Det sidste "Adam" og "Eva" så under "uddrivelsen" af "paradisets have" var "keruberne med det blinkende sværd". Disse "keruber" var altså en vagt omkring nævnte "have", de var dennes "politi", de var dens "retsvæsen", dens "dommere". Dette "retsvæsen", disse "dommere" var således et mellemled imellem Gud og "det flygtende par". De var "Guds tjenere". De blev de eneste fundamentale repræsentanter for den lykke, som i sig selv var den "paradisets have", "Adam" og "Eva" var i færd med at forlade. Overfor den begyndende ny mentalitet, de ny interesser, lyster og begær, som var årsagen til, at de måtte vandre ud af "haven", og som i sin første instans på grund af deres drastiske virkninger: "nøgenhedsfornemmelsen", den mentale kulde, de fysiske lidelser og smerter, i "det første vordende menneskepars" bevidsthed kun kunne opfattes som "syndefald", som "det onde", som "forbandelse", måtte disse "Guds tjenere", dette nævnte "retsvæsen" nødvendigvis komme til i samme menneskepars bevidsthed at stå som noget ophøjet, noget guddommeligt. Synet af dem måtte stadig minde den besværede "Adam" og "Eva" om den lykkelige, sorgløse og frie tilstand, de havde forladt. Og det blev da også til dem, "Adam" og "Eva" henvendte sig, når "nøgenhedsfornemmelsen" eller brødebetyngelsen blev altfor voldsom, blev altfor uudholdelig. De var jo mellemleddet mellem Gud og dem selv, mellem den tabte lykke og deres nuværende mentale tilstand. At møde dem var i første instans det samme som at komme i nærheden af den tabte lykke, var det samme som at komme ind i dens atmosfære. Det var at komme ind i "søluften" i nærheden af "havet".
      Denne henvendelse til "keruberne", denne "ihukommelse" af opholdet ved "livsens træ", den tabte lykketilstand, disse længselsudbrud mod lyset, blev efterhånden til det, vi i dag kender under begrebet "gudsdyrkelse". "Keruberne" blev efterhånden til præsteskab og kirkevæsen, til sekter og trossamfund. Her i det tyvende århundrede, millioner af år efter de første spæde "uddrivningsmanifestationer" i "paradishaven" fandt sted, umådelige tidsrum efter, at de første kim til den nuværende "Adam" og "Eva" begyndte at vise sig på jorden, flammer endnu på prædikestole, i kirkerum, i tempelhaller, i foredragssale, i missions- og forsamlingshuse, i fri luft, på åbne pladser på land og i by, i skovens løvsale og ved den bølgende strand, i kulturlandene og i naturmenneskets fjerne distrikter, "kerubernes blinkende sværd". "Guds ord" høres over hele verden. Endnu råbes ud, hvilke "frugter" der må "spises", og hvilke der ikke må røres. Endnu lyder den guddommelige røst til "Adam" og "Eva": "Thi på hvilken dag, du æder af kundskabens træ på godt og ondt, skal du dø døden". Endnu doceres "havens" moralske basis og højeste bærende fundament eller livsbetingelse: ægteskabet, med basunrøst over jorden. Selv for de mest fremskredne "flygtninge" lyder det endnu som en fjern torden bag ude: "Du skal ikke bedrive hor", – "Derfor skal en mand forlade fader og moder og holde sig til sin hustru", – "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder jorden og gører eder den underdanig". – Moselove, forjættelser om død og undergang, om "evig fortabelse" og "helvede" formørker endnu jordens mentale himmel. "Adam" og "Eva" udgør endnu "den forlorne søn", der langt, langt borte fra faderen må "æde sammen med svinene", må svede angstens sved, må leve i rædslens mørke. De har i øjeblikket hjemsted der, hvor der er "gråd og tænders gnidsel". De passerer "helvede". "Slangen" har bidt sig fast i deres "hæle". Dens "hoved" dominerer verden. Men verden forbereder sig på at "knuse" dette "hoved". "Dommens dag" buldrer allerede i det fjerne. "Verdens ende" er nær forestående. De "sidste tider" har forlængst begyndt at gå ind over jorden.