Da "dyreriget" er den zone i "spiralen", der er bestemt til at være hjemstedet for skabelsen eller manifestationen af livets mørkeste oplevelser: lemlæstelser, smerter, sorg, død og rædsel, og som igen er den uundværlige kontrast, uden hvilken det ville være umuligt at opleve modsætningen: livets højeste lykketilstand eller fornemmelse af salighed, er samme riges grundlove naturligvis indtil hundrede procent baseret herpå. Og det er da grunden til, at nævnte rige er blevet "det dræbende princips" zone. Disse grundlove er i den grad netop baseret på nævnte princip, at det i "dyreriget" er en livsbetingelse, at man må dræbe for at leve. Ja denne lov er så altbeherskende, at de levende væseners organismer, redskaberne for deres manifestation og oplevelse af livet, ligefrem uundgåeligt er det eneste, der eksisterer som føde for andre levende væsener. Resultatet heraf må nødvendigvis blive en eneste altomfattende, indbyrdes jagt på de levende væseners organismer, et eneste altomfattende myrderi med tilsvarende sønderlemmelse af unge friske og stærke legemer, der ellers ved fredelig tilværelse ville have kunnet båret deres ophav gennem livet i en langt længere tidsperiode, end det nu er tilfældet, og givet disse en lykkelig og sorgløs tilværelse. Hvor selvisk må mentaliteten ikke her blive? – I et rige, hvor "ens død er en andens brød", i en verden, hvor kød og blod i den grad er en livsbetingende ernæring for andre væsener, kan uselviskheden umuligt have til huse, ligesom den fuldkomne lykke i samme zone umuligt kan eksistere uden at være et spørgsmål om besiddelsen af en, andre levende væsener overlegen, fysisk styrke, snedighed og kløgt, maskerings- eller vildledningsevne. Og det retfærdige motto i en sådan zone vil da også urokkeligt være: "Enhver er sig selv nærmest". Det er "dyrerigets" lov i en nøddeskal. Hvem, der ikke vil og ikke kan opfylde eller praktisere denne lov, manifesterer "syndefald" og må dø. De klogeste og stærkeste, de mest hensynsløse og brutale praktiserer og overholder loven fuldkomnest og må leve. De dominerer zonen og har deres lykke funderet med en større stabilitet.
      Det er derfor givet, at jordmenneskene i deres ældste stadier, hvilket vil sige i deres første primitive overgangsformer fra "dyr" til jordmenneske, har haft ovennævnte motto til moral, ligesåvel som en sådan moral er bærende hos det tyvende århundredes "naturmennesker", både dem, der forstår at dække denne deres primitive natur under civilisationens maske, og dem, der endnu utilsløret og åbenlyst blotter deres sande natur i urskovens skygge. – Ja, for man har vel ikke tænkt sig, at det såkaldte "moderne menneske" ikke er et "naturmenneske"? –
      At det har store fordele, som det almindelige "naturmenneske" ikke har, at det er blevet i stand til at gå med finere forarbejdede klæder og sko, at det bor i bedre og finere boliger, at det betjener sig af bedre samfærdselsmidler og andre tekniske opfindelser, er kun en aldersforskel, – ikke en principforskel. Et virkeligt højere civiliseret menneske er individet endnu absolut ikke, sålænge dets kultur eller civilisation kun er en genial camouflage eller et snedigt skalkeskjul for udfoldelsen af kulminationen af dyrerigets højeste moralprincip: "Enhver