"Uddrivelsen af paradisets have" udgør altså en, gennem umådelige tidsrum manifesteret, forvandlingsproces. Den finder således kun ganske langsomt sted. Det bærende i denne "uddrivelse" eller forvandlingsproces er begæret efter at nyde de "forbudte frugter", længslen efter forandring, længslen efter nye oplevelser, længslen efter kundskab og viden.
      Hos det primitive dyr, hos den endnu "lovlydige" paradisbeboer, er hele dette begær naturligvis slet ikke til stede, men begynder så lidt efter lidt sin første spæde form som en svag bevidsthedsimpuls, der efterhånden bliver til det, vi kender under begrebet "nysgerrighed". Denne udvikler sig mere og mere. Og fra sin første svage umærkelige begyndelse udvikler den sig så frem til at udgøre den fundamentale videbegærlighed, der senere har fået dyret i form af det jordiske menneske til at trodse de store oceaner, har tvunget det til at overvinde elementerne, har tvunget det til at gøre afstande underlegne, har tvunget det på rejse ud over hele kloden, over land og hav og igennem luften, har sendt det på opdagelsesrejse ind i polernes blåhvide ismarker såvel som ind i Afrikas glødende ørkener. Den har tvunget det til at plante sit flag på selve jordens akse såvel som på dens ækvator, har tvunget det til at undersøge polernes tilfrosne have såvel som tropezonens tætteste jungle, har tvunget det op på den evige sne på bjergtoppene såvel som ned i jordens dybeste slugter eller afgrunde.
      Men ikke nok hermed. Ind i de levende væseners organismer baner det videbegærlige jordmenneske sig frem. Det har parteret hjerte, lunger og lever af dets egne medvæsener. Det har haft selv de mindste ubetydeligheder under mikroskopet, samtidig med at det har rettet sine kæmpeteleskoper ud imod verdensrummets umådelige dybder, mod dets mangfoldige sole og stjernebyer.
      Jo, "nydelsen af kundskabens træ" er i dag blevet af kæmpeformat. Nysgerrigheden er umættelig, er i tiltagende. Jordmenneskets indsamling af kundskaber er febrilsk. Undervisningspaladser, universiteter, læreanstalter, laboratorier, observatorier, forsøgsstationer og biblioteker dukker op overalt, bliver mangfoldige.
      Og hvad er det så denne ukuelige nysgerrighed får mennesket til at jage efter? Hvad er det, det vil vide? – Er det blevet lykkeligt ved at vide, at der er så og så mange tusinde lysår til det eller det stjernesystem? – Er det blevet lykkeligt ved at opdage, at cellevæv kan vokse udenfor organismen, når det får de samme betingelser at leve under, som i organismen? – Er det blevet lykkeligt ved at have opdaget sprængstoffer og giftgas eller ved at have opfundet alle de moderne massemordmaskiner? – Er det blevet lykkeligt ved den overlegenhed og magt, som disse opfindelser har bibragt det over andre væsener, over andre folkeslag, over andre territorier? – Er det blevet lykkeligt ved den rigdom, luksus og komfort, det har været i stand til at omgive sig med? –
      Betyder denne overdådige rigdom og luksus ikke i mange tilfælde tilsvarende fattigdom, misbrug, slid og udnyttelse af andre væsener? Betyder de moderne raffinerede krigsopfindelser ikke invaliditet, død og lemlæstelse for mange mennesker? Hvor mange tons blod har de ikke bragt til at flyde? Hvor mange kvadratkilometer kirkegård tror man ikke, de har frembragt, og hvor meget tror man ikke, de endnu vil komme til at skabe af sligt? Er der ikke også i dag en brutal og hårdnakket kamp om gevinsten ved udnyttelsen af de moderne tekniske hjælpemidler, maskiner og apparater? – Og kommer denne gevinst, – som i følge den guddommelige verdensplan netop skulle være med til at hæve mennesket op over materiens tunge behandling, skulle frigøre "Adam" for det tunge