Vi er hermed kommet igennem den del af "paradishavens" mørkeside, der efterhånden er blevet til det, der i det jordiske menneskes bevidsthed og religiøse liv er udtrykt som "det onde". Som vi har set, er denne side ved mentaliteten i sig selv ikke noget "ondt", men udgør naturlige konsekvenser af en mentalitet, hvis særlige grundlove og principper engang har været hundrede procents livsbetingelse og derfor hundrede procents naturlige. Intet under, at det jordiske menneske i sine første primitive tanketilstande måtte opfatte de samme love og principper som religion. Og intet under, at de samme tendenser endnu kan spores i det moderne menneske i en stigende grad, alt eftersom dets udviklingstrin befinder sig nær de fortidige stadier. Og vi siger om et sådant væsen, at det er "primitivt". Hvad er det moderne samfunds "forbrydere"? – Hvad er dets "tyve" og "røvere"? – Er de ikke alle væsener, der på en eller anden måde i en alt for stærk grad i forhold til nutidens begreber har praktiseret princippet "enhver er sig selv nærmest"? – Er dets "mordere" ikke væsener, der, om end ubevidst for dem selv, mere eller mindre ville være "helte" i det fortidige religionsstadium, hvor dette at dræbe var glorværdigt, var vejen til "Valhal", og hvortil de myrdede jo også var sikre på at komme? – Hvad er "hidsighed"? – Er det ikke en i det jordiske menneskes mentalitet forekommende udløsning af resterne af det temperament, der afstedkommer tigerens overfald på sit offer og gør den til dettes ubønhørlige dræber? – Hvad er misundelse, jalousi og intolerance? – Udtrykker sådanne realiteter ikke individets altfor overvægtige forherligelse af dets egne formentlige rettigheder, dets viden og opfattelser? – Og bliver disse anlæg således ikke egoismens eller selvtilbedelsens særlige sakramenter? – Og bliver de ikke stærkt talende beviser for, at det dyriske motto: "Enhver er sig selv nærmest", endnu er til stede i det væsen, der engang skal blive til "Guds billede"? –
      Men når alt, hvad der således kommer ind under begrebet "det onde", er naturlige konsekvenser af nogle i individet endnu ikke udlevede naturlige anlæg, er "forbryderne" jo ikke "forbrydere" i absolut forstand, men – yngre sjæle i samfundet. Da de derved står dyrene nærmere, er det kun naturligt, at de i større grad må afsløre menneskehedens slægtskab med disse væsener, end de personer, der i udvikling er nået længere bort fra den "dyriske" zone. Hvis ikke det netop var således, ville der jo ikke være noget, der hed udvikling, ikke være noget, der hed primitivitet, ikke være noget, der hed "naturmennesker", ikke være noget, der hed civilisation, thi alle mennesker ville jo så stå på det samme trin. Og den individuelle forskel, der da ville være mellem de jordiske mennesker indbyrdes, ville ikke være større end den individuelle forskel, man finder inden for dyrene. Og den har jo ikke ret stort et råderum, der hvor dyrene befinder sig i deres egen frie tilstand udenfor menneskets påvirkning. Synger den ene lærke ikke ligesom den anden? – Og er den ene måges flugt ikke af samme skole som den andens? –
      At der kan være individuel forskel mellem racens individer kan ikke nægtes, men denne er af en så ringe natur, at den almindeligvis kun ses af forskeren, ikke af almenheden. Dette er derimod ikke tilfældet med menneskene. Her er den individuelle, mentale forskel mellem væsenerne en almen kendsgerning. Her ved alle, at der er nogle, der er primitive, medens andre er højintellektuelle, her er nogle, der er særlig "gode", medens andre er særlig "onde" osv. Og det er jo netop analysen af de individuelle forskelle mellem jordmenneskene indbyrdes, der, som vi lige har berørt, bliver det ydre urokkelige bevis for de samme væseners "dyriske" herkomst, idet de nævnte forskelle tilsammen udviser en meget hårfin urokkeligt stigende skala i en udvikling bort fra de "dyriske" anlæg, de "dyriske" livsbetingelser. Hvis mennesket ikke var identisk med "dyrets" fortsatte udvikling, hvorledes kan så så store dele af dets mentalitet, for ikke at sige dets legemlige og seksuelle fremtræden, være identisk med de "dyriske" anlæg og naturer? – Hvorledes kan det så gå til, at nogle væsener i mentalitet står "dyrene" nærmere end andre? – Og hvorledes kan den kendsgerning, vi kalder "udvikling" så eksistere? – Er udviklingen ikke netop "Guds skabelse af mennesket"? – Er "dyret" ikke netop det "ler", der er bedst egnet til denne skabelse? – For man har vel ikke tænkt sig, at en lerjordsblanding, som den, man anvender ved teglværkerne til mur- og tagsten, til dræn- og kloakrør, skulle være bedre? –
      Nej, kun igennem "udviklingen" bliver Bibelens beretning om "skabelsen af mennesket" til urokkelig kendsgerning. Og kun igennem den alene bliver skabelsen til den kærlighedsproces, der kan være en alkærlig Gud værdig. Kun igennem den alene bliver mennesket ført opad mod hans eget væsen, hans eget "billede" ad så små og tilpassede trin, at det slet ikke mærker selve væksten, slet ikke har gene af sin forvandling. Man har endnu aldrig set, at udviklingen foregår i spring, men derimod udelukkende kun åbenbarer sig i fine umærkelige fjed, der naturligvis af og til kan være af en hurtigere eller langsommere natur, alt eftersom det passer kærligst ind i individets skæbnekonstitution, ønsker og begær.