er sig selv nærmest". Sålænge røveri og plyndring, had og fjendskab kun holdes tilbage på grund af særlige, statsmæssige grelle modforholdsregler, sålænge et samfund må betjene sig af fængsler, dødsstraffe, må gemme sine ejendele bag svære aflåsede, dirkefri stålbokse, sålænge det må holde stående hære og flåder, udstyret med massemord- og lemlæstelsesmaskiner for at beskytte dets formentlige landområder eller for at okkupere andre samfunds områder, når det foregøgler sig ret dertil, når det passer ind i dets ønsker og begær, sålænge dets skønne parker og anlæg, kultiverede haver og marker er omkransede af meterhøje plankeværker, pigtrådshegn, sålænge dets gårdspladser og fabriksanlæg bevogtes af blodhunde og vagtfunktionærer, sålænge dets gader og stræder, dets torve og gyder ustandseligt må afpatruljeres af uniformeret og civilt politi, da er dets civilisation og kultur endnu kun i sin spæde vorden, da er den endnu i en altfor høj grad et uudsletteligt udtryk for, at dens ophav er en samling væsener, der endnu i stor udstrækning kun har anlæg for, eller helst vil, ja måske endog i visse tilfælde er tvunget til, at leve efter dyrenes moral: "Enhver er sig selv nærmest"; altså en moral der berettiger alle "dyrets" forsvarsmidler: at røve og plyndre, at bide fra sig, at forfølge og dræbe sine fjender, at tilrane sig deres føde, deres kroppe, deres kød og blod, alt eftersom man har styrke og mod, frækhed og ufølsomhed, snedighed og maskerings- og bedragerievne til. Dette er "dyrets" vej frem. Og kun de dyrearter når længst, der i særlig grad er udstyret med disse anlæg. Og indenfor de jordiske civilisationer kan det ikke påstås, at disse anlæg ikke florerer.
      Hvad sker der ikke indenfor den såkaldte "forretningsverden"? – Er den ikke indtil et stort procentområde en på juridisk snedighed og evne til omgåelse af loven i forbindelse med stor suggestiv overtalelseskunst anlagt form for røveri og plyndring? – Tror man den såkaldte "reklame" er hundrede procent sandhed? – Er den ikke indtil en vis grad i sig selv en camouflage af den virkelige sandhed, en suggestiv påvirkning af kunderne i firmaets favør? – Er hele denne reklamemæssige udsmykning og overdrivelse af virkelige fakta ikke blomstringen af det dyriske forsvarsprincip, der camouflerer visse insekter, så de ligner pinde, ligner blade, således at de ikke kan skelnes fra de pinde og blade, de netop lever imellem. Er kamæleonens skiftende farver, tigerens striber og leopardens pletter ikke beregnet på at virke i samme retning? Er dette princip, der således camouflerer dyrene, ikke baseret på at skjule de pågældende dyrs nærværelse? – Er det ikke baseret på at "narre" disses omgivelser? –
      Men at narre sine omgivelser er jo det samme som "bedrageri". Dyrene har altså bedrageriprincippet indbygget i kød og blod. Men her er det en livsbetingelse, et naturligt anlæg, en uundværlig evne i deres livsbetingende forsvars og angrebs tjeneste.
      Nævnte princip er altså en "dyrisk" evne. Ethvert menneske, der betjener sig af samme princip, er således i tilsvarende grad "dyrisk", ja, ligefrem blomstrende "dyrisk", idet det kan udnytte princippet indtil genialitet og i felter, hvor det ikke er en livsbetingelse, hvad dyrene ikke kan.
