Men hvad siger nu kirke- og præstevæsenet til denne skabelsesproces? – Da man indenfor det ortodokse kirke- og præstevæsen endnu ikke har "nydt" så meget af "kundskabens træ på godt og ondt" som videnskaben, kan man her naturligvis ikke have det samme synspunkt som denne.
      Medens videnskaben stadigt "nyder af træet", vil man se, at kirkens mænd advarer mod denne "nydelse", ja, er ligefrem fjendtligt stemt overfor den. Hvad mener man om inkvisitionen, dens dødsbål og torturkamre, dens diktatur over konger og kejsere, dens lysen i band og forsøg på tilintetgørelse af alt, hvad der kom frem af ny revolutionerende viden eller oplysning. Var der ikke netop en person, der måtte brændes, fordi han hævdede, at jorden var rund, og var han ikke blot én af de mange, der for deres overlegne klogskab blev anset for at stå i ledtog med djævelen, "slangen", – blev anset for "kættere", "syndere", "hekse", "magikere", hvem alle faktisk havde pligt til at dræbe. – Måtte Kristus ikke dø på korset, blot fordi han forkyndte en viden, der lå langt over "paradisets viden" og tilsigtede en langt højere kærlighed mellem væsenerne end den dyriske forelskelse eller det ægteskabelige ejendomsbegær. – Og blev de første kristne ikke i stor udstrækning kastet for de vilde dyr til moro og forlystelse for en uvidende, men pervers hob, der allerede selv var gledet udenfor "paradisets" tærskel og derfor måtte supplere sin degenererede ægteskabelige salighed med hin blodbesudlede underholdning? Var det mon ikke i kontakt med det "hedenske" præsteskab? – Var herskerne ikke netop medlem af dette præsteskab? – Og hvad siger man i dag fra prædikestolene verden over? Er der ikke stadig noget af den samme tendens? – Er man ikke stadig på vagt overfor ny viden, overfor "nye frugter fra kundskabens træ"? – Hedder det ikke stadigt her, at "Guds veje er uransagelige", og at man bare skal "tro"? – Og er det ikke netop på grund heraf, at "de første altid er de sidste", hvilket altså vil sige, at præsterne, "de hellige", "de frelste" er de sidste til at modtage og hjælpe den ny viden. Ja, de stempler endog undertiden, også i vore dage, dens ophav som "falske profeter", "antikrist", "bedragere" osv., skønt den moderne videnskabs vugge faktisk stod indenfor religiøse mure.
      Jo, i sandhed, kirke- og præstevæsenet har holdt mægtig stand omkring "paradisets have". Det har med al dets snedighed, mod og kraft bekæmpet eller besværliggjort adgangen til "nydelsen af kundskabens træ". Det har i stor stil lænket menneskeheden til primitivitet og uvidenhed og kommer herved til at afsløre sig som identisk med – "keruberne med det blinkende sværd, som vogtede vejen til livsens træ". –
      Kirke- og præstevæsenet er altså en guddommelig vagt omkring paradisets have, omkring ægteskabets zone. Det udgør en magt til beskyttelse af den ægteskabelige lykkes kulmination, der netop i dette "paradis" er det samme som "livsens træ", er den oprindelige paradisiske "oplevelse af Gud".
      Det holder alle for "haven" ødelæggende interesser ude ved at lyse dem i band, ved at stemple dem som det "onde", som "synd", som "vejen til evig fortabelse", og skærmer og bevarer dermed zonen mod infektion af sodomistisk umoralitet fra den "uddrevne" og altfor "kloge" "Adam" og "Eva", til fordel for hele den serie af væsener, hvis mentalitet endnu indtil en grad af næsten hundrede procent må opfostres ved den ægteskabelige glæde eller et nogenlunde "fuldkomment ægteskab" og derfor endnu ikke har hverken mentalitet eller legeme til fundamentalt at begynde vandringen i mørket udenfor "paradisets have". –
      "Kerubernes" rolle er guddommelig. Og der er, som vi senere skal komme tilbage til, kun grund til at lovprise Gud for deres eksistens. Men det bliver her forståeligt, at videnskabens og kirkens mænd ikke harmonerer så godt. De første "forfører" menneskene med den "forbudte frugt" fra "kundskabens træ", fører dem bort fra "paradiset", spiller "slangens" rolle. De sidste spærrer af for "kundskabens træ", bekæmper al "nydelse" af dets "frugter", navnlig på det religiøse område.
      Men igennem disse to faktorers gnidninger og reaktioner lutres og trives skabelsen af det fuldkomne menneske. "Kerubernes blinkende sværd" beskytter individet, indtil videnskabens, kundskabens eller visdommens vinger kan bære det over den evige fortabelses afgrunde mod det ny paradis, mod den ny lykke eller oplevelse af "livsens træ". Ingen kan derved fortabes. "Adam" og "Eva" forbliver, trods "slange" og "syndefald", trods "forbandelse" og "smerte" i Gud og Gud i dem, – Guds kærligheds stråleglorie opfylder altet.