Vi har her på vor vandring gennem verdensplanens logik blandt andet haft den glædelige oplevelse at se, at "Det Gamle Testamente" i Bibelen er et sandt udtryk for den guddommelige verdensplan, blot må man forstå, at samme udtryk kun er beregnet for "troende" og ikke for "tænkere".
      Det vil altså igen sige, at der findes to slags mennesker i verden. Der er noget, der hedder "børn", og noget, der hedder "voksne".
      En sandhed, en logisk plan, en indviklet begivenhed kan fortælles begge grupper. Men det er jo åbenlyst for alle, at man ikke kan fortælle den på samme måde til begge grupper. Hvis et barn på fire år skal høre noget om verdensplanen, kan det ikke nytte noget, at man begynder at fortælle om "de tre X'er" i "Livets Bog" eller docerer de der omtalte grundenergier og øvrige svære analyser, thi barnet har jo slet ikke erfaringer for, hvad energi er. Det har ikke erfaringer for matematik. Dets logiske sans er endnu slumrende. Det kan ikke bruge analyseringscentrene så meget som følelsescentrene. Det ønsker derfor ikke analyser, men – eventyr. Dets erfaringsområde spænder kun over mennesker, dyr, planter, huse, gader, marker osv. Hvis det skal høre noget om verdensaltets analyse, må det forekomme i form af en fortælling eller et eventyr, hvor alle faktorer må være udtrykt netop i form af de nævnte detaljer. Gud må være et stort menneske. Højere verdener må være oppe i himlen osv. Hvis ikke verdensaltet blev fortalt i sådanne detaljer, blev en historie, et eventyr med detaljer, som barnet kender og er vant til at forestille sig, blev både verdensaltet og Gud noget ganske usandsynligt, noget rent uvirkeligt, der derfor måtte gå ganske sporløst hen over dets bevidsthed, hvorimod disse højere problemer fortalt i barnets egen forestillingskreds bliver noget, det kan "tro" på, noget det kan blive inspireret af, noget der kan give det interesse og dermed livsenergi eller glæde.
      Hvis vi nu retter vor bevidsthed ind på en buskmand, en australneger, en ildlænder eller et andet meget primitivt naturmenneske, og derefter på et moderne videnskabeligt indstillet kulturmenneske, får vi så ikke det samme billede? – Kan man så ikke her sige, at vi står overfor "børn" og "voksne"? – Er naturmenneskene ikke netop at betragte som børn i forhold til kulturmennesket? Og findes der ikke en hel skala af mellemliggende stigende trin i udviklingen fra de førstnævntes gruppe til det sidstnævnte væsens stadium? –
      Det ses altså her, at menneskene fremtræder som tilhørende forskellige mentale trin i udviklingen. Og princippet "barn" og "voksen" møder vi således her igen på et andet plan. Og ligesom barnet der, jo yngre det er, desto vanskeligere kan forstå videnskab, forstå svære analyser, og derfor kræver disse symboliseret eller omdannet til lignelser eller eventyr med detaljer fra dets egen vante forestillingskreds, således kræver også "barnet" i udviklingen, hvilket vil sige det primitive menneske, verdensaltets eller livets store analyser, løsningen på tilværelsens gåde, fortalt i lignelser, eventyr eller rent følelsesmæssige betoninger.
      Ved følelsesmæssige betoninger vil her være at forstå svære fundamentale analyser omdannet til primitive ordformer, der uden at kræve udviklet intelligens kan indvirke på individets evne til at føle sympati eller antipati mod det centrale i ordformerne eller beretningen og derved bringe samme individ til at tage stilling for eller imod. På denne måde kan barnets mentalitet ledes, sålænge det endnu er på et stadium, hvor dets intelligens ikke slår til. Og på samme måde ledes menneskenes mentalitet med hensyn til forståelsen af livets store kosmiske analyser, sålænge deres intelligens her heller ikke slår til. Man må altså forstå, at evnen til at føle sympati og antipati er til stede allerede hos det lille spæde barn, medens evnen til at analysere først kommer på et langt senere tidspunkt. At udløse korrespondance med sådant et lille væsen, kan derfor kun ske ved at manifestere ting, der direkte indvirker på dets føleevne. På denne måde kan man både få det til at le og græde, uden at det faktisk kan gøre sig begribeligt, hvad det er, der sker.
      Man kan altså bringe det i affekt. Enten vækkes dets følelse af angst og ubehag, eller også fremkaldes dets følelse af noget rart, noget behageligt. Andre strenge spiller det lille væsen ikke på. At forklare den lille baby analyserne af sin moders bryst, fra hvilket den normalt får sin livsnæring, hører jo ind under det umulige; så på denne måde skal man ikke vente sig at vinde dens gunst. Men hvis man derimod lægger den ned til dette bryst, da har man håb om, at den tilsidst begynder at regne med en. Og er det ikke netop derfor, at moderen bliver sit lille barns bedste ven? Hun er jo netop den, der har fået dette privilegium. Barnet begynder efterhånden at forstå, at moderen er uundværlig, begynder at kunne skelne hende fra andre væsener uden derfor dog at være i stand til detaljemæssigt at gøre sig nærmere begribeligt, hvad det er, der sker. Det føler bare nogle behagelige detaljer, som vækker dets begær, der så igen udløser sig i sympati ved dets tilfredsstillelse og i antipati, hvis det ikke opfyldes. Det lever således i en sympatiens og antipatiens verden, har kun en latent analyseringsevne, hvilket vil sige en latent "forstand". Det kan kun i det grove skelne mellem behag og ubehag. Mentaliteten ledes så på denne måde stadig efter det behagelige, og antipatien vækkes af det ubehagelige. Dette er igen, i det væsentlige, den fremskredne "plantetilværelse". Plantens mentalitet udløser sig på det fysiske plan, i følge Livets Bog, kun i at kunne "ane" behag og ubehag. Denne anelsesevne er igen, i følge nævnte bog, det samme som "instinktet".
      På denne "instinktbevidsthed" lever hele planteverdenen på det fysiske plan. Men efterhånden som planteindividet får oplevet et tilstrækkeligt kvantum af disse behags- og ubehagsanelser, udvikler det i dets bevidsthed "føleevnen". Ved hjælp af denne kan "anelserne" blive til "vished", til "kendsgerninger". Planteindividet vil derfor efterhånden komme dertil, at det ikke alene kan "ane" behag og ubehag, men også "fornemme" disse to realiteter som virkelige kendsgerninger. Men derved begynder det jo at opleve en helt ny verden, et helt nyt rige, i hvilket ubehag og behag ikke blot er "anelse", men også er realistisk kendsgerning. Det er gået over i smerternes og lidelsernes zone. Et sådant væsen er ikke mere en "plante", det er blevet til et "dyr". Og nævnte rige er "dyreriget". Og vi er nu her ved Bibelens "paradisets have". Den forandrede plante er blevet til "Adam" og "Eva", der igen er "leret", hvoraf Gud danner det fuldkomne eller virkelige "menneske", i sit "billede efter sin lignelse", ved "indblæsning" af "livsens ånde".