      Er militarisme ikke ligeledes det jordiske menneskes praktisering af det "dyriske" forsvars- og angrebsprincip helt ind til genialitet? –
      Jo, det jordiske menneske er endnu ikke færdig med "dyreriget". Det stabiliserer endnu i stor udstrækning sin tilværelse på basis af de "dyriske" tendenser, eller på de principper, på hvilke "dyreriget" er baseret, og som derfor, for selve "dyrerigets" væsener, hvilket vil sige, de almindelige som "dyr" betragtede væsener, ikke kan være "syndefald", men er en livsbetingelse og dermed en opfyldelse af nævnte riges grundlove. Det er derfor givet, at jo mere man går tilbage i udviklingen, desto mere vil man se, at de moralske forskrifter er baseret på disse "dyriske" love. "Keruberne", hvilket altså vil sige de væsener, der i særlig grad var "moralens" repræsentanter, havde jo ingen anden kilde at øse af end de naturlige realiteter, de blev vidne til i deres daglige liv. Og disse realiteter var jo i menneskehedens første vorden, hvor den endnu var "dyreriget" og dets betingelser meget nærmere og mere underkastet end i vore dage, dette, at man måtte dræbe for at leve. Deres forkyndelse måtte derfor gå ud på dygtiggørelse i dette princip, dygtiggørelse i at overvinde "fjenderne", tage til fange, erobre og plyndre. I modsat fald blev man selv taget til fange, udplyndret og gjort til træl eller slave. Dette var det højeste livssyn, den højeste bærende opfattelse i de første primitive religioner. Opdragelse og moral gik derfor her ud på at gøre menneskene til "krigere", "erobrere" og "feltherrer", hvilket altså vil sige, stimulere og udvikle de "dyriske" egenskaber. Ses dette blandt andet ikke tydeligt i den nordiske gudelære? – Var de nordiske "guder" ikke krigere, der kæmpede med "jætterne"? – Og var det ikke en vanære at dø en naturlig død? – Var det ikke datidens "helvede" at komme til "Helheim"? – Var nævnte sted ikke åndeverdenens hjemsted for de, der ikke var stærke i de krigeriske anlæg, hvilket altså vil sige "dyriske" anlæg? – Var det ikke hjemstedet for alle dem, der døde af sygdom, svækkelse og alderdom? – Og var kvinde, afkom og ægteskab ikke den førende lykke i disse livsopfattelser? – Var der ikke noget med opvartning af smukke unge kvinder, "valkyrier" i "Valhal"? – Og findes der ikke noget lignende i Muhameds "himmerige"? – Og blev Moselovens dødsstraffe, inkvisitionens band og bål ikke banebrydning, stimulering og håndsrækning for manifestationen af "det dræbende princip" og tvangsægteskaber, baseret på stand, rigdom, position og æresbegreber ganske uden hensyn til, om der var naturlig ægteskabelig tilbøjelighed, forelskelse eller kærlighed til stede mellem de unge mænd og kvinder, der således på grund af fædrenes egoisme tvangsgiftedes? – Og kaster "det dræbende princip", igennem uvidenhedens mørke, ikke i dag sin bloddryppende atmosfære ind på det tyvende århundredes strande? – Er der ikke netop mægtige kræfter i bevægelse for at gøre "fosterdrab" lovligt? – Kæmper man ikke her af al kraft for at skabe en udryddelseskrig på selve mennesket analogt med den, man forlængst har iværksat overfor rotter og mus; ja, den er endnu mere brutal, thi disse væsener får dog en chance for at nå frem til skelsår og alder, får en chance til ved egen snedighed eller kløgt at undgå forfølgelsen, en chance der er ganske udelukket ved fostermord. Fostermorderen angriber sit offer på et stadium, hvor det er ganske værgeløst, hvor det endnu ikke har fået nogen som helst evne til at forsvare sig eller kæmpe på lige fod med sin angriber. Blev en sådan fremgangsmådes princip ikke opfattet som umoralsk, ja ligefrem som en skamplet, selv inden for de religioner, der netop havde "det dræbende princip" til højeste ideal? – Fordrede moralen her ikke, at de kæmpende var nogenlunde på lige fod? – Det kunne vel ikke være glorværdigt, at en kæmpe kunne nedlægge en dværg? – Og man blev vel ikke "helte", fordi man tilhørte et flertal, der havde besejret et meget langt underlegent mindretal? – Men når fostermord ikke kan finde særlig jordbund i "det dræbende princips" hovedmoral, hvor skal det så få jordbund. I kristendommen hedder det urokkeligt "du skal ikke ihjelslå". Og kendsgerningerne viser, at jo mere udviklet man bliver, desto mere flygter man bort fra at skulle dræbe andre levende væsener. Fostermord kan altså ikke trives i mentalitetens normale jordbund, men er en giftig svampeart, der kun kan leve på den økonomiske miséres træ i degenerationens og usundhedens store skygge.
