det var den begyndende åbenbarelse af "døden", den "dyriske" mentalitets død. Men denne "nøgenhedsfølelse" eller denne stadige angst og uro, denne lidende og sorgfyldte tilværelse bragte bevægelse i "dyrets" mentalitet, gav det erfaringer og udviklede dermed mere og mere dets primitive sjæleliv. Og evnen til bevidst tænkning begyndte at overgå fra en latent til en mere effektiv form. Medens nævnte væsen i de "dyriske" foreteelser, hvilke vil sige de, der hørte med ind under dets livsbetingelse, i overvejende grad handlede instinktmæssigt, hvilket igen vil sige ved en medfødt vanebevidsthed og derfor uden særlig refleksionsevne, så begyndte det derimod, i overtrædelsesfelterne eller i den nye side ved dets bevidsthed, kun at handle efter refleksioner, hvilket vil sige, efter forudgående bevidst tænkning. Det begyndte således at tænke for og imod, det begyndte at ræsonnere om dets forehavende var klogt eller uklogt, med andre ord, det ved bevidsthedslivet, vi kalder "intelligens", begyndte her i særlig grad at vækkes til live.
      Men samtidig med en sådan vågnende evne til at ræsonnere, begyndte også evnen til at modtage vejledning fra andre væsener eller evnen til at forstå andres oplevelser og erfaringer. Og "dyret" begyndte indtil en vis grad bevidst at kunne føres af andre væsener. Og i kraft af dets nye erfaringer af sorg og lidelse, dets oplevelse af at være i disharmoni med lykken, blev det netop permanent opfyldt af begæret efter at have vejledere eller førere, der kunne stille det midlertidige begær efter viden og den primitive evne til at forstå tilfreds, så det derigennem, midt i dets sjælelige kvaler og lidelser, fik en slags beroligelse, fik en slags forestilling om årsagerne til dets tilstand, fik tro på, at livet ikke var kaos eller tilfældighed, men udtrykte en virkelig fuldkommen logik eller mening, udtrykte planmæssige love, hvis opfyldelse atter kunne bringe det ud af kvalerne, ud af lidelserne. Og de vågnende "dyr" eller de jordiske mennesker fik sådanne førere. Disse har vi allerede omtalt som "keruberne", der igen udgør eller omfatter de væsener, vi kender som "profeterne", "ypperstepræsterne" og "præsterne". Og disse væsener har således haft til opgave, side om side med individernes erfaringer, lidelser og voksende ræsonneringsevne, at yde dem den mentale støtte og vejledning, som de ikke ved egen hjælp var i stand til at kunne udforske eller finde, men som alligevel udelukkende var det eneste, der kunne give dem en, til deres midlertidige evne til at forstå, tilpasset forklaring på deres liv og dermed en slags vished om, at fejlen ved deres liv var deres egen i forbindelse med "mørke magter", og at de ved en særlig livsopfattelse og væremåde kunne komme tilbage til "lyse kræfter" og lykken. Derved blev der stadig holdt en udvej åben, ad hvilken de formentlig kunne komme tilbage til lykken, og i hvilken udvej de således så en befrielse og dermed midlertidig fandt fuld beroligelse og åndelig ligevægt. Da "keruberne", "profeterne" eller "præsterne" således repræsenterede denne udvej, måtte de ganske selvfølgelig blive genstand for individernes højeste agtelse og respekt. Igennem dem alene fik de udsyn til det formentlige højeste eksisterende, til "Gud" eller "guderne". De var mellemledet mellem dem og det højeste Forsyn. De var "hellige" mænd.