Som omtalt var "keruberne" væsener, der var sat til at holde vagt ved "livsens træ". Dette "træ" var, i den bibelske "paradishave", den på det fuldkomne ægteskab baserede lykke. Da "syndefaldet" var en begyndende udløsning af tilfredsstillelse af begær og interesser, der ikke i mindste måde vedkom ægteskabet, blev det i sig selv en slags konkurrerende medbejlerskab til individets samlede livsinteresse. Medens individet forhen kunne skænke ægteskabet eller fundamentet for dets daværende sorgløse tilværelse hundrede procent af denne livsinteresse, måtte det ved "syndefaldet" spalte denne interesse til fordel for de nye begærs tilfredsstillelse. Denne tilfredsstillelse krævede altså nogle procent af den opmærksomhed og vilje, de kræfter og anlæg, som individet før "syndefaldet" helt kunne ofre ægteskabet eller lade dette komme til gode. Men når ægteskabet således ikke mere blev ofret hundrede procent interesse, blev dets underbygning og stabilitet jo derved gjort de manglende procent mindre.
      Da ægteskabet i denne zone er livslykken, og de ny interesser således var underminerende for denne livslykke, blev de i første instans at betragte som "mørke" og blev derfor at udtrykke under begrebet "syndefald".
      De nævnte interesser var altså farlige for opretholdelsen af den særlige mentale tilstand, som på dette udviklingsstadium var individets højeste livslykke eller fornemmelse af "salighed".
      Men da enhver af "spiralens" seks zoner eller "paradishaver" er en absolut nødvendighed i verdensordningen, er det givet, at hver af zonerne er udstyret med visse lag af energier, der er baseret på at bevare eller opretholde netop zonens uforgængelighed. Dette vil altså igen sige, at de i bevidstheden skaber modstand imod "syndefaldet", imod tilfredsstillelsen af de for zonens eksistens farlige begær. Disse kræfter kommer naturligvis stærkest til manifestation eller udtryk gennem væsener, der endnu er stærkt opflammet af den bibelske "paradisiske" salighed, og som derfor ikke selv i så høj grad som de andre føler de ny begær i deres bevidsthed. Sådanne væseners tale og levevis, deres tankegang eller mentalitet er derfor, i alt fald teoretisk, endnu et stærkt udtryk for overholdelse af zonens grundlove, for hvilke deres væsen derved så at sige i sig selv bliver en levende propaganda. Og det er denne propaganda, Bibelen udtrykker som "det blinkende sværd". Og det er den samme propaganda, der senere er blevet til det, vi kalder "Guds ord", samtidigt med at dens ophav efterhånden er blevet kendt som "religiøse førere", fortidige "høvdinge" og "selvherskere" og senere som "præster", "ypperstepræster" og "paver".