Det "onde", som gør det jordiske menneske til "forbryder", er altså det samme som den side i den jordmenneskelige natur, hvor Gud endnu ikke er færdig med at "skabe" "mennesket". Men når denne side således ikke er omskabt, kan man ikke forlange, at den skal kunne virke så herlig, så skøn, som hvis den var omskabt. Et billede, der ikke er færdigt, en ting, der ikke er fuldført, kan ikke være noget fuldendt kunstværk. En sådan realitet må endnu altid lade adskilligt tilbage at ønske i kvalitet. Og at forlange at "forbryderne" skal manifestere den samme moral, som de væsener, der er langt forud for dem i udvikling, og derfor står de "dyriske" anlæg meget fjernere, er kun udtryk for naivitet. Men på den anden side kan man jo heller ikke helt modstandsløst lade disse barnesjæle dominere og tilintetgøre det begyndende virkelige menneskerige. Og man har da også faktisk truffet de samme foranstaltninger overfor disse, som dem man foretager overfor de almindelige farlige "dyr". Hvis man omgås tigere, løver eller andre farlige dyr, har man dem gerne i bur. Og hvis de bliver særlig livsfarlige, bliver de i reglen dræbt. "Forbryderne" sætter man i "bure", man kalder "fængsler". Og er de altfor farlige, så går man heller ikke af vejen for at skille disse væsener af med livet.
      Som man ser, går man frem imod "forbryderne" nøjagtig på samme måde som mod dyrene. Men mellem "forbrydernes" farlige natur og de vilde dyrs er der jo heller ingen forskel. Ja, det skulle da lige være dette, at "forbryderne" er endnu mere raffinerede, mere kloge og snedige end dyrene og derfor endnu mere farlige end disse. Om ovennævnte behandling af "forbryderne" er human eller brutal, er en sag for sig. Den foreløbige kendsgerning er denne, at det uundgåeligt er den skæbne, der bliver de "dyriske" anlægs ophav og udøvere til del. Den er uundgåeligt de "dyriske" tendensers eftervirkninger og bliver derved livets egen første drastiske undervisning eller demonstration af princippet: "Det, et menneske sår, skal det høste".
      At samfundets behandling af "forbryderne" efterhånden i udviklingen bliver mere og mere human, og at dødsstraffene ligeledes efterhånden afskaffes, viser jo kun, at de "dyriske" anlæg tager af, både hos de "straffende" myndigheder og hos "forbryderne".
      Men gennem svære straffe, gennem fængsel og tortur, band og bål har denne "dyriske" skæbne været det eneste, der var stærkt nok til at kunne vække det sovende "dyr" op af sin dræbende "slummer" eller "dyriske" tilstand. Tror man tigeren ville blive spagfærdig som et lam ved en teoretisk påvirkning, og tror man at blodhundene kommer til at elske fårene blot ved en formaning? – Men er "forbryderen" ikke, indenfor sit "dyriske" område i mentaliteten, identisk med tigeren og blodhundene? – Er der nogen forskel på hans "dyriske" anlæg og på de nævnte dyrs? – At han ganske vist har en side i sin bevidsthed, hvor der begynder at spire anlæg frem, som går imod de "dyriske", forandrer ikke princippet, sålænge de førstnævnte anlæg er den dominerende manifestationsfaktor i hans bevidsthed. Han kan ganske vist læse politiets forskrifter, høre præstens formaninger, men hvad virkning tror man det ville have på det absolut "dyriske" sind, hvis ikke erfaringerne: dødsstraf, fængsel og tortur, var den plov, den harve, den tromle, der i forvejen havde begyndt at kultivere de i "menneskelig" retning endnu uopdyrkede terræner i hans mentalitet, de i alkærlig retning stærkt dominerende ørkenlandskaber i hans bevidsthed.
      Ovennævnte ser måske brutalt ud. Men skal der ikke "skarp lud til skurvede hoveder"? – Jo mere sovende et væsen er, desto mere skal der til for at vække det. Og man kan vel ikke påstå, at dyret ikke er "sovende" med hensyn til mentalitet, i sammenligning med det udviklede menneske, eller det, det engang skal blive. Og er det ikke også en kendsgerning, at det forfinede og følsomme, højintellektuelle menneske i kraft af sit omfattende erfaringsmateriale har meget lettere ved at forstå, eller kan få meget mere udbytte af en teoretisk undervisning, end det primitive naturmenneske? – I kraft af det stærkt begrænsede eller fattige erfaringsmateriale, det sidstnævnte væsen har, er det kun modtageligt for en meget primitiv og forenklet teoretisk undervisning, og kan derfor hovedsageligt kun påvirkes ved stærke begivenhedsrige oplevelser, såsom mord og drab, tortur og lemlæstelser. Den teoretiske undervisning, som er af meget indgribende betydning for den højintellektuelle, ville altså være ganske virkningsløs og unyttig overfor naturmennesket, idet det slet ikke har evner eller anlæg for at forstå denne undervisning. Derfor er der også mere drab og mord, had og hævn i de primitive væseners idealer og forskrifter, end der er i de forfinede højintellektuelle væseners. Deres sovende mentalitet må vækkes med mere drastiske midler end de, ved hvilke de højintellektuelle menneskers, indtil en vis grad allerede vækkede, mentalitet ledes og føres. En mild og kærlig formaningstale til dyrene ville aldrig nogensinde gøre dem til mennesker, idet deres evne til at udvikle sig ved teoretisk undervisning er overordentlig minimal og kun ville kunne tage form af dressur. Først når livet selv har bearbejdet dem med oplevelsen af kulminationen af virkningerne af deres eget riges brutale og lemlæstende væremåde i en tilstrækkelig grad, kommer den tidsperiode, da kærligheden og mildheden kan være en hundrede procents undervisning i livets skole, kan være en behagelig lysets kontrast i den natsorte dyriske verden.
      Og således opstår igennem "det onde" i "paradishavens" mørkeside kulminationen af den oplevelse, der direkte er virkningerne af de dyriske anlægs blomstring, og som i form af "helvede" lader dyret opleve sin egen verdens yderste konsekvenser, dens kulminerende skæbne, en åbenbaring, hvor alle detaljer er: lemlæstelser, dødskvaler, sorg, savn og pine. Og igennem mættelsen af dette syn, denne selverfaring, vågner dyret op til skriget efter kærlighed, den "forlorne søn" til længsel efter "faderen", og den jordmenneskelige mentalitet til modtagelighed for verdensgenløsning.
      Og se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke sit skaberværk. Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres røst høre på store dele af kloden. Deres kærligheds atmosfære har forlængst gennemboret den dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad mod forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt end nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at forberede, om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende ragnarok, ja, selv om man aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den illusion, at verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes larmende kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste krampetrækninger i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre indledningen til lysets kroning på jorden. Guds ånd lyser direkte i form af en ny kærlighedsbølge over jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i hvis bane "døden" ikke kan være, ej heller "skrig eller pine", thi der går fredens engel uhindret hen over verden. Og i dens fodspor føres "Guds rige" med ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død, og livet lever. Glæden er til huse i borg og hytte. Alt er "Guds billede". Og dette guddommelige skaberværk er kærlighed.