Som det fremgik af symbolet (kapitel 53), opstår "syndefaldet", hvilket vil sige de ny begær, lige i "paradishavens" kulminationsområde, hvorfra det udvikler sig videre og videre helt frem til grænsen for den næste "paradishave" eller det næste rige i "spiralen". Den del af "paradishaven", som strækker sig fra kulminationen og til det næste riges grænse, bliver derved en mørkeside, idet der jo i denne side opstår en kamp i individets bevidsthed mellem de energier, der bærer "havens" kulmination eller særlige lykketilstand, og de energier, der afføder de nye begær eller "syndefaldet".
      Da reaktionen heraf i første instans i den bibelske "paradishave", både direkte og indirekte, er absolut smerte og lidelse, såvel på fysisk som på mentalt område, såvel legemligt som sjæleligt, er hele denne side af bevidsthedslivet blevet almenopfattet som "det onde".
      I mørkesiden eller "uddrivelseszonen" i "paradishaven" vil individets bevidsthed altså være at analysere i to felter, nemlig det her under begrebet "det onde" nævnte felt, og det felt, der endnu ikke er i disharmoni med "paradislovens" opfyldelse, og hvor en del af dens lykketilstand derfor endnu findes. Da dette sidstnævnte felt nødvendigvis er en kontrast til smerte- og lidelsesfeltet, er det efterhånden blevet almenopfattet som "det gode". Og med denne spaltning af bevidstheden blev "dyret" til det væsen, der nu fremtræder som "det jordiske menneske". Denne væsensart er altså den bibelske "paradishaves" virkelige "syndere".
      Med denne spaltning af bevidstheden i form af "det onde" og "det gode" begyndte det bevidste tanke- og sjæleliv rigtigt at tage fart. Her begyndte spekulationen over årsagerne til disse to realiteters forekomst. De stærke lidelser vækkede de første begyndende svage tendenser i "dyret" til refleksion over tilværelsen. Her begyndte individet at "opdage" sig selv. Og med denne "opdagelse" begyndte "nøgenhedskvalerne". Og med disses erkendelse var det ikke mere i "paradishavens" lysside. Det var ikke mere lykkeligt. Det levede herefter i en uafbrudt jagt efter "lykken". "Lykken" var Gud, men Gud var blevet borte. Gud blev, ubevidst for det selv, til: gods, rigdom, militarisme, politik, sport, magt, ære, berømmelse etc. for derefter atter at blive til Gud igen.
      Men denne skiftende ubevidste opfattelse af Gud strækker sig over en lang udviklingsepoke i den jordmenneskelige historie. Og det er i denne epoke, at "keruberne" blev den bortkomne Guds repræsentanter, og deres "blinkende sværd" menneskehedens vejledning.
      Denne epoke fremtræder i to store fra hinanden i mental udfoldelse stærkt afvigende afsnit, ja, de er endog ligefrem hundrede procents kontraster. Det første afsnit begynder altså i zonens kulmination under begrebet "syndefaldet" og strækker sig endnu helt ind i det tyvende århundrede, selv om det andet afsnit for årtusinder siden teoretisk har begyndt at gøre sig gældende. Disse to afsnit udgør analysen af den bibelske "paradishaves" mørkeside. Men da denne igen befolkes af det jordiske menneske, bliver samme to afsnits analyser identisk med analysen af det jordiske menneskes religiøse og intellektuelle tilblivelse, hvilket igen vil sige "dyrets" omskabelse til "menneske", der igen er det samme som skabelsen af "Guds billede efter hans lignelse". Det færdige "menneske" er således det samme som "Guds billede". At være "Guds billede" er igen det samme som teoretisk og praktisk, åndeligt og fysisk at være bevidst i livets love, at være bevidst i Forsynets logik, at være den bevidste inkarnation af verdensaltets plan. Det fuldkomne "menneske" er den fysiske og åndelige legemliggørelse eller åbenbaring af den guddommelige storhed, indenfor hvilken "alt" umuligt kan være andet end "såre godt", og hvorfor samme væsens tilværelse naturligvis ikke kan undgå at give sit ophav den gudesønlige bevidsthedstilstand, der udgør fornemmelsen af at være "ét med Faderen".