arbejde, der tvinger ham til at "æde sit brød i sit ansigts sved", skulle bringe elementerne til at arbejde for alle, – ikke netop til kun at skabe fordele for en enkelt lille klasse eller klike af den samlede menneskehed, fordele, der kun kan udløse sig i fråseri, ødselhed og dovenskab for den samme lille klike, fordi den kun udgør et altfor forsvindende mindretal i forhold til de nævnte fordele eller kæmpemæssige værdier, der jo oprindelig er beregnet som et gode for hele den samlede menneskehed, og ikke blot for en enkelt lille brøkdel af dens væsener? Og bliver dette ikke en uafviselig rod eller kilde til at sætte ondt blod, splid og spektakler mellem nævnte klike og den øvrige menneskehed? Og er denne uro ikke dansen om guldkalven fra Sinai bjerg, der endnu raser og kaster sine hvirvler helt ind i det tyvende århundredes vide verden? –
      Ja, er al den megen viden, alle de mange tekniske vidundere og øvrige foreteelser eller resultater af den "forbudte nydelse af kundskabens træ" ikke i første instans blevet til gene, blevet til lidelse, til fortvivlelse, til sorg, til "dommens dag", ja til selve "helvede"? – Er samarbejdet med "slangen" ikke resulteret i den rene forgiftning af hele den jordmenneskelige tilværelse? – Og er hele denne lidelsens zone, denne jordiske "jammerdal", hele denne egoistiske udnyttelse og tilraning af goderne, hele denne manifestation af princippet, "enhver er sig selv nærmest", ikke en kulminerende fortsættelse af den rent ægteskabelige egoisme? Er det ikke en forlængelse af "forelskelsens" ejendomsbegær, dens dyrkelse af ejendomsret? Er det ikke selve dyrerigets kulmination: "det dræbende princips" genialitetsudfoldelse? – Er det ikke "slangens hoved", vi her har for os? Og er nævnte genialitetsudfoldelse ikke dens gift? – Har dens "forførelse" ikke bragt ægteskabets degeneration til blomstring? – Er "rederne" og "rævehulerne" ikke blevet til "skyskrabere", og er "næb" og "klør" ikke blevet til krigsindustriens produkter? – Er man ikke blevet eksperter i at lemlæste, myrde og røve? –
      Nu er det ikke blot "rederne", "hulerne" og afkommet, man må forsvare for at bevare lykken. Nu er det "stand", "ære", "position", "formue", "værdighed", "stolthed", "nationalisme", "politik", "forretningsprincipper", "børskurser", "patentudnyttelser" osv., der må ofres interesse og beskyttelse i "lykkens" stabilisering. –
      Men lykken er stadig borte. – I gyldne bure og glaspaladser, i silke og purpur, i hermelin og zobel skriger den flygtende "Adam" og "Eva" sine mentale kuldegysninger ud. Bag millionhære, forter, krigstanks og pigtrådsspærringer råber det flygtende par sin "nøgenhedskval" mod himlen, råber på en "evig fred", de ikke selv har lært at give andre. Gennem blodbesudlede valpladsers dødningedans, hen over såredes og lemlæstedes dødsrallen vandrer opfyldelsen af den guddommelige forudsigelse: "Thi på hvilken dag du æder af kundskabens træ, skal du dø døden".
      Men denne "død" er "dyrets" død i det jordiske menneske. Det er "kvindens sæd", der "knuser slangens hoved". Guds befaling sker fyldest. Dansen om guldkalven forstummer. "Adam" og "Eva" har fået "knust sin hæl". "Sfinksen" har fået knust sin dyriske krop. I stilheden lyser "den hellige ånd". Og i dette højeste solskin ser jeg den forvandlede "Adam" og "Eva" "opstå fra de døde", – ikke mere som en "sfinks": halvt "dyr" og halvt "menneske", men derimod som "Guds udtrykte billede efter hans lignelse". Og over dette, sfinksens afklarede mysterium, høres hærskarernes himmelske røst: "Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i menneskene velbehagelighed". –
 

Sfinksen (symbolet over det jordiske menneskes kosmiske analyse)