Som vi nu er blevet gjort bekendt med, udgør "paradisets have" altså den ægteskabelige lykkefølelses kulminationszone. Centrums beboere er de, der lever i selve lykkezonen og endnu ikke kender noget til "syndefaldet" og endnu ikke føler nogen trang til at "synde". Disse væsener er "dyrene" i deres vilde og frie naturtilstand. De "uddrevne" væsener af "paradisets have" er de jordiske mennesker. "Keruberne" er præsteskabet. Det "blinkende sværd" er ægteskabsloven, "det sjette bud", er moralen. – "Syndefaldet" er udvikling af alle samtlige interesser og oplysninger, der ikke vedkommer ægteskabet. "Livsens træ" er kulminerende lykkefølelse.
      Således ser den absolutte og nøgterne analyse af "paradiset" ud. Og uden denne analyse vil det være ganske umuligt for det moderne videnskabeligt indstillede menneske at forstå den guddommelige kærlighed, der ligger bag ved skabelsen af "mennesket", ligesom Bibelens beretning om menneskets skabelse uden samme analyse ville være ganske uden matematik og derfor være uvidenskabelig og uden realistisk virkelighed. Men med denne analyse bliver "Guds ord" til sandhed.
      "Adam" og "Eva" er oprindelig henholdsvis "han-" og "hundyret" i dets frie naturtilstand. Hele deres bevidsthed indeholder kun mage- eller ægteskabsmentaliteten. Deres højeste fornemmelse af lykke er den gensidige "følen sig ét med hinanden". Det er den højeste åbenbaring, den højeste vision af Gud, der kan manifesteres i "ægteskabets have".
      De vilde dyr eller de retmæssige "Adam'er" og "Eva'er" lever således i en sorgløs tilværelse; thi de bærer deres zones generallov i deres hjerte. Den er deres talent, deres naturlige anlæg og begær. De kender ikke noget andet begær og kan derfor kun leve i kulminationen af opfyldelsen af "det sjette bud". De har endnu ikke begyndt at føle den gene, det er at "føle sig nøgen". De centre i deres hjerne, der skal give dem oplevelsen af denne følelse, er ikke, som hos deres ældre stammefrænder den "uddrevne" "Adam" og "Eva", i stærk udvikling, men derimod latent. De mentale besværligheder, sorger og bekymringer, som denne "Adam" og "Eva" eller det jordiske menneske er bebyrdet med, eksisterer ikke hos dyrene i centrum af "paradisets have". – "Ser til himlens fugle! De så ikke, høste ikke, samler ikke i lader, og eders himmelske Fader føder dem." –
      Nej! Dyrene i deres naturtilstand har ikke modebesværligheder, har ikke beklædningsgenvordigheder, har ikke arkitektoniske bekymringer eller bolignød. De har ikke pengesorger, arbejdsløshedskvaler, skilsmissebryderier og fosterfordrivelsesaffærer.
      Men da selve "paradisets have" jo befinder sig indenfor "det dræbende princips zone", hvilket vil sige, en zone, hvor det er en livsbetingelse, at man må dræbe for at leve, så kan det naturligvis ikke undgås, at der indenfor nævnte "have" eksisterer noget i retning af rædsel og smerte. Men det er kun latente former i forhold til, hvad det jordiske menneske kan føle af sligt. Dyret føler kun rædsel i selve fareøjeblikket, der som regel hurtigt er overstået, hvad enten det resulterer i dets undergang eller sejr. Kun de dyr, der kommer i berøring med jordmenneskene, begynder at afvige herfra. De bliver "tamme", bliver til "husdyr". Allerede dette tvinger dem ind på en tankesfære eller et bevidsthedsniveau, der afviger fra deres oprindelige, et tankeniveau, der begynder at skabe en ny mentalitet, der ligger udenfor deres ægteskabelige niveau. Det vil altså sige, at her begynder det "paradisiske" at degenerere. Her begynder "Adam" og "Eva" at "synde". Og her begynder de også at "føle sig nøgen". Her begynder dyret at få sorger og bekymringer, det slet ikke tidligere anede eksisterede. Menneskets barbari eller overdådige kærlighed til dyret vil ufejlbarligt begynde at lægge spiren til de rent jordmenneskelige bekymringer i dyrets bevidsthed. Fængsling, tvangsfodring, overfedning, sult, overanstrengelse, straf, dressur, slaveri, forkuethed og vivisektion skal nok gøre det af med den oprindelige stolte, frie dyriske majestæt fra de store vidder, fra de store skove. Den ny verden skal nok lade dyrene mærke sin kulde. I deres "nøgenhed" skal de nok blive bevidst, og i denne bevidsthed genfinder vi omskabelsen af "dyr" til "menneske". Alle "tamme" dyr verden over, alle "husdyr" er begyndelsen til det mentale "missing link". Her begynder de første former for "uddrivelsen af paradisets have". Her begynder "slangens hoved". – Men her begynder der også at blive "fjendskab mellem slangens sæd og kvindens sæd", hvilken sidste sæd jo skal komme til at "knuse slangens hoved", men herom senere.
      At denne mentalitetsforvandling ikke kan undgå at bringe de stolte og smukke dyriske legemer til at degenerere er kun en selvfølge. Det er huset, der nedbrydes, fordi der på dets plads skal rejses en anden og endnu smukkere bygning. Forvandling af mentalitet vil uundgåelig skabe forvandling af legeme. Legemet er jo mentalitetens underordnede redskab. Legemet følger mentalitetens retning, ligesom kometens hale følger kometen.
      Denne forvandling strækker sig over umådelige tidsrum og mangfoldige inkarnationer fra form til form. At der indenfor videnskaben endnu eksisterer et "missing link" i påvisningen af den direkte lige linje i dyrelegemernes udvikling til menneskelegeme er kun en selvfølge, sålænge studiet heraf endnu i virkeligheden kun er på begynderstadiet, og udgør absolut ikke noget som helst bevis for, at nævnte udvikling ikke eksisterer. Men her må jeg henvise til "Livets Bog", da en redegørelse herfor vil være altfor omstændelig til at komme i nærværende bog.
      I de tamme dyr og husdyrene ser vi altså nedbrydningen af det dyriske legeme, medens man derimod, som jeg senere skal komme tilbage til, i det jordiske menneske, midt i degenerationen, kan begynde at se opbygningen af det ny legeme, det ny væsen, det vordende virkelige "menneske".