Logik
49. KAPITEL
Bibelens drastiske udtryk og den kærlige virkelighed
Men så langt er det jordiske menneske af i dag ikke kommet. Det lever endnu stærkt i sfinksens mysterium og ved ikke, at dens gådes løsning er dets egen kosmiske analyse. Dets megen "nydelse af kundskabens træ" har endnu ikke stillet dets nysgerrighed, har endnu ikke givet det fred i sindet. Det er lige videbegærligt, ønsker adspredelse og underholdning, jager stadigt efter lykken, efter "den store gevinst i lotteriet", efter "de vises sten". Det er lige hvileløst, lige rastløst, lige mentalt hjemløst, enten det er millionær eller tigger. Det søger og søger. Men det ved ikke hvem eller hvad, det er, det søger. Det stiler bare ustandseligt fremad. Det hungrer efter – "noget".
      Og hvad er så dette ukendte "noget"? – Er det ikke "den evige Fader"? – Er det ikke lyset, lykken og sorgløsheden fra "paradisets have", der søges? – Er det ikke råbet efter mildhed, kærlighed, forståelse og harmoni, er det ikke længslen efter at være "ét" med den herskende almagt, der enten bevidst eller ubevidst besjæler den flygtende "Adam" og "Eva", er drivkraften i hele deres færden? – Og er denne færden ikke den rislende bæk, der i febrilsk hast iler mod åen, mod havet, mod balancen og ligevægten.
      Nysgerrighedens tilfredsstillelse finder ingen hvile, før oplevelsen af Gud er blevet en kendsgerning. "Den hellige ånd" er det ocean, der skal optage i sig den rast- og hvileløse "Adam" og "Eva" og give dem balancen, roen og freden, på samme måde som oceanet optager de rislende elve, åer og bække i sig og fører dem til hvile i sin mægtige natur.
      I denne hvileløse færden var "Adam" og "Eva" altså ikke forladt af Gud, var ikke helt overladt til sig selv, selv om de i deres eget indre "følte sig nøgen", følte sig på vej bort fra ham. Ingen kan komme bort fra Gud. Alt og alle er noget af dette evige væsen. Og i dette væsen må alt og alle derfor evigt være. Alt, hvad der sker, er kun forvandling, er kun underholdning. Nævnte væsen er al bevægelse, hvile og årsag, lige akkurat de tre realiteter eller betingelser, der, i henhold til "Livets Bog", tilsammen gør et "noget" til "et levende væsen". Verdensaltet er "et levende væsen". Og i dette levende væsens beskyttelse eller kærlige favntag foregår "Adams" og "Evas" hele livshistorie.
      Når Bibelen udtrykker nævnte livshistorie eller guddommelige eventyr så drastisk og kalder "Adams" og "Evas" fornyede liv for "syndefald", deres mentalitets forvandling for "uddrivelsen af paradiset" og de første, af denne mentalitet eller ny levevis affødte, stærke virkninger for "jordens forbandelse", for "helvede", for "evig fortabelse", samt betegner den materielle videnskab eller krigsvidenskaben for "slangens hoved", er det fordi, nævnte eventyr oprindelig er blevet fortalt til en menneskehed, hvis medlemmer endnu ikke havde hjerne eller sanseorganer til at fatte andet, end hvad der blev fremstillet voldsomt dramatisk. Af nævnte eventyr kunne den altså kun fatte de i mentaliteten stærkt indgribende begivenheder, og udredningen af den guddommelige beretnings finere, ophøjede, kosmiske natur og sande facit, der matematisk retfærdiggør kærligheden og Forsynet, måtte vente til senere tider.
      Og med udeladelsen af denne udredning var det himmelske eventyr, eller den guddommelige kærlighedsberetning fra selve virkeligheden eller livet, nødt til kun at kunne fremtræde som den rent primitive fysiske beretning eller lignelse, vi kalder "Adam og Eva", og hvis matematiske stabilitet den samme menneskehed endnu ikke var udviklet eller modnet til at fordre.
      At fortælle denne menneskehed mere af eventyret end dette, at "Adam" og "Eva" havde haft en lys fortid i en lykkelig zone, og at de var kommet bort fra den ved deres egen væremåde: "slange" og "forførelse", og at denne væremåde, ved at blive årsag til mørket, måtte være et "syndefald", ville være ganske omsonst. At "Adam" og "Eva" var dyret i sin frie naturtilstand, at "syndefaldet" i virkeligheden slet ikke var noget "syndefald", og at det hele kun var en ganske naturlig udvikling, der stadig foregår for vore øjne, og at der ikke eksisterer nogen som helst form for "evig fortabelse", "helvede" eller "straf", men at alt kun er et spørgsmål om årsag og virkning, er en analyse, der er umådelig fjern fra det, fortidens mennesker kunne opfatte og forene med deres egen mentalitet, der endnu kun kunne udløse sig i at erobre, dræbe, straffe og underkue.
      En himmelsk eller kosmisk beretning til sådanne mennesker måtte fortælles i samme plan, måtte være noget med "forbud", "straf" og "udvisning", måtte være noget med mægtig "vagt", "blinkende sværd", måtte være noget med "forfører", skurk eller "slange", for overhovedet at kunne blive troværdigt og derved blive accepteret som moral og rettesnor.
      Det tyvende århundredes mennesker har derimod en anden mentalitet. De er blevet den bibelske beretnings bogstavform så overlegen, at de kan se, at den er ganske uvidenskabelig. Men da de ikke kan se, at denne er symbolsk, og de ikke har evne til at gennemskue beretningens identitet som udtryk for et matematisk led i verdensplanen, tror de slet ikke mere på den og ville derved komme på afveje, hvis ikke netop dens kosmiske absoluthed her blev åbenbaret.
      Vi skal derfor i det følgende fortsætte med at vise, hvorledes "keruberne" med "det blinkende sværd", trods inkvisition, band og bål, trods dogmer, vildfarelser og overtro, midt i mørket alligevel har været et uundværligt redskab i Guds store fundamentale førelse, formning eller skabelse af den "indblæsning af livsens ånde", der tilsidst lader det fuldkomne menneske opstå på jorden, og dermed åbenbarer, at livets største mørke, "syndefald" og "helvede" også kun kan eksistere som identisk med kærlighed eller som bevis for urokkeligheden af den evige skabelses mægtige facit: "Alt er såre godt".