      Men "det dræbende princip" er ikke endt hermed. Hvad er den fabelagtige kaprustning, der for tiden finder sted verden over? – Er det ikke en genial omskabelse af nationerne til "dyriske" væsener med forstærket evne til at leve efter princippet: "Enhver er sig selv nærmest"? – Er det ikke et jag efter at blive den stærkeste, den dygtigste til at dræbe, myrde og dermed den mest overlegne til at erobre og diktere? – Er det ikke urskovens atmosfære bragt til kulmination i den jordmenneskelige mentalitet og opholdszone? –
      Hvad er eventyrenes forfærdelige drager og blodtørstige uhyrer ved siden af nationernes totalt tilintetgørende forsvars- og angrebsnatur? – Ja, ikke engang i fantasiens verden har der været mulighed for, at der kunne opstå uhyrer med en så omfattende evne til at udspy en så altdræbende ild og tilintetgørende lemlæstelse, eller udånde så kilometeromfattende absolut kvælende dunstarter, svovldampe eller giftgasser som nationerne. Og i intet som helst andet væsens fodspor har man set mage til så gigantiske mængder af sårede og lemlæstede eller været overdøvet af et så gribende akkompagnement af dødsrallen, i intet som helst væsens energiudfoldelse har man fundet noget sidestykke til et sådant raffinement af udspekulerede eller opfundne lidelser som netop i nationernes. Og intet som helst væsen har været i stand til at markere sin vandring gennem livet med så mange grave eller med en sådan udvidelse af kirkegårde, som de "væsener", vi kalder kongeriger, republikker og fristater.
      Nej, tro ikke, at "dyreriget" er forbi. De jordiske mennesker er endnu celler i interimistiske giganter, der lever under de "dyriske" love, den "dyriske" livsbetingelse. Jordkloden er en jungle, og nationerne er dens uhyrlige "vilde dyr".
      Og her er det jordiske menneskes rette hjemsted eller udviklingsfelt, sålænge dets "førere" til akkompagnement af trommer, piber og parader kan suggerere folkemasserne med flammende taler om død og ødelæggelse over "fjenderne", hvilket vil sige væsener med andre anskuelser, andre erfaringer, andre livsopfattelser, andre former for begavelse, og foregøgle retfærdigheden i røveri og plyndring af andre nationers livsbetingende ejendele og landområder, ringeagte og bortforklare andre partiers medlemmers ret til livet, gøre børneopdragelse og ungdomsbevægelser til uddannelse i krigshåndværk, gøre de pågældende unge mennesker, endnu inden de har nået skelsår og alder og derfor ved egen forstand eller fornuftsevne endnu ikke kan skelne den sande virkelighed, til dødens fagfolk, til tvungne eller frivillige specialister i drab og lemlæstelse, i myrderi og had. Med guldgalonerede uniformer, blanke knapper, medaljer, ordener og fjerbuske, blanke støvler, sabler og dolke blænder de de unge sjæle og overdøver den sidste spæde rest af den begyndende spirende samvittighed eller mentale reaktion i deres natur mod at gå dette – selve "helvedes" ærinde.
      Jo, nationernes jungleatmosfære er endnu meget levende. Og det fortynder den ikke særligt, at tusinder af dem, der fra landenes prædikestole råber det ud: "Du skal ikke ihjelslå", bagefter selv skal hjem til et bord, der bugner af stegte eller kogte dele af andre levende væseners lemmer, organer, kød og blod. – De nyder deres forkyndelse af livets største bud med at svælge i dets største overtrædelse, skønt de har nået et udviklingstrin, hvor dette ikke mere beror på en livsbetingelse, men udelukkende kun bæres af en misforståelse.
      Foranstående skal ikke være et angreb på nogen eller en ironisering over noget, men er en absolut upartisk analyse af selve virkeligheden til hjælp for de mennesker, der søger livets største sandheder. Og det gælder derfor her, ligesom overalt for sandhedssøgerne, at de ikke lader sig forlede til en hensynsløs intolerance, thi den vil være ganske uretfærdig, idet livets eget store forsvar i allerhøjeste grad også gælder her: "Thi de vide ikke, hvad de gøre".